Dom
RETTEN I ROSKILDE
DOM
afsagt den 11. december 2023
”Principalt:
Advokatnævnet tilpligtes at anerkende, at kendelse af 29. juni 2022 er ugyldig, idet sagen ikke har været tilstrækkeligt oplyst til at kunne danne grundlag for kendelse af 29. juni 2022, og/eller idet afgørelsen ikke er tilstrækkelig begrundet.
Subsidiært:
2
Ophævelse af Advokatnævnets kendelse af 29. juni 2022 for så vidt angår afgørelse om bøde på 40.000 kr. for tilsidesættelse af god advokatskik og således påstand om frifindelse efter en materiel vurdering.
Mere subsidiært:
Hjemvisning til fortsat behandling.
Mest subsidiært:
Mildere sanktion i form af påtale/irettesættelse eller nedsat bøde.”
Advokatnævnet har nedlagt påstand om, at Advokatnævnets kendelse af 29.
juni i sag 2021-3648 stadfæstes.
Retten har bestemt, at sagen ikke behandles efter reglerne om småsager.
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.
Oplysningerne i sagen
Ved klage modtaget i Advokatnævnet den 25. oktober 2021 klagede Vidne på vegne af Person 1 over daværende advokat Sagsøger.
Af Advokatnævnets kendelse af 29. juni 2022 i sagen (sag 2021-3648) fremgår:
”Sagens parter:
I denne sag har Vidne på vegne af Person 1 klaget over da-værende advokat Sagsøger.
Klagens tema:
Vidne har på vegne af Person 1 klaget over, at daværende advokat Sagsøger har tilsidesat god advokatskik ved ikke at have varetaget hendes interesser på behørig vis i forbindelse med en personskadeerstatningssag, herunder ved ikke at have kendskab til dansk og svensk erstatningspraksis og derfor fejlagtigt indbringe sa-gen for det svenske trafikskadenævn, ved ikke rettidigt at gøre indsi-gelse over for nævnets afgørelse med den følge, at sagen ikke kunne prøves ved domstolene, ved at påklage afgørelsen, selv om det frem-gik af afgørelsen, at dette ikke var muligt, ved ikke at fremsende do-kumentation for krav på dækning af advokatomkostninger til mod-partens forsikringsselskab, der havde accepteret at betale dele heraf, men i stedet lade Person 1 betale det fulde salær, ved ikke af følge op på et krav om dækning af behandlingsudgifter og ved ikke
3
at rådgive om det svenske trafikskadenævns breve på trods af flere anmodninger herom.
Datoen for klagen:
Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 25. oktober 2021.
Sagsfremstilling:
Person 1 var i sommeren 2014 som passager på en motorcykel involveret i en trafikulykke i Sverige. Ulykken var forårsaget af, at en bilist ikke overholdt sin vigepligt. Hun pådrog sig i den forbindelse en personskade og antog i efteråret 2014 Advokatfirma P/S til at va-retage sine interesser over for bilistens svenske forsikringsselskab samt over for Alka Forsikring, hvor hun havde tegnet ulykkesforsik-ring.
I løbet af 2015 pågik korrespondance mellem Van Ameyde Denmark, der behandlede sagen på vegne af bilistens svenske forsikringssel-skab, og Advokatfirma P/S vedrørende ansvarsspørgsmålet.
I oktober 2015 oplyste Van Ameyde Denmark, at det svenske forsik-ringsselskab havde erkendt erstatningspligten.
Advokatfirma P/S oplyste i december 2015 Person 1 om, at de grundet den langsomme behandling hos Van Ameyde Denmark for en sikkerheds skyld havde anmeldt et krav hos LB Forsikring, hvor den implicerede motorcykel var forsikret.
Ved e-mail af 14. juni 2016 til Van Ameyde Denmark anmodede Advokatfirma P/S om udbetaling af svie og smerte med 72.000 kr. og fremsendte en række dokumenter, herunder fakturaer vedrørende et genoptræningsforløb. Advokatfirma P/S anmodede samtidig om udbetaling af 35.000 kr. ekskl. moms til dækning af deres foreløbige aconto salær. De oplyste samtidig, at det endelige salærkrav ville blive fremsendt ved sagens afslutning.
Advokatfirma P/S fremsendte den 1. februar 2017 en opgørelse over Person 1's behandlingsudgifter på i alt 19.814,50 kr. til Van Ameyde Denmark. Efterfølgende pågik der drøftelser herom, hvorunder Van Ameyde Denmark anførte, at de manglede oplysnin-ger om Person 1's gener, herunder lægeerklæringer om, hvornår de var indtrådt. De anførte endvidere, at næste skridt var at indhente en speciallægeerklæring, cia Person 1 oplyste at have smerter i både fod, knæ, ryg og nakke.
4
I maj 2017 accepterede LB Forsikring efter anmodning fra Advokatfirma P/S at suspendere forældelsesfristen for alle eventuelle krav mod selskabet, således at der indtraf forældelse den 15. november 2017.
Ved skrivelse af 15. december 2017 oplyste Van Ameyde Denmark, at sagen havde været forelagt en svensk lægekonsulent. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
” Man finder ikke at der er årsagssammenhæng mellem uheldet og din klients nakke/skuldergener, da der ikke er strakssympto-mer og disse gener først nævnes i et journalnotat mere end 2 måneder efter uheldet.
Akuttiden er ansat til 3 måneder. Akuttiden er den periode hvor skadelidte anses for 100 % sygemeldt og er den periode skade-lidte kan modtage godtgørelse for svie og smerte.
Dette har din klient allerede modtaget erstatning for.
De varige gener i foden vurderes til 3 % varigt mén grundet fø-leforstyrrelser i foden. 3 % for din klient andrager SEK39.000.
Det er lægekonsulentens vurdering at din klient med rette skå-nehensyn i relation til fodleddet burde være i stand til at kunne genoptage arbejdet på fuld tid efter 6 måneder.
Dette betyder, at din klient kan få erstatning for tabt arbejds-fortjeneste til og med 20 januar2015.
[...]
Vi finder derfor at det kan lægges til grund at din klient ville have kunne tjene kr 122.820.55 + pension kr 15.640,64 + kr 7.751,28 = kr 146.212,47 i de godkendte 6 måneder.
[...]
Dette betyder, at der kan udbetales kr 20.504,46 til din klient i tabt arbejdsfortjeneste.
[...]
5
Vi vil nu indhente erstatningsbeløbene hos det svenske selskab og udbetaling vil ske, når beløbene er modtaget.”
Ved e-mail af 28. februar 2018 til Van Ameyde Denmark rykkede Advokatfirma P/S for udbetalingen i henhold til skrivelsen af 15. december 2017. De fastholdt samtidig, at der forelå årsagssammen-hæng, og at der på den baggrund skulle ske udbetaling i henhold til deres tidligere fremsendte opgørelse. Efterfølgende pågik der korre-spondance herom. Van Ameyde Denmark fastholdt i den forbindelse vurderingen og oplyste, at de ville undersøge, hvilket beløb der kunne tilbydes til dækning af advokatsalær.
Advokatfirma P/S orienterede i maj 2018 Person 1 om status i sagen, herunder at Van Ameyde Denmark på vegne af det svenske forsikringsselskab fastholdt, at der ikke var årsagssammenhæng.
Advokatfirma P/S rykkede samtidig for noget tidligere efterspurgt materiale og spurgte, om det skyldtes, at Person 1 ikke ønskede at fortsætte sagen.
Ved skrivelse af 20. august 2018 til Van Ameyde Denmark opgj orde Advokatfirma P/S deres foreløbige salærkrav, idet de oplyste, at der hidtil var anvendt 16 juristtimer og 50 sekretærtimer, svarende til et salær på 73.000 kr. ekskl. moms. De anmodede på den baggrund om at blive tilkendt mest muligt i salær.
Ved afgørelse af 28. august 2018 fastslog Alka Forsikring, at méngra-den for skaden i Person 1's fod udgjorde 12 %, men at deres lægekonsulent havde vurderet, at der ikke var lægelig dokumenta-tion for årsagssammenhæng i relation til nakke- og skuldergenerne. De
udbetalte på den baggrund 77.000 kr. Det fremgår, at den samlede udbetaling fra ulykkesforsikringen herefter udgjorde 132.000 kr.
Ved skrivelse af 5. september 2018 til Van Ameyde Denmark op-gjorde Advokatfirma P/S et krav for tabt arbejdsfortjeneste for peri-oden 21. januar 2015 til 1. februar 2017.
Van Ameyde Denmark oplyste den 14. november 2018 Advokatfirma P/S om, at det svenske forsikringsselskab havde tilbudt at betale et salær på 21.744 SEK ekskl. moms, og anmodede på den baggrund Advokatfirma P/S bekræfte, om tilbuddet kunne accepteres.
I december 2018 overtog Sagsøger sagens behandling hos Advokatfirma P/S.
6
Den 15. januar 2019 rykkede Van Ameyde Denmark for svar på det fremsatte tilbud af 14. november 2018.
Den 16. januar 2019 drøftede Sagsøger status i sagen med Van Ameyde Denmark. Han spurgte i den forbindelse, om selskabet afvi-ste yderligere erstatning, og om selskabet var indstillet på at ind-bringe sagen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Han anførte endvidere, at han havde noteret, at forældelse ikke indtrådte, så længe der pågik drøftelser. Van Ameyde Denmark svarede herefter, at sagen blev behandlet efter svenske regler, da uheldet var sket i Sverige, hvilket afskar muligheden for indbringelse for Arbejdsmar-kedets Erhvervssikring. De oplyse endvidere, at der allerede var fast-sat en méngrad på 3 % vedrørende Person 1's fod, hvorfor der alene stod tilbage at fastsætte salæret efter svenske regler.
Sagsøger anførte samme dag, den 16. januar 2019, at en proces-aftale om forelæggelse for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke formelt kunne være udelukket. Han spurgte samtidig, hvilken frem-gangsmåde Van Ameyde Denmark foreslog, hvis Person 1 øn-skede at anfægte vurderingen af méngraden.
Van Ameyde Denmark oplyste den 17. januar 2019, at sagen skulle afgøres efter svensk ret, og at den kunne forelægges for Trafikskade-nævnet i Sverige. De oplyste samtidig, at det svenske forsikringssel-skab alene var forpligtet til at forelægge sagen for Trafikskadenæv-net, såfremt méngraden oversteg 9 %, hvorimod skadelidte selv skulle varetage forelæggelsen, hvis der var tale om en méngrad på under 9 %.
I februar 2019 pågik korrespondance herom mellem Sagsøger og Van Ameyde Denmark, der afviste, at det svenske selskab var for-pligtet til at forelægge sagen for Trafikskadenævnet under henvis-ning til, at méngraden var fastsat til 3 %.
Efterfølgende drøftede Sagsøger sagen med Person 1, der anførte, at hun ikke forstod den videre proces, og hvad hun skulle gøre. Sagsøger redegjorde i den forbindelse for muligheden for på ny at få vurderet méngraden ved Trafikskadenævnet med henblik på at forfølge et yderligere erstatningskrav. Han anmodede hende på den baggrund tage stilling til, om hun ønskede sagen forelagt Tra-fikskadenævnet og i givet fald lave en samlet beskrivelse af alle de gener, hun oplevede som følge af ulykken.
7
I april 2019 drøftede Sagsøger og Person 1's generne og mu-ligheden for at indhente en samlet lægeerklæring vedrørende disse. Person 1 oplyste i den forbindelse, at hun fortsat havde nakke-problemer, men at ingen ud over hendes tidligere læge mente, at nakkeproblemerne skyldtes ulykken.
I juni 2019 forelagde Sagsøger sagen for Trafikskadenævnet i Sverige og anmodede nævnet tage stilling til, hvornår der skulle be-regnes svie og smerte til samt opgøre den tabte arbejdsfortjeneste og omfanget af det samlede erhvervsevnetab.
Ved faktura af 20. december 2019 til Person 1 opkrævede Advokatfirma P/S et aconto salær på 100.000 kr. inkl. moms for bistan-den med sagen siden opstarten i 2014.
I løbet af 2020 blev sagen skriftvekslet hos Trafikskadenævnet, der i sommeren fastslog, at det svenske forsikringsselskab skulle rekvirere en yderligere rapport fra en læge med speciale i ortopædi med hen-blik på stillingtagen til, om generne i Person 1's fod oversteg en medicinsk invaliditet på 3 %. Nævnet slog samtidig fast, at lægen skulle inddrage de nye, fremlagte lægeerklæringer.
I august 2020 fremkom den nye lægeerklæring, der konkluderede, at der ikke var årsagssammenhæng mellem ulykken og Person 1's nakke- og skuldersmerte, samt at der ikke var grundlag for at fast-sætte méngraden vedrørende foden højere end 3 %. Den konklude-rede derudover, at der havde været partiel uarbejdsdygtighed på mellem 25 - 50 % i yderligere seks uger fra ulykkestidspunktet i for-hold til, hvad der var lagt til grund i det svenske forsikringsselskabs afgørelse. Parterne indgav efterfølgende bemærkninger på baggrund af erklæringen, og Sagsøger fastholdt i den forbindelse, at mén-graden oversteg 3 %.
Sagen blev behandlet på et møde i Trafikskadenævnet den 14. okto-ber 2020.
Den 6. november 2020 fremsendte Trafikskadenævnet sin afgørelse. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for yderligere erstatning i sa-gen, herunder idet der ikke var dokumenteret et grundlag for at fast-sætte méngraden højere end 3 %, ligesom der ikke var årsagssam-menhæng mellem nakke- og skuldergenerne og ulykken.
Trafikskadenævnet oplyste ved fremsendelsen af afgørelsen, at denne alene var vejledende, og at sagen kunne prøves ved domsto-
8
lene, idet det dog var forsikringsselskabets beslutning og ikke næv-nets udtalelse, der kunne indbringes. Det blev samtidig oplyst, at for-ældelse ifølge den svenske lov om alternativ tvistløsning i forbruger-forhold tidligst indtrådte en måned efter, at Trafikskadenævnet havde afsagt afgørelsen.
Ved e-mail af 4. december 2020 til Van Ameyde Denmark anførte Sagsøger, at han havde modtaget et indlæg fra Trafikskadenæv-net, og at han på det nuværende grundlag ønskede det svenske for-sikringsselskabs bemærkninger. Han anførte samtidig, at der antoges at være enighed om, at alle krav fortsat var til forhandling.
Ved e-mail af 5. december 2020 til Trafikskadenævnet anførte Sagsøger, at det var uklart, om der var en frist for at skulle anmode om alternativ tvistløsning, men at Person 1 gerne ville deltage heri. Han anførte samtidig, at vurderingen af méngraden under alle om-stændigheder ikke kunne anerkendes, og at det var deres opfattelse, at der ikke var taget hensyn til alle de fremlagte journaler/oplysnin-ger. Han anmodede på den baggrund om at modtage en oversigt over grundlaget for Trafikskadenævnets udtalelse med henblik på en klage og muligt en senere domstolsprøvelse.
Sagsøger oplyste ved skrivelse af 9. december 2020 Person 1 om Trafikskadenævnets udtalelse, og at han havde anfægtet nævnets vurdering. Han anmodede samtidig Person 1 om på ny at lave en samlet beskrivelse af forløbet omkring ulykken og de efter-følgende gener, herunder om muligt indhente en lægeerklæring. Han anførte endelig, at han på den baggrund ville forfølge yderligere er-statning i videst muligt omfang.
Ved faktura af 28. januar 2021 til Person 1 opkrævede Advokatfirma P/S et aconto salær på 23.750 kr. inkl. moms for bistanden med sagen siden december 2019.
Sagsøger påklagede den 26. februar 2021 Trafikskadenævnets afgørelse, idet han samtidig fremlagde en ny beskrivelse af forløbet og de efterfølgende gener, som Person 1 havde udarbejdet.
Trafikskadenævnet oplyste ved skrivelse af 3. marts 2021 til Sagsøger, at nævnets afgørelse ikke kunne påklages, men at forsikrings-selskabets beslutning derimod kunne indbringes for domstolene. Det blev samtidig anført, at spørgsmål om forældelse skulle fremsendes til forsikringsselskabet.
9
Van Ameyde Denmark besvarede den 23. marts 2021 Sagsøgers e-mail af 4. december 2021, idet forsikringsselskabet anførte, at afgø-relser fra Trafikskadenævnet ikke kunne ankes. De anførte endvi-dere, at forældelse indtrådte tidligst en måned efter afgørelsen, medmindre andre forhold gjorde sig gældende, hvilket ikke var til-fældet. De anså på den baggrund sagen for forældet, hvorfor de ikke kunne tilbyde at foretage yderligere i sagen. Sagsøger bestred samme dag, at sagen var forældet, og bad Van Ameyde Denmark bekræfte, at sagen kunne prøves ved domstolene i Danmark.
Van Ameyde Denmark svarede den 7. april 2021, at det svenske for-sikringsselskab fastholdt, at sagen efter svensk ret måtte anses for forældet i enhver henseende en måned efter vurderingen fra Trafiks-kadenævnet.
Sagsøger deponerede sin advokatbeskikkelse den 1. juni 2021.
Advokatfirma P/S meddelte ved e-mail af 16. juni 2021 til Person 1, at Sagsøger havde fratrådt sin stilling, og at advokatfir-maet ikke havde mulighed for at yde bistand i sagen fremadrettet. De slutafregnede på den baggrund sagen, idet de opkrævede et salær på 5.750 kr. inkl. moms.
Vidne rettede i juli 2021 på vegne af Person 1 henvendelse til Van Ameyde Denmark for at få overblik over, hvilke beløb der var blevet udbetalt.
Van Ameyde Denmark oplyste den 6. juli 2021, at der var udbetalt 7.852 kr. for svie og smerte, 28.914 kr. for varig mén og 20.504,46 kr. for tabt arbejdsfortjeneste. De oplyste endvidere, at der den 14.
november 2018 var fremsendt et tilbud om erstatning af advokatom-kostninger med 21.744 SEK ekskl. moms, men at Advokatfirma P/S aldrig havde reageret på tilbuddet, hvorfor kravet herom nu måtte anses for forældet.
Vidne spurgte samme dag, den 6. juli 2021, hvorfor der ikke var sket udbetaling for udlæg til Person 1's fysiske behandlinger. Van Ameyde Denmark svarede i den forbindelse, at kravet for be-handlingsudgifter ikke var gjort gældende over for dem af Advokatfirma P/S. De anførte endvidere, at der alene ville have været tale om dækning af udgifter for behandlingen af generne i foden, og at der derfor formentlig kun ville have været dækning for en lille del af de afholdte udgifter, såfremt kravet var blevet forfulgt.
10
I den efterfølgende periode pågik der korrespondance mellem Advokatfirma P/S og Vidne, der fik udleveret sagens akter. Vidne anførte i den forbindelse bl.a., at sagen måtte anses for afsluttet ved Trafikskadenævnets brev af 3. marts 2021, hvilket Person 1 ikke var blevet orienteret om.
Parternes påstande og anbringender:
Klager:
Vidne har på vegne af Person 1 påstået, at Sagsøger har tilsidesat god advokatskik ved sin varetagelse af sagen, herunder ved ikke at have kendskab til dansk og svensk erstatningspraksis og derfor fejlagtigt indbringe sagen for Trafikskadenævnet, ved ikke ret-tidigt at gøre indsigelse over for nævnets afgørelse med den følge, at sagen ikke kunne prøves ved domstolene, ved at påklage afgørelsen, selv om det fremgik, at dette ikke var muligt, ved ikke at fremsende dokumentation for krav på dækning af advokatomkostninger til modpartens forsikringsselskab, der havde accepteret at betale dele heraf, men i stedet lade Person 1 betale det fulde salær, ved ikke af følge op på et krav om dækning af behandlingsudgifter og ved ikke at rådgive om Trafikskadenævnets breve på trods af flere an-modninger herom fra Person 1.
Det er til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at Sagsøger begik en række fejl under sin håndtering af sagen, bl.a. idet der ikke var grundlag for at indbringe sagen for Trafikskadenævnet. Van Ameyde Derimark oplyste således også blot, at sagen kunne prøves ved Trafikskadenævnet, men der var ikke tale om et krav, som anført af Sagsøger. Hertil kommer, at han påklagede nævnets afgørelse og påregnede salær herfor, selv om afgørelsen ikke kunne påklages. Endvidere gjorde han indsigelse mod afgørelsen, efter at forældelses-fristen var udløbet, hvilket afskar Person 1 for at få prøvet sa-gen ved domstolene. Dette informerede han ikke Person 1 om, heller ikke da han udtrådte af sagen. Desuden rådgav han ikke Person 1 om indholdet af brevene fra Trafikskadenævnet, som hun ikke forstod, og ikke vidste, hvordan hun skulle forholde sig til.
Sagsbehandlingen bar i den forbindelse præg af, at Sagsøger ikke forstod et ord svensk eller kendte svensk erstatningspraksis, li-gesom han ikke inddrog Person 1. Første gang han kontaktede hende var således også først seks måneder efter, at han havde overta-get sagsbehandlingen.
11
Sagsøger fulgte desuden ikke op på kravet om dækning af ad-vokatomkostninger, selv om Person 1 flere gange blev oplyst, at modparten dækkede omkostningerne. Det fulde salærkrav blev i ste-det opkrævet direkte hos Person 1. På samme vis fulgte han al-drig op på Person 1's krav på dækning afbehandlingsudgifter, som var sendt til Van Ameyde Denmark. Person 1 lagde selv ud for disse og forventede at få beløbet refunderet ved sagens afslut-ning.
Indklagede:
Sagsøger har påstået frifindelse og har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at sagen blev indbragt for Trafikskadenævnet i Sverige ef-ter krav fra Van Ameyde Denmark. Det var allerede af denne grund ikke ubegrundet at prøve sagen ved nævnet. Hertil kommer, at sagen ikke blev forældet før Sagsøgers udtræden, idet der også efterføl-gende var dialog med de involverede forsikringsselskaber. Et krav forældes således efter dansk praksis tidligst et år efter, at drøftel-ser/forhandlinger er afsluttet. Enighed om forelæggelse for et nævn vil typisk kunne anses som forhandlinger, og det er påvist, at der også efter Sagsøgers udtræden pågik sådanne drøftelser. Det be-mærkes samtidig, at Person 1 både har klaget over, at nævnsaf-gørelsen er påklaget for sent, og at den slet ikke kunne påklages. Det afgørende må være, om Person 1 blev afskåret fra dom-stolsprøvelse og dermed har lidt et retstab, hvilket Sagsøger be-strider skulle være tilfældet.
Det er endvidere anført, at det pågældende tilbud fra Van Ameyde Denmark om dækning af advokatomkostninger blev fremsendt, før Sagsøger indtrådte i sagen. Der er gjort, hvad der kunne gøres, for at opnå erstatning, herunder for behandlingsudgifter. Der er såle-des heller ikke i denne sammenhæng dokumenteret forsømmelser el-ler tab.
Advokatnævnets behandling:
Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med delta-gelse af 5 medlemmer.
Nævnets afgørelse og begrundelse:
Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik. Herunder skal en ad-
12
vokat, der påtager sig at bistå en klient, varetage klientens interesser grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klientens tarv tilsiger.
Som sagen foreligger oplyst, finder Advokatnævnet, at Sagsøger ikke har varetaget Person 1's sag med tilstrækkelig grundighed. Uagtet, at det ikke kan anses for ubegrundet at få sagen prøvet ved Trafikskadenævnet i Sverige, bærer sagsbehandlingen efter nævnets opfattelse præg af manglende kendskab til processen ved Trafikska-denævnet. Advokatnævnet har herved særligt lagt vægt på, at Tra-fikskadenævnets afgørelse af 6. november 2020 ikke kunne påklages, men at spørgsmålet kunne prøves ved domstolene ved indbringelse af forsikringsselskabets beslutning. Dette fremgik af afgørelsen. Sagsøger forsøgte desuagtet den 26. februar 2021 at påklage afgørel-sen, dvs. mere end tre måneder efter modtagelsen af denne. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke ses at være fulgt op på Person 1's mulighed for dækning af advokatomkostninger og behand-lingsudgifter.
Advokatnævnet finder på den baggrund, at Sagsøger har tilsi-desat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.
Sagsøger er senest ved Advokatnævnets kendelse af 27. oktober 2021 pålagt en bøde på 40.000 kr. for tilsidesættelse af god advo-katskik. Denne afgørelse er indbragt for domstolene, hvor den fortsat verserer, og kan derfor ikke tillægges betydning ved sanktionsudmå-lingen.
Advokatnævnet pålægger som følge af det anførte og henset til, at Sagsøger ved Advokatnævnets kendelse af 18. marts 2016, der er stadfæstet ved domstolene, er pålagt en bøde på 20.000 kr. for tilsi-desættelse af god advokatskik, i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, Sagsøger en bøde på 40.000 kr.
Sagsøger kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens § 147 d.
Herefter bestemmes:
Sagsøger pålægges en bøde til statskassen på 40.000 kr.”
Der er under hovedforhandlingen forelagt retten oplysninger om bl.a. for-ældelsesregler efter svensk ret.
13
Forklaringer
Sagsøger og Vidne har afgivet forklaring.
Sagsøger har forklaret, at han er uddannet som cand.jur. og siden har væ-
ret ansat i Justitsministeriet og Domstolsstyrelsen. Han blev advokat i 1999 og har siden arbejdet i Advokatsamfundet og som advokat. Han har især arbejdet med personskadesager og familieret. I marts 2021 forlod han Advokatfirma P/S og deponerede sin bestalling. Han arbejder nu som med personskaderet i Ankestyrelsen og møder i retten i den forbindelse. Han har således indgående kendskab til personskaderet. Han har tidligere arbejdet med svensk personska-deret, og denne minder i mange henseender om dansk personskaderet.
Denne sag har været behandlet af først to andre advokater hos Advokatfirma P/S, derefter af ham og derefter af en fjerde advokat. Sagen vedrørte et motorcykeluheld i Sve-rige, hvor Person 1 kom til skade. Der var tre forsikringsselskaber implice-ret i henholdsvis Danmark og Sverige. Straks efter han blev involveret i sagen i januar 2019, skrev han til alle implicerede, herunder Person 1 og de tre for-sikringsselskaber. Der var mellem forsikringsselskaberne enighed om, at der ikke indtrådte forældelse, så længe der var forhandlinger, og der var løbende korrespondance og drøftelser om suspension.
Erstatningsansvaret var anerkendt, da han overtog sagen, der dermed navnlig vedrørte erstatningsopgørelsen. Han foreslog en aftale om forelæggelse for dan-ske AES, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, men det svenske selskab ønskede sagen forelagt TSN, det svensk Trafikskadenævn. Da det stod klart, at sagen skulle versere hos TSN, indgik fra hans side forberedelse og undersøgelse af regler og praksis i den forbindelse. Der kom fra TSN først en foreløbig vurde-ring, og derefter blev forberedelsen genoptaget, hvorefter den endelig vurde-ring, der er fremlagt i sagen, fremkom. Han anmodede siden om en ny genopta-gelse af sagen hos Trafikskadenævnet, hvilket er almindeligt forekommende i danske personskadesager. Mens sagen verserede hos TSN, blev sagen suspen-deret i Danmark. Han besvarede stedse mails og søgte sagen forligt udenretligt, herunder ved alternativ konfliktløsning, hvilket han også har tilkendegivet i flere af de fremlagte mails. Der findes efter hans opfattelse andre alternative konfliktløsningsorganer end TSN. Hans opfattelse er, at der i forbindelse med TSN’s afgørelse ikke er tale om en særskilt forældelsesfrist på en måned, men derimod en forlængelse på en måned af en eventuel forestående forældelse sva-rende til den danske forældelseslovsregler herom. Sagen er efter hans opfattelse fortsat ikke forældet efter svensk ret. Der blev sideløbende sendt mails til Person 1 med henblik på, at hun redegjorde for yderligere skader end de, der blev anerkendt i forbindelse med sagens behandling hos TSN. En afgørelse fra TSN kan ligesom en afgørelse fra AES ikke påklages.
14
Da han forlod Advokatfirma P/S, var firmaet dysfunktionelt og på det nærmeste ved at falde fra hinanden både i forhold til partnere og sekretærer. Flere forlod firmaet med konflikter til følge, og der skete en opdeling af firmaet med derpå følgende op-deling af sager. Det var advokaterne forbudt at tale med tidligere kolleger, der havde forladt firmaet, eller klienter af frygt for, at disse skulle skifte advokat. Al afregning overgik til de partnere, der overtog sagerne, og han afregnede således ikke selv sit arbejde i sagen. Hans opfattelse var, at sagerne blev afregnet hårdt. I marts 2021 blev sagerne fjernet fra ham, og hans opgaver var alene sagsover-dragelse. Så vidt han husker, var hans sidste sagsskridt at modtage TSN’s afvis-ning af at genoptage sagen. Henvendelsen fra forsikringsselskabet, hvori foræl-delse nævnes, besvarede han umiddelbart efter modtagelsen efter en kort un-dersøgelse af, at der ikke var grundlag for at statuere forældelse, idet han ikke havde behov for sagen hertil. Der har ikke herudover været anledning til at un-dersøge spørgsmål om forældelse. Der har under hele sagen været en fælles for-ståelse mellem ham og de implicerede forsikringsselskaber om, at der ved sa-gens endelige afslutning skulle foretages en endelig afregning af yderligere tab og omkostninger, herunder advokat- og andre rådgiveromkostninger.
Han har ikke haft kendskab til korrespondance efter overdragelsen af sagen el-ler afregningen af sagen, som der, så vidt han har forstået, også har været klaget over. Da klagen blev indgivet, havde han ikke længere adgang til sagen, og han har derfor ikke de samlede sagsakter vedrørende hverken personskadesagen el-ler klagesagen.
Vidne har forklaret, at han og Person 1 har været kærester siden i 2020
og er samlevere. Han er forsikrings- og pensionsuddannet og arbejder i et pen-sionsselskab. Person 1 gav ham i juli 2020 fuldmagt til at håndtere sagen for hende og gav ham også fuldmagt til at indgive klagen. Han fik fuldmagten, da Advokatfirma P/S udtrådte af sagen. Han har konstateret, at der ikke fra Advokatfirma P/S' side blev rejst krav om betaling af udgifter til behandlinger, selv om der forelå dokumentation herfor, og disse er aldrig blevet betalt. Han husker ikke hvorfor. Der er ikke anlagt sag herom. Han har endvidere konstateret, at der al-drig er blevet fulgt op på Van Ameydes tilbud om dækning af advokatomkost-ninger, selv om der har været korrespondance herom. Disse blev ikke forelagt TSN, men er dog senere blevet betalt, hvilket han informerede Advokatnævnet om, da det skete. Fra start af blev det meddelt, at rimelige advokatomkostnin-ger ville blive dækket af ansvarsforsikringen.
Han klagede på Person 1's vegne over både Sagsøger håndte-ring af sagen og det krævede advokatsalær fra Advokatfirma P/S.
Forevist en mail af 16. januar 2019 fra Sagsøger til Person 1 forklarede vidnet, at det sagtens kunne passe, at Sagsøger havde
15
sendt denne mail. Den første personlige kontakt mellem advokat Sagsøger og Person 1 var en telefonsamtale efter 6 måneder.
Forevist mails fra 4. og 5. december 2020 fra Sagsøger til hen-holdsvis Van Ameyde og TSN og Van Ameyde forklarede vidnet, at han hu-skede at have set disse mails. Sagsøger sendte løbende kopier og bad om Person 1's bemærkninger hertil. Efter de svenske regler er der først ved en méngrad på 9 procent krav om forelæggelse for TSN, og Person 1's mén-grad er ved flere lægelige vurderinger kun opgjort til 3 procent. Han har på TSN og Van Ameyde forstået, at kravet nu er forældet efter svensk ret. Han har ikke kontaktet en advokat herom eller indbragt sagen for domstolene, idet kra-vet efter det oplyste er forældet.
Kravet om et advokatsalær på 100.000 kr. inkl. moms fra december 2019 var, så vidt han husker, sendt i Sagsøgers navn. Person 1 modtog siden et brev af 28. januar 2021 i Advokat navn med en faktura på 23.750 kr. inkl. moms. Kontakten til Advokat har under hele hans del af forløbet været dårlig.
Parternes synspunkter
Sagsøger har i sit påstandsdokument anført:
”Det skal indledende fremhæves, at sagsøgte ved den anfægtede kendelse uden dokumentation herfor har gjort gældende, at sagsøger ikke med tilstrækkelig omhu og grundighed varetog Person 1's interesser og derved har handlet i strid med god advokatskik. Den påstand bestrides. Der er som grundlag for det ikke underbyggede postulat henvist til 3 elementer, jf. også stævning og sagsøgtes på-standsdokument:
• Retten kan lægge til grund, at Sagsøger ved modtagelsen af
Trafikskadenævnets afgørelse af 6. november 2020 blev vejledt om, at nævnets afgørelse ikke kunne påklages. Der er i afgørelsen alene beskrevet, at sagen kan videreføres ved retten. Der har ikke i sagen været tale om at påklage Trafikskadenämndens vejle-dende udtalelse.
• Retten kan endvidere lægge til grund, at Sagsøger, uagtet at
dette ikke var muligt, den 26. februar 2021 påklagede Trafikskade-nævnets afgørelse af 6. november 2020, og at dette skete mere end tre måneder efter modtagelsen af afgørelsen. Dette er misvisende og vildledende. Henvendelsen den 26. februar 2021 er en anmod-
16
ning om revurdering/bemærkninger til det videre forløb efter fremsendelse af yderligere oplysninger.
• Det kan endvidere lægges til grund, at der som følge af forældelse
herefter ikke var yderligere grundlag for at videreføre sagen mod ska-devolders forsikringsselskab. Det anførte er misvisende og vildle-dende, og det er stærkt kritisabelt, når det anføres, at retten skal kunne lægge noget til grund, der er bestridt og på ingen måde dokumenteret – end ikke søgt dokumenteret – af sagsøgte. Der er ikke givet grundlag for forældelse og/eller sa-gen ikke på almindelig vis skulle kunne videreføres mod det ene af de involverede forsikringsselskaber.
Det gøres gældende, at der allerede derfor er grundlag for at tilside-sætte kendelse af 29. juni 2022, jf. de nedlagte påstande.
Sagsøgte har herudover som grundlag for den anfægtede kendelse henvist til, at Advokatfirma P/S den 14. november 2018 modtog et tilbud om erstatning af advokatomkostninger, og at der ikke, heller ikke af sagsøger, da han overtog sagen, er fulgt rettidigt op på dette tilbud. Det er på det grundlag anført, at klienten derved enten lidt et ”retstab” eller været udsat for risikoen herfor. Det skal hertil frem-hæves og gøres gældende, at der ikke er dokumenteret grundlag for betragtningen om manglende rettidighed, hvorfor der ikke er grund-lag for sagsøgtes påstand. Det bestrides og er ganske udokumenteret, at klienten har lidt tab (eller haft reel risiko herfor). Der er ikke doku-menteret, hvad der måtte være ”rettidigt” og modsvarende, hvornår det ikke længere måtte være rettidigt. Som det vil være aktører i er-statningssager bekendt, vil der som alt overvejende udgangspunkt først være en endelig afregning, herunder af andet tab/dækning af rådgiverudgifter, i forbindelse med sagens endelige afslutning og af-regning med involverede forsikringsselskaber.
Det skal fremhæves, at ”tilbud om dækning af advokatomkostnin-ger” må anses som en pligtmæssig post, der ikke bortfalder ved alene forsikringens meddelelse. Der er ikke ført bevis for bortfald, herunder forældelse.
Endelig skal det fremhæves, at det omtalte tilbud er sendt til forud for sagsøger blev involveret i sagen og ikke var trukket tilbage/lig-nende på det tidspunkt, hvor sagsøger ophørte med at være advo-kat/have med sagen at gøre. Det skal hertil fremhæves, at denne del af sagen vil bero på spørgsmål om salær/honorering herunder såle-des, at advokatkontoret (hvis der måtte være sikkert grundlag for
17
fortabelse af en dækning) ville skulle undlade at afregne et salær, der skulle have været dækket. Den oprindelige klagesag angik også salærklage og advokatkontoret/Advokat som den, der foretog den afsluttende afregning. Der var i den oprindelige klage også omtale af kontakt mellem Vidne på vegne af klient og Advokat om afregning/fakturering. Den her prøvede afgø-relse angår ikke salærklage, og det må derfor lægges til grund, at salærklage og herunder afregning ikke er en del af det, der vedrører sagsøger.
Det kan bemærkes, at det af et bilag, omtalt som bilag 41, der nu er fundet omtalt i sagsøgers egne noter, sendt fra klager til sagsøgte er omtalt, at afregning sker i dialog mellem Person 2 og Advokat i en mailkorrespondance, sagsøger ikke var del af. Det er af Person 2 til Advokat anført, at der er uafregnet tid på sagen for ca. 74.000 kr., og der gøres bemærkning om, at forsikring dækkes salær. Der er i direkte forlængelse heraf af-regnet (ved Advokat) for 23.750 kr. i salær. Det skal frem-hæves, at der er tale om en bilag fra klagesagen og således kendt men ikke fremlagt af sagsøgte. Det bemærkes, at sagsøger ikke læn-gere har adgang til klagesagens bilag. Det gøres herefter gældende, at alt vedrørende salær beror på salærklagesag og dermed advokat-kontoret/Advokat og er sagsøger i sagen her uved-kommende, og allerede derfor er der grundlag for at tilsidesætte ken-delse af 29. juni 2022, jf. de nedagte påstande. Dertil kommer, at der som følge af muligt grundlag for at nedsætte salær ikke er lidt tab el-ler risiko herfor, jf. også salærklagesagsmulighed.
Det skal endvidere fremhæves, at der også er noter om henvendelse fra Vidne på vegne af klienten til Van Ameyde ad advokatom-kostninger i september 2021 og dermed længe efter sagsøgers ophør med at være advokat, i hvilken forbindelse der også blev henvis til mail med oplysninger om, at advokatomkostninger ville blive afreg-net med Van Ameyde ved sagens afslutning. Da der ikke er oplys-ninger om andet, vil dette konstituere en aftale, der ligeledes under-støtter, at der ikke er grundlag for et postulat om, at der denne post ikke er forfulgt rettidigt og dermed skulle være forskertset. Det an-førte antages at kunne bekræftes ved vidnet, Vidne – ligesom sagsøgte selv antages at kunne bekræfte de anførte forhold fra den tidligere klagesag.
---
18
Ovennævnte relaterer sig særligt til sagsøgtes processkrifter. Der skal endvidere fremhæves følgende:
Det gøres gældende som også tidligere under sagen anført og ikke bestridt af sagsøgte, at Advokatnævnets virksomhed i relevant om-fang sidestilles med offentligretlig virksomhed herunder således, at det efter principper svarende til officialprincippet påhviler Advokat-nævnet at tilvejebringe fornødent sikkert grundlag for, at sagen er behørigt oplyst og begrundet; dette i særdeleshed, når den indkla-gede part, her sagsøger, ikke har mulighed for under den ”admini-strative behandling af sagen” at indhente oplysninger til sit forsvar efter ophør med at være advokat.
Der er ikke anført overtrædelse af konkrete advokatetiske regler, og der ikke nærmere angivet, hvad forløbet om noget har medført af skadesvirkninger for klager.
Det gøres gældende/er ligeledes tidligere anført og ikke bestridt, at kendelse/sanktion forudsætter sikkert grundlag, herunder for-sæt/grad heraf, og at dette vil skulle være begrundet i akter/sagens oplysning.
Det gøres gældende, at Advokatnævenet har bevisbyrden for, at der er grundlag for kendelse og sanktion – således at sagsøger i et retligt relevant omfang burde have handlet anderledes. Dette er anført i stævning og ikke bestridt i svarskrift. Det vil heraf følge, at Advokat-nævnet vil skulle kunne anvise behørigt sikkert grundlag for alterna-tiv håndtering – ikke kun hvad der kunne have være alternativet men hvad der skulle/burde have været alternativet.
Det gøres gældende, at Advokatnævnet ikke har tilvejebragt behørigt grundlag for kendelse og sanktion, hvilket heller ikke er imødekom-met ved svarskrift eller siden.
Det gøres gældende, at der ikke er grundlag for betragtninger om (og evident ikke ført bevis/fremlagt dokumentation for) at klager er på-ført tab eller risiko for tab – det være sig i forhold til erstatningskrav, godtgørelser og/eller udgifter i relation med repræsentation.
Det er i afsluttende processkrift anført, at bilag C er en anmodning om revurdering og sker i forlængelse af tidligere henvendelse. Advo-katnævnet har ikke tilvejebragt kopi af den omtalte tidligere mail. Det er sagsøgers erindring, at der med inddragelse af Van Ameyde blev tilkendegivet vilje til/ønske om alternativ tvisteløsning, men at
19
der var grundlag for yderligere oplysning og proces ved Trafikska-denämnden – alt som alternativ til domstolsprøvelse. Dette var Van Ameyde således orienteret om inden udløb af nogen frist og uden indsigelser. Sagsøger har ikke mulighed for andet end at erindre en fortsat drøftelse/kontakt med Trafikskadenämnden i umiddelbar for-længelse af udtalelse/vurdering (bilag B). Det kan af noter i forbin-delse med klagesagen ses, at Van Ameyde i mail af 16. januar 2019 har bekræftet, at der ikke sker forældelse, så længe der forhandles. Det skal allerede her gøres gældende, at Advokatnævnet ikke har ført bevis for andet, end at forelæggelse for Trafikskadenämnden og efterfølgende korrespondance herom svarer til forhandlinger og såle-des, at der ikke er grundlag for betragtninger om forældelse. Advo-katnævnet har ikke anført indsigelser og det anførte vil kunne læg-ges til grund ved rettens prøvelse – og antages også at kunne bekræf-tes af vidnet Vidne ved dennes gennemgang af de akter, han måtte være i besiddelse af.
Det fremgår endvidere af bilag B, at udtalelsen er ”rådgivande” /vej-ledende og således ikke er en afgørelse, der som sådan kan påklages. Det står også videre, at det/de spørgsmål, Trafikskadenämnden har udtalt sig om, kan prøves ved domstolene. Det gøres gældende, at sagsøgte ikke har ført bevis for, at det/de spørgsmål, Trafikska-denämnden har udtalt sig om, var afskåret fra domstolsprøvelse.
Det gøres gældende, at de af klager anførte forhold er imødekommet:
•Betragtninger om, at sagen ikke kunne indbringes for Trafiks-kadenaämnden (evident ubegrundet antagelse, der heller ikke har fundet vej til Advokatnævnets begrundelse)
•Ved ikke rettidig af gøre indsigelser mod Trafikskadenämn-dens afgørelse med den konsekvens, at sagen ikke kunne prø-
ves ved domstolene (ubegrundet – der er ikke anført grundlag for, at den ”sædvanlige” domstolsprøvelse kunne have været forfulgt, og denne betragtning om risiko for tab er heller ikke del af Advokatnævnets begrundelse)
•Forhold vedrørende dækning af advokatomkostninger (ube-grundet retten mod sagsøger, idet sagen ikke var afreg-net/slutafregnet da repræsentationen sluttede men er foretaget af advokatkontoret efter sagsøger er fratrådt som advokat. Der er i øvrigt tale om forhold vedrørende salær/salærklage, der er udgået af sagen og heller ikke set gjort til en del af Advokat-nævnets begrundelse).
•Kontakt og orientering af klager (Det kan kun bestrides og ses ikke sandsynliggjort af klager/via Advokatnævnets oplysning af sagen, idet sagsøger ikke har adgang til tidligere korrespon-
20
dance, og Advokatnævnet har ikke efterlyst/fremlagt rykker-skrivelse eller sammenhængende mails, hvoraf ellers ville skulle fremgå, at der har være ”journaltavshed” i længere pe-rioder. Det erindres, at klager i klage påstod sagsøger først talte med klient 16 måneder efter overtagelse af sag, hvilket er evident urigtigt).
Det gøres gældende, at den i sagen omtalte frist på en måned alene angår alternativ tvisløsning – ikke fristen for domstolsprøvelse, jf.
også Lag om alternativ tvistlösning i konsumentförhållanden:
Alternativ tvistlösnings inverkan på talefrister och
preskriptionstider
14 § En talefrist eller en preskriptionstid som löper vid den tidpunkt då ett förfarande vid en nämnd för alternativ tvistlösning inleddes och som gäller för den sak som förfarandet avser löper ut tidigast en månad efter avslutat förfarande, om inte annat följer av Sveriges internationella åtaganden.
Heroverfor kan anføres følgende ad domstolsprøvelse, jf.
Preskriptionslag:
Ersättning för personskada omfattas vanligen av den tioåriga allmänna preskriptionstiden som återfinns i preskriptionslagens 2 §. Denna skada skedde emellertid innan 1 januari 2015 vilket innebär att preskriptionstiden är 3 år efter du fick kännedom om att du kunde söka ersättning.
…
De svenska preskriptionsreglerna De allmänna reglerna om preskription i Preskriptionslagen (1981:139) föreskriver en preskriptionstid om tio år. Såvitt gäller skadestånd anses i praxis att preskription sker tio år räknat från den skadegörande handlingen. Är det fråga om ersättning ur en försäkring – även t ex ansvarsförsäkring och trafikför säkring – är preskriptionstiden tre år, och med en yttersta gräns om tio år. Detta framgår av 29 § Försäkringsavtalslagen, FAL (1927:77), 39 § Konsumentförsäkringslagen, KFL (1980: 38) och 28 § Trafikskadelagen, TSL (1975: 1410). Formuleringen i dessa paragrafer innebär att den som vill bevaka sin rätt till ersättning skall väcka talan vid domstol inom tre år från det att han fick kännedom om att fordringen kunde göras gällande och i varje fall inom tio år från det att fordringen tidigast hade kunnat göras gällande.
Der er således tale om en forældelsesfrist på mindst 3 år.
Det anførte henstår ubestridt af sagsøgte.
21
Det bestrides som udokumenteret, at domstolsprøvelse skulle være afskåret. Dette fremgår intetsteds i sagens akter – bortset fra part-sindlæg, der end ikke er underbygget af henvisning. Det kan således ikke og på ingen måde lægges til grund, at sagen mod det ene af flere selskaber (Van Ameyde) ikke kunne videreføres som følge af betragtninger om forældelse, der tidligste kunne indtræde efter 3 år.
Det gøres gældende, at heller ikke og på ingen måde kan lægges til grund, at der ikke fra sagsøgers side rettidigt er fulgt op på den al-mindelige mulighed for/et givent tilbud om hel eller delvis dækning af advokatomkostninger, jf. henvisning til en mail af 14. november 2018. Der er intet dokumenteret om fortabt mulighed (eller at dette skulle være forbundet med dokumenterede frister).
Ad behandlingsudgifter er det sagsøgers erindring, at Van Ameyde endvidere skulle have afvist som følge af udgifter dækket via offent-lig sundhedsforsikring og dermed ikke udgift. Det anførte er ikke be-stridt og vil kunne indgå i rettens prøvelse.
Det gøres samlet gældende, at Advokatnævnet ikke har dokumente-ret grundlag for kendelse og sanktion. Det gøres gældende, at der heller ikke er givet sammenhængende behørig begrundelse, hvorfor afgørelsen derfor må anses for ugyldig. Der henvises til principper efter også U.1999.2125Ø.
---
Det gøres alternativt til støtte for den subsidiære påstand gældende, at der ikke med det beskrevne forløb er grundlag for sanktion/ken-delse.
Det gøres endvidere til støtte for den mere subsidiære påstand gæl-dende, at hvis retten ikke måtte finde grundlag for frifindelse alle-rede i henhold til det ovenfor anførte, vil der være grundlag for at hjemvise sagen med henblik på yderligere oplysning. Det skal hertil fremhæves, at der ikke i kendelsen er indeholdt betragtninger om el-ler grundlag for forældelse.
Endelig gøres det til støtte for den mest subsidiære påstand gæl-dende, at der er grundlag for lempelse. Det ville kunne være i form at påtale relateret til yderligere involvering (om muligt) i forbindelse med ophør som advokat.
22
Endvidere skal det anføres, at sagsøgte som grundlag for udmåling har fraveget udgangspunktet om 10.000 kr. under henvisning til tidli-gere sanktion i sager, der er mere end 5 år gamle. Det fremgår af praksis, at afgørelser, der er truffet inden for de seneste fem år, til-lægges gentagelsesvirkning, og at gentagelsesvirkningen betyder, at der normalt sker en fordobling i forhold til den seneste sanktion. Pe-rioden må imidlertid vurderes som tid mellem handlinger eller mel-lem sanktioner/kendelser, da perioden ellers påvirkes af sagsbehand-lingstid. Klagesagen til prøvelse her af modtaget den 25. oktober 2021 og således mere end 5 år efter den omtalte tidligere kendelse af 18. marts 2018. Højesteret har i tidligere afgørelse alene endosseret gentagelsesvirkning men ikke prøvet beregning af den i givet fald re-levante periode. Der er ikke tale om at prøve et skøn men grundlaget for sagsøgtes sanktionering.”
Advokatnævnet har i sit påstandsdokument anført:
”Til støtte for den nedlagte påstand gør Advokatnævnet følgende gældende;
Ad forseelsen
Da daværende advokat Sagsøger overtog behandlingen af per-sonskadesagen for Person 1, blev han forpligtet til at sikre en grundig og forsvarlig videreførelse af sagen, herunder at dette skete i overensstemmelse med hensynet til Person 1's juridiske og øko-nomiske interesser.
Af normen for god advokatskik i retsplejelovens § 126, stk. 1, jf. til-lige pkt. 9.1 i de advokatetiske regler (gældende indtil den 31. august 2022), følger således, at en advokat skal udvise en adfærd, der stem-mer med god advokatskik, og at hvervet skal udføres grundigt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klientens inter-esser begrunder. Af pkt. 8.3 i de advokatetiske regler følger endvi-dere, at en advokat ikke må påtage sig en sag, til hvis udførelse ad-vokaten savner fornøden kompetence. Dette gælder også, hvis sa-gens varetagelse involverer kendskab til fremmed ret, herunder svensk ret, som det konkret var tilfældet i sagen, som Sagsøger varetog for Person 1.
Retten kan lægge til grund, at Sagsøger ved modtagelsen af Tra-fikskadenævnets afgørelse af 6. november 2020 blev vejledt om, at nævnets afgørelse ikke kunne påklages. Retten kan endvidere lægge til grund, at Sagsøger, uagtet at dette ikke var muligt, den 26. fe-
23
bruar 2021 påklagede Trafikskadenævnets afgørelse af 6. november 2020, og at dette skete mere end tre måneder efter modtagelsen af af-gørelsen. Det kan endvidere lægges til grund, at der som følge af for-ældelse herefter ikke var yderligere grundlag for at videreføre sagen mod skadevolders forsikringsselskab. Det gøres på denne baggrund gældende, at Sagsøger derved ikke med tilstrækkelig omhu og grundighed varetog Person 1's interesser og derved har handlet i strid med god advokatskik.
Retten kan endvidere lægge til grund, at Advokatfirma P/S den 14. november 2018 modtog et tilbud om erstatning af advokatomkost-ninger, og at der ikke, heller ikke af Sagsøger efter han overtog sagen, er fulgt rettidigt op på dette tilbud. Person 1 har derved enten lidt et retstab eller været udsat for risikoen herfor. Sagsøger havde en selvstændig pligt hertil i den periode han varetog ehandlingen af sagen og har ved at undlade en sådan behørig opfølg-ning også på dette punkt handlet i strid med god advokatskik.
Ad sanktionen
Det gøres i forhold til sanktionen – en disciplinærbøde på kr.
40.000,00 – gældende, at sanktionen er så vel rimelig som proportio-nal med overtrædelsernes karakter og i øvrigt i overensstemmelse med Advokatnævnets praksis, idet det særligt bemærkes, at sanktio-nen er fastsat under hensyn til gentagelsesvirkningen af, at Sagsøger tidligere er blevet idømt en sanktion for overtrædelse af god advokatskik jf. kendelse af 18. marts 2016, jf. princippet i straffe-lovens § 81, nr. 1.
Ad domstolenes prøvelsesadgang
Om domstolenes prøvelse af Advokatnævnets afgørelser har Hø-jesteret i dommen UfR2018.1160H, fundet at der bør udvises en tilba-geholdenhed, idet Højesteret blandt andet anfører følgende:
” Prøvelsesordningen indebærer imidlertid efter Højesterets op-fattelse ikke, at domstolene nødvendigvis skal tilsidesætte Advo-katnævnets afgørelse, fordi der kan rejses en vis tvivl om næv-nets vurdering. Domstolene må således særskilt vurdere, om der er fornødent grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse.
Det ligger endvidere i prøvelsesordningen, at domstolene udtømmende kan prøve Advokatnævnets fastsættelse af sanktio-nen i den konkrete sag. Som fastslået i Højesterets dom af 13.
24
november 2009 (UfR 2010.423) er en disciplinærbøde ikke en straf for et strafbart forhold, og som anført i Højesterets dom af 3. november 1999 (UfR 2000.307) kan en disciplinær sanktion i medfør af retsplejelovens § 147 c som følge af tilsidesættelse af god advokatskik ikke antages at være omfattet af artikel 7 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om tiltale og straf for kriminelle forhold.
Det fremgår af Advokatnævnets praksis vedrørende sanktions-fastsættelsen bl.a., at der ikke tages hensyn til advokatens ind-tægtsforhold, at normalbøden ved førstegangsovertrædelse som udgangspunkt er 10.000 kr., og at der ved en grov overtrædelse af god advokatskik i førstegangstilfælde som udgangspunkt ud-måles en bøde på 20.000 kr. Det fremgår endvidere af Advokat-nævnets praksis, at afgørelser, der er truffet inden for de seneste fem år, tillægges gentagelsesvirkning, og at gentagelsesvirknin-gen betyder, at der normalt sker en fordobling i forhold til den seneste sanktion.
Højesteret finder ikke grundlag for at tilsidesætte Advokatnæv-nets ovennævnte praksis om sanktionsfastsættelsen. Domstolene må således ved sanktionsfastsættelsen i den konkrete sag tage hensyn hertil og vurdere, om der er fornødent grundlag for at ændre nævnets sanktionsfastsættelse.”
Advokatnævnet gør på denne baggrund gældende, at der ikke i nær-værende sag foreligger holdepunkter for at tilsidesætte Advokat-nævnets skøn i forbindelse med sanktionsfastsættelsen, og at Advo-katnævnets kendelse derfor skal stadfæstes.”
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Det følger af retsplejelovens § 147 d, stk. 1, bl.a. at den advokat, der er blevet pålagt en disciplinær sanktion efter § 147 c, stk. 1, kan indbringe afgørelsen for retten, der kan stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen. Det fremgår af forar-bejderne til denne bestemmelse, at domstolene kan foretage en udtømmende prøvelse ”såvel med hensyn til, hvorvidt en advokat har tilsidesat en pligt, her-under handlet i strid med god advokatskik, som med hensyn til valget og ud-målingen af selve sanktionen” .
25
Det ligger i denne prøvelsesordning bl.a., at domstolene har adgang til at fore-tage en udtømmende prøvelse af Advokatnævnets vurdering af god advo-katskik. Som anført i Højesterets afgørelse trykt i UfR 2018.1160 H, indebærer prøvelsesordningen imidlertid ikke, at domstolene nødvendigvis skal tilside-sætte Advokatnævnets afgørelse, fordi der kan rejses en vis tvivl om nævnets vurdering. Domstolene må således særskilt vurdere, om der er fornødent grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse. Det ligger endvidere i prøvelses-ordningen, at domstolene udtømmende kan prøve Advokatnævnets fastsæt-telse af sanktionen i den konkrete sag.
Fra sin indtræden i sagen havde Sagsøger pligt til at udvise en ad-færd, der stemmer med god advokatskik, og herunder udføre sit hverv grun-digt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klientens tarv tilsiger, og til at fremme sagen med fornøden hurtighed, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1.
Det fremgår af begrundelsen for Advokatnævnets kendelse, at nævnet, som sa-gen foreligger oplyst, finder, at daværende advokat Sagsøger ikke har va-retaget Person 1's sag med tilstrækkelig grundighed, og at sagsbehandlin-gen, uagtet, at det ikke kan anses for ubegrundet at få sagen prøvet ved Trafiks-kadenævnet, efter Advokatnævnets opfattelse præg af manglende kendskab til processen ved Trafikskadenævnet. Advokatnævnet har herved særligt lagt vægt på, at Trafikskadenævnets afgørelse af 6. november 2020 ikke kunne på-klages, men at spørgsmålet kunne prøves ved domstolene ved indbringelse af forsikringsselskabets beslutning, hvilket fremgik af afgørelsen, og at Sagsøger desuagtet den 26. februar 2021, dvs. mere end tre måneder efter modtagel-sen af afgørelsen, forsøgte at påklage denne. Advokatnævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke ses at være fulgt op på Person 1's mulighed for dæk-ning af advokatomkostninger og behandlingsudgifter.
Sagsøger har efter de foreliggende oplysninger, uden at dette kan lægges ham til last, ikke længere adgang til sagens akter og har under denne sag opfor-dret Advokatnævnet til at fremlægge de sagsakter, der er indgået i nævnets sagsbehandling og afgørelse, således at disse kan indgå i rettens prøvelse. Dette er ikke sket.
På den anførte baggrund finder retten efter de foreliggende oplysninger ikke at kunne fastslå, at Sagsøgers sagsbehandling har bådet præg af manglende kendskab til processen ved Trafikskadenævnet. I den forbindelse giver de fore-liggende oplysninger ikke grundlag for at fastslå, at Sagsøger har forsøgt
atpåklage Trafikskadenævnets afgørelse, idet hans mail af 26. februar 2021
snarere fremtræder som en anmodning om, at Trafikskadenævnet genoptager og revurderer sagen.
26
På denne baggrund er der skabt en sådan usikkerhed om grundlaget for Advo-katnævnets afgørelse og begrundelsen for denne, at retten ikke på det forelig-gende grundlag kan stadfæste afgørelsen.
Efter de foreliggende oplysninger finder retten imidlertid ikke at kunne vur-dere, om Sagsøger ikke har varetaget Person 1's sag med tilstrækkelig grundighed, og om han ikke har fulgt op på Person 1's mulighed for dæk-ning af advokatomkostninger og behandlingsudgifter.
På denne baggrund finder retten, at der ikke foreligger det fornødne grundlag for at ophæve Advokatnævnets kendelse som ugyldig på grund af utilstrække-lig oplysning af sagen eller utilstrækkelig begrundelse af afgørelsen, eller for at frifinde Sagsøger i sagen.
Derimod foreligger der efter det anførte det fornødne grundlag for at hjemvise sagen til Advokatnævnet til fornyet behandling.
Sagsomkostningerne er efter sagens udfald, og idet Sagsøger har repræsen-teret sig selv i sagen, fastsat til dækning af retsafgift med 750 kr.
THI KENDES FOR RET:
Advokatnævnets sag 2021-3648 hjemvises til fornyet behandling.
Advokatnævnet skal til Sagsøger betale sagsomkostninger med 750 kr.
Beløbet skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.
2
Publiceret til portalen d. 11-12-2023 kl. 11:59
Modtagere: Advokat (H) Arvid Andersen, Sagsøger, Sagsøgte Advokatnævnet