Kendelse om gyldigheden af Justitsministeriets afgørelse om udlevering til strafforfølgning i medfør af udleveringslovens § 2

Retten i Hillerød

K E N D E L S E

afsagt den 1. november 2010

i sag SS 9-1316/2010

Anklagemyndigheden mod

Sagens person

CPR nr. (Født 1961)

Denne sag drejer sig om gyldigheden af Justitsministeriets afgørelse af 9. april 2010 om, at Sagens person skal udleveres til strafforfølgning i Indien i medfør af udleveringslovens § 2.

Nordsjællands Politi har nedlagt påstand om, at Justitsministeriets afgørelse af 9. april 2010 om udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien kendes lovlig.

Sagens person har nedlagt påstand om, at Justitsministeriets afgørelse ikke godkendes.

Justitsministeriets afgørelse blev af Sagens person begæret indbragt for retten den 10. april 2010, og sagen er hovedforhandlet den 23. og 24. september 2010 og den 25. oktober 2010.

Der er under sagen afgivet forklaringer af Sagens person, Vidne 1, Vidne 2 og Vidne 3. Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Der er under sagen dokumenteret fra sagens bilag, men disse er ikke gengivet i kendelsen.

RETTENS AFGØRELSE

Justitsministeriets afgørelse af 9. april 2010 om udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien godkendes ikke.

Statskassen skal betale sagens omkostninger.

RETTENS BEGRUNDELSE

Om tidligere truffet endelig afgørelse

På baggrund af Justitsministeriets brev af 19. oktober 2010 og de øvrige dokumenter i tilknytning hertil lægges det til grund, at der fra de danske myndigheder i tidsrummet mellem den 19. april og den 14. maj 2002 blev givet meddelelse/underretning til de indiske myndigheder om, at Sagens person ikke kunne udleveres til strafforfølgning i Indien. Dette var i overensstemmelse med de dagældende udleveringslove, hvorefter danske statsborgere ikke kunne udleveres til strafforfølgning til lande uden for Norden. Det nærmere indhold af de danske myndigheders meddelelse/underretning er ikke dokumenteret.

Retten lægger til grund, at der på daværende tidspunkt ikke forelå en udleveringsbegæring fra den indiske myndigheder. Det kan derfor ikke lægges til grund, at der i forbindelse med meddelelsen/underretningen er truffet en endelig bindende afgørelse, som er til hinder for, at Justitsministeriet efter de senere ændringer af udleveringsloven, herunder lov nr. 378 af 6. juni 2002, har kunnet træffe afgørelse om udlevering af Sagens person.

Om ligebehandling og sagens oplysning

I brev af 16. september 1999 til Den Indiske Ambassade i Danmark meddelte Justitsministeriet, at de danske myndigheder ville kunne medvirke til politimæssig efterforskning i forhold til to andre danske statsborgere, som var involveret i sagen, hvis de indiske myndigheder bl.a.

1) frafaldt at begære de pågældende udleveret fra Danmark eller andre lande, og 2) ville begære eventuel ønsket strafforfølgning af de pågældende overført til

Danmark.

Det indiske Central Bureau Of Investigation (CBI) tiltrådte i brev af 22. marts 2000 disse betingelser.

I brev af 19. november 2001 fra Den Indiske Ambassade til Justitsministeriet anmodede de indiske myndigheder om, at de danske myndigheder undersøgte, hvorvidt strafforfølgning i sagen mod de to andre involverede danske statsborgere, kunne overtages af de danske myndigheder.

Ifølge Justitsministeriets brev af 19. april 2002 til Udenrigsministeriet blev denne anmodning "... sendt til Politidirektøren i København med henblik på overvejelse af, hvorvidt der efter dansk ret er grundlag for at overtage retsforfølgningen."

Ifølgede for retten foreliggende oplysninger er der herefter intet

strafforfølgningsmæssigt foretaget i forhold de to andre involverede danske statsborgere.

Retten lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at de to andre involverede danske statsborgere har haft en væsentlig mindre betydende rolle i forbindelse med de handlinger, som Sagens person nu begæres udleveret til strafforfølgning for.

Retten finder på denne baggrund og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger ikke grundlag for at antage, at Justitsministeriet ved sagsbehandlingen har varetaget usaglige hensyn eller behandlet Sagens person i strid med et almindeligt gældende lighedsprincip.

Om dobbelt strafbarhed og strafferammekravet

Justitsministeriets beslutning om udleveringen af Sagens person til strafforfølgning i Indien er truffet i henhold til § 2, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2, i lov om udlevering af lovovertrædere (lovbekendtgørelse nr. 833 af 25. august 2005 med senere ændringer), og hele bestemmelsen er sålydende:

"§ 2. Justitsministeriet kan på grundlag af en overenskomst med en stat uden for Den Europæiske Union fastsætte, at danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i den pågældende stat,

1)hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udleveret, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, eller

2)hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

Stk. 2. Gælder der i forhold til en stat uden for Den Europæiske Union ikke en af de i stk. 1 nævnte overenskomster, kan justitsministeren træffe beslutning om udlevering af en dansk statsborger til strafforfølgning, hvis betingelserne i stk. 1 i øvrigt er opfyldt og særlige hensyn til retshåndhævelsen taler derfor."

Den første danske udleveringslov (lov nr. 27 af 3. februar 1960) omhandlede alene udlevering til Finland, Island, Norge og Sverige.

Den første lov, der omhandlede udlevering af lovovertrædere til lande uden for Norden, er lov nr. 249 af 9. juni 1967, som trådte i kraft den 1. juli 1967. I henhold til lovens § 2 kunne danske statsborgere ikke udleveres, og der var indsat følgende bestemmelse om udlevering:

"§ 3. Udlevering kan kun ske, såfremt en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere frihedsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.

..."

Af bemærkningerne til lovforslaget fremsat den 28. februar 1967 fremgår blandt andet følgende:

"...

Til § 3.

Til stk. 1. I stk. 1, der omfatter såvel udlevering til strafforfølgning som udlevering til

fuldbyrdelse af en straffedom, opstilles i 1. pkt. den begrænsning for udlevering, at lovovertrædelsen skal svare til en handling, for hvilken der efter dansk ret er mulighed for idømmelse af højere straf en fængsel i 1 år.

For sådanne lovovertrædelser har Danmark ved ratifikationen af den europæiske

udleveringskonvention påtaget sig forpligtelse til at tillade udlevering, ...

...

Da det i forhold til nært beliggende lande vil kunne være hensigtsmæssigt og ubetænkeligt, at udlevering kan ske også for handlinger, som efter dansk ret kan medføre en kortere frihedsstraf end angivet i 1. pkt., foreslås der i 2. pkt. optaget en bemyndigelse til indgåelse af overenskomster herom.

..."

Bestemmelsen i § 3 i loven var herefter uændret indtil vedtagelsen af lov nr. 417 af 10. juni 1997 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere (Gennemførelse af EU-udleveringskonventionen), hvoraf blandt andet fremgår:

"1. § 3, stk. 1, affattes således:

>Udlevering til en medlemsstat i den Europæiske Union kan ske, hvis en handling, der

svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf 6 måneder. Udlevering til andre stater kan kun ske, hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere frihedsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.<"

Af bemærkningerne til lovforslaget fremsat den 3. april 1997 fremgår blandt andet:

"...

2.3. Justitsministeriets overvejelser

Artikel 2 i EU-udleveringskonventionen indebærer, at udlevering fra Danmark skal tillades, hvis lovovertrædelsen i den medlemsstat, der har fremsat begæring om udlevering, kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år og efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. Det er derfor nødvendigt at ændre udleveringslovens § 3, der i dag stiller krav om, at lovovertrædelsen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. Det foreslås på den baggrund, at udleveringslovens § 3 ændres, således at der kan ske udlevering til en medlemsstat, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder.

Som nævnt indebærer § 3, stk. 1, i den nugældende udleveringslov bl.a., at udlevering som udgangspunkt kun kan ske, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år. For sådanne lovovertrædelser har Danmark ved ratifikationen af 1957-konventionen påtaget sig en pligt til at tillade udlevering. Denne konventionsmæssige forpligtelse gælder dog kun, såfremt lovovertrædelsen efter lovgivningen i det land, der har fremsat anmodning om udlevering, kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år. Denne yderligere begrænsning fandtes det ikke nødvendigt at medtage i den nugældende udleveringslov, jf. Folketingstidende 1966-67, Tillæg A, sp. 2543.

Også efter artikel 2, stk. 1, i EU-udleveringskonventionen gælder alene en folkeretlig forpligtelse til at tillade udlevering for lovovertrædelser, der efter lovgivningen i den begærende medlemsstat kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år. Denne begrænsning af den folkeretlige pligt til at udlevere findes det fortsat ikke nødvendigt at medtage i selve lovteksten.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til udleveringslovens § 3, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 1.

...

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

...

Til § 1

Til nr. 1

Ved lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås en ændret affattelse af udleveringslovens § 3, stk. 1. Forslaget indebærer, at der kan ske udlevering til en medlemsstat i den Europæiske Union, hvis en handling (eller undladelse), der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. ...

Kravet om frihedsstraf i mindst 6 måneder gælder kun ved udlevering til en medlemsstat i

Den Europæiske Union. ... Ved udlevering til andre ikke-nordiske stater uden for Den Europæiske Union, gælder fortsat, at lovovertrædelsen normalt skal svare til en handling, der

efter dansk ret kan medføre fængsel i 1 år, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt., i lovforslagets § 1, nr. 1.

..."

Ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 om ændring af blandt andet udleveringsloven, blev det hidtidige forbud mod udlevering af danske statsborgere i lovens § 2 ophævet, ligesom lovens hidtidige § 3, stk. 1, blev ophævet, og der indsattes følgende nye bestemmelser i udleveringsloven:

"§ 5.  ...

1. § 2 affattes således:

>§ 2. Udlevering af en dansk statsborger til strafforfølgning i en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske,

1)hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 6 måneder, eller

2)hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

Stk. 2. Justitsministeriet kan på grundlag af en overenskomst med en anden stat fastsætte,

at danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i den pågældende stat, hvis handlingen, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, og betingelserne i stk. 1, i øvrigt er opfyldt.

Stk. 3. Gælder der i forhold til en anden stat ikke en af de i stk. 2 nævnte overenskomster,

kan justitsministeren træffe beslutning om udlevering af en dansk statsborger til strafforforfølgning, hvis betingelserne i stk. 2, jf. stk. 1, er opfyldt og særlige hensyn til retshåndhævelsen i øvrigt taler derfor.<

2. Efter § 2 indsættes:

>§ 2 a. Udlevering af en udlænding til strafforfølgning eller til fuldbyrdelse af en dom i en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ske, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse , for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 6 måneder. Udlevering af en udlænding til andre stater kan kun ske, hvis handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.<"

Af bemærkningerne herom til lovforslaget fremsat den 13. december 2001 fremgår blandt andet:

"...4. Udlevering

...

4.4. Justitsministeriets overvejelser

...

Som disse begivenheder [terrorangrebene mod USA den 11. september 2001] til fulde har

illustreret, bliver samfundets problemer i øget omfang internationale og globale, og krimina-liteten bliver i stigende grad grænseoverskridende og organiseret. Dette gælder også andre former for kriminalitet end terrorvirksomhed. Kriminalitetsbekæmpelsen og retsforfølgnin-gen må derfor også være grænseoverskridende.

Når man hidtil har nægtet at udlevere danske statsborgere til strafforfølgning i udlandet

bortset fra de nordiske lande har det været ud fra en betragtning om, at danske statsborgere, som mistænkes for strafbare handlinger, og som pågribes her i landet, bør have krav på at blive stillet for en dansk domstol med de retssikkerhedsgarantier, der er knyttet hertil. Der er således efter straffeloven vide muligheder for at strafforfølge danske statsborgere for lovo-vertrædelser begået i udlandet, forudsat forholdet er strafbart både efter dansk ret og efter lovgivningen i det land, hvor overtrædelsen er begået (kravet om dobbelt strafbarhed).

Det må imidlertid erkendes, at der vil kunne forekomme sager ikke mindst om terror-

virksomhed eller anden grov international kriminalitet hvor det kan være forbundet med store og eventuelt uoverstigelige vanskeligheder under en straffesag i Danmark at føre bevis for lov-overtrædelser begået i udlandet, når vidnerne eller beviserne ikke befinder sig i Dan-mark.

Dette taler for, at straffesagen som udgangspunkt gennemføres i det land, hvor lovover-

trædelsen er begået, eller hvor det i øvrigt af hensyn til bevisførelsen er mest hensigtsmæs-sigt. Det må også indgå i overvejelserne, at det ikke kan udelukkes, at en opretholdelse af for-budet mod at udlevere danske statsborgere til strafforfølgning i udlandet vil kunne indebære, at en mistænkt dansk statsborgere ikke kan straffes eventuelt for meget alvorlig kriminalitet fordi det i praksis ikke er muligt at gennemføre en straffesag mod den pågældende i Dan-mark.

Justitsministeriet vurderer på denne baggrund, at den eksisterende ordning, hvor danske

statsborgere kan udleveres til de øvrige nordiske lande, ...  bør udvides til i en revideret form at omfatte udlevering også til andre stater, særligt andre EU-medlemsstater, i de tilfælde, hvor hensynet til at beskytte danske statsborgere mod udlevering bør vige for den almindeli-ge interesse i, at lovovertrædelser pådømmes. ...

...

Justitsministeriet foreslår derfor, at udlevering af danske statsborgere bør kunne ske til

strafforfølgning i andre EU-lande, hvor der er tale om grove lovovertrædelser, der kan med-føre højere straf end fængsel i 4 år, eller hvor der er tale om, at den danske statsborger, der ønskes udleveret, har en tilknytning til den anmodende stat i form af bopæl i de sidste 2 år forud for den strafbare handling. Dette svarer til kravene for udlevering af danske statsbor-gere til de øvrige nordiske lande, jf. § 2 i den nordiske udleveringslov. I sager om udlevering af en dansk statsborger, der har haft bopæl i den EU-medlemsstat, der anmoder om udleve-ring, bør det dog efter Justitsministeriets opfattelse desuden være en betingelse, at handlin-gen efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. Det svarer til det krav, der er opstillet i den nugældende bestemmelse i udleveringslovens § 3, stk. 1, 1. pkt., om udleve-ring til et andet EU-land af personer, der ikke har dansk statsborgerskab.

...

Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at der også bør skabes hjemmel til at ud-

levere danske statsborgere tillande uden for EU (og Norden). 

Det foreslås derfor, at justitsministeren på grundlag af engensidig overenskomst med et

andet land om udlevering af egne statsborgere kan fastsætte, at udlevering af danske stats-borgere kan ske til den anden stat. Det foreslås dog, at handlingen, der anmodes om udleve-ring for, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, og at betingelserne for udleve-ring til andre EU-lande, jf. ovenfor, i øvrigt er opfyldt. Kriminalitetskravet svarer til det kri-minalitetskrav, der foreslås for udlevering til andre stater end EU-medlemsstater af perso-ner, der ikke er danske statsborgere, jf. forslagets § 5, nr. 2. For disse personer er kravet i den nugældende bestemmelse i udleveringslovens § 3, stk. 1, 2. pkt., at handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år, hvis udlevering skal kunne ske.

Hjemlen til at fastsætte disse regler indebærer, at gennemførelse af sådanne gensidige

overenskomster i dansk ret ikke kræver ændringer af udleveringsloven, og hjemlen giver for-udsætningsvis regeringen bemyndigelse til at godkende og ratificere sådanne ændringer. Det forudsættes imidlertid, at Justitsministeriet orienterer Folketingets Retsudvalg, inden Dan-mark indgår en aftale med et land uden for EU (og Norden) om gensidig udlevering af egne statsborgere til strafforfølgning.

Endvidere foreslås det, at justitsministeren ien konkret sag, hvor anmodning om udleve-

ring af en dansk statsborger kommer fra en stat, der ikke er medlem af EU, og som Danmark ikke har indgået en gensidig overenskomst med om udlevering egne statsborgere, kan beslut-te, at den pågældende skal udleveres, hvis betingelserne for udlevering til andre EU-lande er opfyldt samt kravet om, at handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, jf. ovenfor, og særlige hensyn til retshåndhævelsen i øvrigt taler derfor. Ved vurderingen af, om en dansk statsborger skal udleveres i denne situation, bør der således i modsætning til, hvad der efter forslaget kommer til at gælde for udlevering til andre EU-lande eller lande, som der er indgået gensidig overenskomst med foretages en konkret vurdering af mulighe-derne for og det hensigtsmæssige i at gennemføre en straffesag mod den pågældende i Dan-mark frem for at udlevere den pågældende til strafforfølgning i udlandet.

Det skal fremhæves, at der vil være adgang til at nægte udlevering af danske statsborgere,

hvis der er fare for forfølgelse f.eks. på grund af den pågældendes politiske opfattelse eller i

øvrigt på grund af politiske forhold, eller hvis udleveringen er uforenelig medhumanitære 

hensyn. Desuden må udlevering kun ske på vilkår af, atdødsstraf ikke fuldbyrdes for den

pågældende handling, jf. herom pkt. 4.1.2.2. ovenfor.

...

I forlængelse af disse ændringer foreslås enkelte, i det væsentlige redaktionelle,

yderligere ændringer af udleveringsloven og den nordiske udleveringslov.

En enkelt ændring skal dog fremhæves i det følgende.

Efter den gældende bestemmelse i udleveringsloven § 3, stk. 1, 2. pkt., (der efter de

foreslåede redaktionelle ændringer bliver til § 2 a, 2. pkt.) kan udlevering af en person uden dansk statsborgerskab kun ske, hvis lovovertrædelsen kan straffes med højere straf end

fængsel i 1 år.

Den europæiske udleveringskonvention fra 1957 omfatter ifølge artikel 2, stk. 1,

lovovertrædelser, der kan medføre frihedsstraf i en længstetid afmindst ét år eller strengere

straf. Danmark har i overensstemmelse med konventionen taget forbehold over for denne bestemmelse, således at forpligtelsen til udlevering begrænses til lovovertrædelser, der efter

dansk ret kan medførestrengere straf end fængsel i 1 år. Det fremgår ikke umiddelbart af

forarbejderne til udleveringsloven, hvorfor Danmark har taget dette forbehold.

Efter at kriminalitetskravet i forhold til de andre EU-lande er nedsat til 6 måneders

fængsel eller derover, jf. ovenfor pkt. 4.1.2.2., er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke længere grundlag for i forhold til de øvrige europæiske lande at opretholde et forbehold over for 1957-konventionens generelle kriminalitetskrav på 1 års fængsel eller derover.

Det foreslås derfor, at udleveringslovens § 3, stk. 1, 2. pkt., (der efter de foreslåede

redaktionelle ændringer bliver til § 2 a, 2. pkt.) affattes i overensstemmelse med 1957-konventionens artikel 2, stk. 1, og at det danske forbehold over for denne bestemmelse tilbagekaldes.

...

Til § 5

Udleveringsloven

Til nr. 1 (udleveringslovens § 2)

Efter den gældende bestemmelse kan en dansk statsborger ikke udleveres hverken til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse.

Forslaget indebærer, at det bliver muligt i visse situationer at udlevere en dansk

statsborger til strafforfølgning (men ikke straffuldbyrdelse) i udlandet, hvis den pågældende er sigtet eller tiltalt for at have begået en alvorlig forbrydelse, eller hvis den pågældende har en mere begrænset tilknytning til Danmark.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 2 (udleveringslovens § 2 a)

Som konsekvens af den foreslåede adgang til at udlevere danske statsborgere, jf. forslagets § 5, nr. 1, foreslås den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 3, stk. 1, om udlevering af personer uden dansk statsborgerskab, af systematiske grunde udskilt til en selvstændig bestemmelse i § 2 a, idet de nugældende bestemmelser i udleveringslovens § 3, stk. 2-5, efter forslaget bliver fællesbestemmelser for udlevering af danske statsborgere (§ 2) og andre (§ 2 a).

Den foreslåede formulering af § 2 a er delvist en konsekvensændring af indsættelsen af

en hjemmel til at udlevere danske statsborgere til strafforfølgning i udlandet. Den foreslåede ændring skal tydeliggøre, at § 2 a omfatter udlevering af personer, der ikke er danske statsborgere (jf. tilføjelsen af ordene »af en udlænding«), mens § 2 som affattet ved denne lov, omhandler udlevering af personer, der er danske statsborgere. Der er ikke med denne ændring tilsigtet nogen ændring af reglens anvendelsesområde.

Med udtrykket »udlænding« forstås således personer, der (udelukkende) har et andet

statsborgerskab end dansk, eller som er statsløse. Personer, som både har dansk og udenlandsk statsborgerskab (dobbelt statsborgerskab), omfattes af den foreslåede § 2 om udlevering af danske statsborgere.

Endvidere fastsættes kriminalitetskravet i 2. pkt., således at ordlyden bringes i

overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, i den europæiske udleveringskonvention fra 1957. Det er herefter en betingelse for, at udlevering af en udlænding fra Danmark til en stat uden

EU kan tillades, hvis den strafbare handling efter dansk ret kan straffes med fængsel imindst 

1 år (og ikke som hidtil handlinger, der kan medførehøjere straf end fængsel i 1 år).

Til nr. 3 og 5 (udleveringslovens § 3)

Der er tale om en konsekvensændringer som følge af den foreslåede adgang til at udlevere danske statsborgere og udskillelsen af den hidtidige bestemmelse i udleveringslovens § 3, stk. 1, til en selvstændig bestemmelse i § 2 a om udlevering af udlændinge, jf. forslagets § 5, nr. 1 og 2.

..."

Ved lov nr. 433 af 10. juni 2003 om ændring af lov om udlevering af

lovovertræderem.m. (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den 

europæiske arrestordre m.v.) blev blandt andet § 2 og § 2 affattet således:

"§ 2. Justitsministeren kan på grundlag af en overenskomst med en stat uden for Den Europæiske Union fastsætte, at danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i den

pågældende stat,

1)hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, eller

2)hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

Stk. 2. Gælder der i forhold til en stat uden for Den Europæiske Union ikke en af de i stk. 1 nævnte overenskomster, kan justitsministeren træffe beslutning om udlevering af en dansk statsborger til strafforfølgning, hvis betingelserne i stk. 1 i øvrigt er opfyldt og særlige hensyn til retshåndhævelsen taler derfor.

§ 2 a.  Udlevering af en udlænding til strafforfølgning eller til fuldbyrdelse af en dom i en stat uden for Den Europæiske Union kan ske, hvis handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med en pågældende stat."

Af bemærkningerne til lovforslaget fremsat den 26. februar 2003 fremgår blandt andet:

"4. Justitsministeriets overvejelser

Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre mv. indeholder en række betingelser for udlevering og procedurer for behandlingen af udleveringsanmodninger, som væsentligt adskiller sig fra de betingelser og procedurer, der i dag gælder for udlevering til andre stater, herunder EU-medlemsstater. Som følge heraf foreslår Justitsministeriet, at der indføres en ny systematik i udleveringsloven, således at loven bl.a. opdeles i et kapitel om betingelser for udlevering til stater uden for EU (kapitel 2), et kapitel om betingelser for udlevering til EU-medlemsstater (kapitel 2 a), et kapitel om behandlingen af sager om udlevering til stater uden for EU (kapitel 3) samt et kapitel om behandlingen af sager om udlevering til EU-medlemsstater (kapitel 3 a). Lovens 4. kapitel om andre bestemmelser vil fortsat gælde for alle sager om udlevering, medmindre andet følger af de enkelte bestemmelser.

...

4.1.2. Lovovertrædelsens beskaffenhed

Efter rammeafgørelsens artikel 2, stk. 1, kan arrestordren udstedes med henblik på straffuldbyrdelse, hvis den, som arrestordren vedrører, er idømt fængsel mv. af mindst 4 måneders varighed i den medlemsstat, der har udstedt arrestordren. Der kan ske udlevering til strafforfølgning, hvis arrestordren er udstedt for en lovovertrædelse, der i den pågældende medlemsstat kan straffes med fængsel i mindst 12 måneder i den medlemsstat, der har udstedt arrestordren.

Der kan endvidere ske udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse uanset kravet om dobbelt strafbarhed, såfremt arrestordren er udstedt for en lovovertrædelse, der er omfattet af de i artikel 2, stk. 2, særligt opregnede handlinger (den såkaldte positivliste), og handlingen i den anmodende medlemsstat kan medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst 3 år.

Rammeafgørelsens artikel 2 om anvendelsesområdet for den europæiske arrestordre indebærer, at det er nødvendigt at ændre de gældende betingelser i udleveringslovens § 2, stk. 1, (danske statsborgere) og § 2 a (udlændinge) for udlevering fra Danmark til en anden EU-medlemsstat.

...

4.1.2.1. Dobbelt strafbarhed (lovovertrædelser inden for eller uden for positiv-listen) Efter rammeafgørelsens artikel 2, stk. 4, og artikel 4, stk. 1, kan der som udgangspunkt stilles krav om, at den handling, for hvilken den europæiske arrestordre er udstedt, ligeledes er strafbar i den anmodede medlemsstat. Dette indebærer, at det som udgangspunkt kan stilles som betingelse for udlevering til en anden EU-medlemsstat, at en handling svarende til den handling, for hvilken der søges udlevering, er strafbar efter dansk ret.

Kravet om dobbelt strafbarhed har længe været et grundlæggende princip i dansk strafferet. Efter Justitsministeriet opfattelse bør lovforslaget udformes således, at muligheden for at stille krav om dobbelt strafbarhed udnyttes. Lovforslaget indeholder derfor i § 10 a, stk. 2 og 3, bestemmelser, hvorefter det er en betingelse for udlevering for handlinger uden for positiv-listen, at en handling, der svarer til den, der søges udlevering for, ligeledes er strafbar

efter dansk ret.

Med hensyn til kravet om dobbelt strafbarhed, som ifølge lovforslaget skal gælde for handlinger, der ikke er omfattet af positiv-listen, fremgår det af rammeafgørelsens artikel 2, stk. 4, at dette skal administreres fleksibelt, således at kravet anses for opfyldt, hvis de handlinger, der er beskrevet i arrestordren, helt eller delvist svarer til en lovovertrædelse i den anmodede medlemsstat. Dette indebærer, at det vil være tilstrækkeligt, for at kravet om dobbelt strafbarhed må anses for opfyldt, at sigtelsen, tiltalen eller dommen uanset den retlige beskrivelse vedrører en handling, som ligeledes efter dansk ret ville være strafbar, hvis handlingen havde fundet sted her i landet.

Efter rammeafgørelsens artikel 2, stk. 4, er det imidlertid ikke muligt at stille krav om dobbelt strafbarhed, såfremt arrestordren er udstedt for en lovovertrædelse, der er omfattet af de i artikel 2, stk. 2, særligt opregnede handlinger den såkaldte positiv-liste hvis disse handlinger i den anmodende medlemsstat kan medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst 3 år.

...

4.1.2.2. Udlevering af danske statsborgere

Rammeafgørelsen sondrer med hensyn til medlemsstaternes forpligtelse til at foretage udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre som udgangspunkt ikke mellem udlevering af egne statsborgere og udlændinge. Rammeafgørelsen indebærer således, at der som udgangspunkt ikke vil kunne opstilles forskellige betingelser for udlevering af danske statsborgere og udlændinge.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 a sondrer derfor ikke til forskel for de gældende bestemmelser i udleveringslovens § 2 og § 2 a mellem egne statsborgere og udlændinge.

...

Til nr. 3 (§ 2)

Den ændrede affattelse af udleveringslovens § 2 er en konsekvens af, at bestemmelserne om betingelser for udlevering til EU-medlemsstater samles i et nyt kapitel 2 a. Bestemmelsen i § 2 indeholder herefter alene betingelserne for, hvornår danske statsborgere kan udleveres til lande uden for EU (og Norden). Bestemmelsen indebærer ikke ændringer i forhold til de gældende betingelser for udlevering af danske statsborgere til disse lande.

..."

Efter de fremkomne oplysninger og Sagens persons forklaring var han aktiv initiativtager til og deltog i nedkastningen af våbenforsendelsen den 17.-18. december 1995. Sagens person har herunder forklaret, at han under forløbet fik en fornemmelse af, at forsendelsen kunne indeholde andet end blot håndvåben (AK-47 maskinpistoler) og ammunition til disse, idet forsendelsen af hensyn til troværdigheden af det anvendte "end user-certifikat" skulle fremstå anderledes.

Efter Sagens persons forklaring var formålet med våbennedkastningen bevæbning af 3 x 75 mænd i et privat vagtværn til beskyttelse af Organisation-tilknyttede områder, landsbyer og projekter i West Bengal delstaten mod illegitime overgreb fra regeringstilknyttede grupper og regeringstilhængere.

Disse handlinger, som har ført til sigtelserne efter den indiske straffelov, var ikke i sig selv strafbare i Danmark på gerningstidspunktet.

Retten tiltræder på det foreliggende grundlag Justitsministeriets opfattelse af, at handlinger svarende til disse, hvis de var begået i Danmark, ville kunne have været henført under den dagældende bestemmelse i straffelovens § 114, stk. 1, og at handlingerne i dag ville kunne henføres under straffelovens § 114, stk. 1, nr. 6. og/eller § 114, stk. 2, eller eventuelt § 114 f.

Strafferammen i den dagældende § 114, stk. 1, var fængsel indtil 6 år, og dette giver derfor ikke anledning til yderligere bemærkninger.

Retten tiltræder ligeledes, at handlingerne, som har ført til sigtelserne for overtrædelse af den indiske lovgivning om våben,  eksplosivstoffer og eksplosive substanser, hvis handlinger svarende hertil var begået i Danmark, var og er strafbare efter lov om våben og eksplosivstoffer, jf. nu tillige straffelovens § 192a.

På tidspunktet for de foretagne handlinger var strafferammen i den danske

lovgivningom våben og eksplosivstoffer fængsel indtil 2 år, mens

strafferammen i straffelovens § 192 a i dag er fængsel indtil 6 år.

Rettentiltræder af de af Justitsministeriet anførte grunde, at det er

strafferammerne for detilsvarende handlinger på det tidspunkt, hvor der

træffes afgørelse om udlevering, som kan anvendes. Strafferammekravet i udleveringslovens § 2, stk. 1, nr. 2, for så vidt angår de rejste sigtelser for overtrædelse af den indiske lovgivning om våben,  eksplosivstoffer og eksplosive substanser, er derfor også opfyldt.

Retten bemærker i denne forbindelse, at en beslutning om udlevering til strafforfølgning ikke i sig selv indebærer en stillingtagen til et strafferetligt skyldsspørgsmål og ikke i sig selv er en strafferetlig sanktion, jf. herved også EMRK artikel 7.

Det ses ikke i udleveringslovens forarbejder at være forudsat, at begrebet anvendt i lovens nugældende § 2, stk. 1, nr. 2; "handlingen" er forskelligt fra begrebet anvendt i § 2, stk. 1, nr. 1; "en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering", og at det således er et krav ved udlevering i henhold til stk. 1, nr. 2, at den konkrete handling i sig selv kan straffes i Danmark.

Det bemærkes i denne forbindelse, at begrebet "handlingen" tillige alene anvendes i denne form i lovens § 2 a om udlevering af en udlænding til strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en dom i en stat uden for Den Europæiske Union.

En traditionel sproglig fortolkning af hele bestemmelsen i § 2, stk. 1, medfører ligeledes, at anvendelsen af den bestemte form "handlingen" efter anvendelsen af den ubestemte form "en handling" refererer til det samme grundlag.

På denne baggrund, og da retten i øvrigt ikke finder grundlag for at anvende en indskrænkende fortolkning af bestemmelsen i relation til, om kravet om dobbelt strafbarhed er opfyldt, har Justitsministeriet haft hjemmel til at træffe afgørelse om udlevering af Sagens person i medfør af udleveringslovens § 2, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2

Det må efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at en udenlandsk efterretningstjeneste forud for våbennedkastningen var bekendt med, at der blev foretaget forberedelseshandlinger i form af våbenindkøb m.v., omend de

nærmere detaljer om det konkrete kendskab henstår uvist. Endvidere fremgår det, at PET i efteråret 1995 blev gjort bekendt med i hvert fald en af de danske statsborgeres mulige involvering i en våbenhandel.

Uanset dette forhold, og uanset Sagens persons opfattelse af, at der må have været en vis medvirken fra indiske myndigheders side, særligt i relation til et "open window", tiltræder retten af de af Justitsministeriet anførte grunde, at særlige hensyn til retshåndhævelsen taler for at tage anmodningen om udlevering til følge, jf. udleveringslovens § 2, stk. 2, in fine.

Om politisk forbrydelse og terrorbombekonventionen

Ved lov nr. 280 af 25. april 2001 om ændring af blandt andet udleveringsloven, blev der i den dagældende § 5, som var sålydende:

"§ 5. Udlevering for en politisk lovovertrædelse kan ikke finde sted.

Stk. 2. Omfatter handlingen tillige en lovovertrædelse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering ske for denne lovovertrædelse, såfremt handlingen overvejende er af ikke-politisk karakter.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i den Europæiske Union, når handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme."

indsat følgende:

"Stk. 4. Stk. 1 og 2 finder endvidere ikke anvendelse, når handlingen er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger."

Af bemærkningerne til lovforslaget fremsat den 6. december 2000 fremgår blandt andet følgende:

"...

Til § 4 Lov om udlevering af lovovertrædere

Til nr. 1 (§ 5, stk. 4)

Efter udleveringslovens § 5, stk. 3, finder forbudet mod at nægte udlevering for politiske lovovertrædelser mv., jf. § 5, stk. 1 og 2, ikke anvendelse ved udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union, når handlingen er omfattet af artikel 1 eller 2 i den europæiske konvention til bekæmpelse af terrorisme, dvs. grove forbrydelser, der retter sig mod personers liv, fysiske integritet eller frihed, f.eks. kapring af og sabotage mod luftfartøjer, grove forbrydelser mod diplomater mv., bortførelse, gidseltagning mv. og anvendelse af bomber, granater, raketter mv., der rummer fare for personer.

Ved lovforslagets § 4 indsættes en ny bestemmelse i udleveringslovens § 5, stk. 4, der indebærer, at forbudet ifølge § 5, stk. 1 og 2, heller ikke finder anvendelse, når handlingen er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger, jf. herved pkt. 4.1. og 4.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger. I modsætning til den gældende undtagelse i § 5, stk. 3, er den nye bestemmelse ikke begrænset til udlevering til andre EU-stater. Den gælder udlevering i forhold til alle stater, der har ratificeret FN-konventionen, jf. herved lovforslagets § 12, stk. 2.

Om en overtrædelse er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger, afhænger af en konkret vurdering. Den berørte person kan efter omstændighederne kræve en beslutning om udlevering for en handling, som anses for omfattet af de nævnte bestemmelser, indbragt for domstolene, så udlevering først kan finde sted, når beslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse, jf. udleveringslovens §§ 16 og 17.

Den nye bestemmelse indebærer, at udlevering ikke kan nægtes, når nægtelsen udelukkende begrundes med, at den forbrydelse, som udlevering angår, er en politisk forbrydelse mv. At

den pågældende tilhører en frihedsbevægelse eller lignende, som man fra dansk side sympatiserer med, kan derfor som udgangspunkt ikke begrunde, at udlevering nægtes. Udlevering kan dog efter omstændighederne fortsat nægtes med henvisning til andre bestemmelser i udleveringsloven, f.eks. § 6, hvorefter udlevering ikke må finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig mod den berørte persons liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter.

Det vil også være muligt at afslå udlevering, hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold må antages, at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn, jf. udleveringslovens § 7.

Endelig kan udlevering fortsat kun ske på vilkår, at dødsstraf ikke fuldbyrdes for den pågældende handling, jf. udleveringslovens § 10, nr. 3.

Efter flere ændringer af udleveringsloven er § 5 i dag sålydende:

"§ 5. Udlevering for en politisk lovovertrædelse kan ikke finde sted.

Stk. 2. Omfatter handlingen tillige en lovovertrædelse, som ikke er af politisk karakter, kan udlevering ske for denne lovovertrædelse, såfremt handlingen overvejende er af ikke-politisk karakter.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, når handlingen er omfattet af

...

3) artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger,

..."

Af FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger (International kon-vention til bekæmpelse af terrorbombninger (New York, 15. december 1997)) ar-tikel 1 og 2 fremgår følgende:

"Artikel 1

I denne konvention anvendes følgende udtryk med den angivne betydning: 1. »Stats- eller regeringsfacilitet« omfatter ethvert permanent eller midlertidigt anlæg eller transportmiddel, der anvendes eller er optaget af statsrepræsentanter, medlemmer af regering, lovgivningsmagt eller retsvæsen eller af embedsmænd eller medarbejdere ansat af en stat eller en anden offentlig myndighed eller enhed eller af medarbejdere eller embedsmænd ansat ved en mellemstatslig organisation i forbindelse med deres tjenstlige hverv.

2. »Infrastrukturfacilitet« betyder ethvert offentligt eller privat ejet anlæg, der giver eller fordeler ydelser til gavn for offentligheden, såsom vand, kloakering, energi, brændsel eller kommunikation.

3. »Sprængstof eller anden dødbringende anordning« betyder:

a)

Et eksplosivt eller brandstiftende våben eller anordning, der er beregnet til eller i stand til at forårsage død, alvorlig personskade eller væsentlig materiel skade; eller b)

Et våben eller en anordning, der er beregnet til eller i stand til at forårsage død, alvorlig

personskade eller væsentlig materiel skade ved frigivelse eller spredning af eller påvirkning med giftige kemikalier, biologiske midler eller toksiner eller lignende stoffer eller stråling eller radioaktivt materiale.

4. »En stats militærstyrker« betyder en stats væbnede styrker, der er organiseret, uddannet og udstyret i henhold til dens egen lovgivning med nationalt forsvar eller sikkerhed som det primære formål, samt personer, der fungerer som støtte for disse væbnede styrker, og som er under deres formelle kommando, styring og ansvar.

5. »Offentlige steder« betyder de dele af bygninger, jord, gader, vandveje eller andre steder, der er tilgængelige eller åbne for offentligheden, enten permanent, periodisk eller fra tid til anden, og omfatter alle steder til brug for handel, forretninger, kultur, uddannelse, underholdning, fritid samt regeringsbygninger, historiske steder, steder til dyrkelse af religion og andre lignende steder, der i den forbindelse er tilgængelige eller åbne for offentligheden.

6. »Offentligt transportsystem« betyder alle offentligt og privat ejede anlæg, transportmidler og hjælpemidler, der anvendes i forbindelse med eller med henblik på offentligt tilgængelige tjenester til befordring af personer eller last.

Artikel 2

1. En person begår en forbrydelse i denne konventions forstand, hvis den pågældende ulovligt og forsætligt leverer, anbringer, affyrer eller detonerer en eksplosiv eller anden dødbringende anordning i eller på, ind i eller mod et offentligt sted, en stats- eller regeringsfacilitet, et offentligt transportsystem eller en infrastrukturfacilitet: a)

med forsæt til at forårsage død eller alvorlig personskade; eller

b)

med forsæt til at forårsage omfattende ødelæggelse af stedet, faciliteten eller systemet, hvis ødelæggelsen medfører eller sandsynligvis vil medføre et større økonomisk tab.

2. En person begår ligeledes en forbrydelse, hvis den pågældende forsøger at begå en forbrydelse som anført i stk. 1.

3. En person begår ligeledes en forbrydelse, hvis den pågældende:

a)

medvirker til en forbrydelse som anført i stk. 1 eller 2; eller

b)

organiserer eller pålægger andre at begå en forbrydelse som anført i stk. 1 eller 2; eller c)

på anden måde medvirker til, at en gruppe personer, der handler med et fælles formål, begår en eller flere forbrydelser som anført i stk. 1 eller 2. Denne medvirken skal være forsætlig og skal enten foretages i den hensigt at fremme gruppens generelle kriminelle virksomhed eller formål eller foretages med viden om, at gruppen har til hensigt at begå den eller de pågældende forbrydelser."

Henset til omfanget og karakteren af de nedkastede våben, og uanset det af Sagens person hævdede formål med våbenleverancen, findes handlingen med rette omfattet af terrorbombekonventionens artikel 2, jf. artikel 1

Det er i denne forbindelse uden betydning, at FN's terrorbombekonvention først er vedtaget, og at undtagelsesbestemmelsen i udleveringslovens § 5, stk. 3, nr. 3, først er indsat i loven efter, at handlingerne blev foretaget. Der er herved lagt vægt på, at en beslutning om udlevering til strafforfølgning ikke i sig selv indebærer stillingtagen til et strafferetligt skyldsspørgsmål og ikke i sig selv er en strafferetlig sanktion, jf. herved også EMRK artikel 7.

Uanset om Sagens persons handling anses for politisk motiveret, er dette efter udleveringslovens § 5, stk. 3, nr. 3, således ikke til hinder for udlevering til strafforfølgning i Indien.

Om forældelse

Retten tiltræder af de af Justitsministeriets anførte grunde, at forældelsesfristen er 10 år fra den strafbare virksomheds ophør, jf. udleveringslovens § 9, jf. straffelovens § 94, jf. § 93.

Anklageskrift (Charge-sheet) i sagen mod Sagens person (benævnt Alias 1) blev indleveret til den indiske domstol den 20. marts 1996.

Den 7. maj 1998 traf Københavns Byret i anledning af en editionsbegæring fra Københavns Politi afgørelse om, at Jyske Bank skulle forevise eller udlevere kontoudtog m.m. vedrørende konti registeret i navnet Alias 1.

Den 23. december 2002 begærede de indiske myndigheder Sagens person udleveret til strafforfølgning.

Den 28. februar 2003 blev der af Københavns Byret beskikket en forsvarer for Sagens person.

Under disse omstændigheder finder retten, at der er foretaget retsskridt,

hvorefterSagens person er gjort "bekendt med sigtelsen", og at

anklagemyndigheden har anmodet om "rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen", jf. straffelovens § 94, stk. 5, således at forældelsesfristen blev afbrudt.

Uanset det langvarige sagsforløb i Justitsministeriet fra december 2003 til april 2010, finder retten ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at sagen de facto har været sat i bero, eller at forfølgningen har været standset på ubestemt tid, jf. straffelovens § 94, stk. 6.

Strafansvaret er derfor ikke forældet, jf. udleveringslovens § 9.

Om humanitære forhold og EMRK artikel 8

Uanset sagens langvarige forløb og Sagens persons nuværende personlige og familiemæssige forhold, tiltræder retten af de af Justitsministeriet anførte grunde, at udlevering til strafforfølgning i Indien ikke vil være uforenelig med humanitære hensyn efter udleveringslovens § 7 eller i strid med EMRK artikel 8.

Om betydningen af de diplomatiske garantier mv.

Udleveringslovens § 6 er sålydende:

"§ 6. Udlevering må ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig mod hans liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter. Stk. 2. Udlevering må endvidere ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf."

Der er ikke mellem Danmark og Indien indgået overenskomst om udlevering af danske statsborgere til strafforfølgning.

Justitsministeriet har derfor som betingelse for udlevering af Sagens person til strafforfølgning opstillet i alt 8 vilkår, jf. herved blandt andet udleveringslovens § 10. Det indiske udenrigsministerium har ved tre breve bekræftet, at disse vilkår vil blive overholdt fra indisk side.

Retten finder, at indholdet i de opstillede vilkår til en vis grad mangler tilstrækkelig præcision og detaljeringsgrad særligt med hensyn til kravene til de forhold, under hvilke Sagens person må forventes at blive frihedsberøvet  i Indien.

Retten lægger efter det oplyste til grund, at administration og drift af

fængselsvæsen og lokalt politi i Indien er et delstatsanliggende, og at der i Indien ikke eksisterer et system eller organ, som har mulighed for at føre et af de indiske myndigheder uafhængigt tilsyn med fængselsvæsen og politi.

Der er således ikke mulighed for,  at uafhængige kvalificerede personer effektivt kan overvåge (monitorere) overholdelsen af de opstillede vilkår.

Der er i de foreliggende oplysninger om menneskerettighedssituationen i Indien beskrevet og dokumenteret ganske betydelige problemer med overgreb og menneskerettighedskrænkelser på delstatsniveau, herunder i Vest Bengalen. På grundlag af det foreliggende materiale findes det ubetænkeligt at lægge til grund, at der i Indien på delstatsniveau er betydelige vanskeligheder med at opfylde og efterleve internationalt anerkendte standarder og retssikkerheds-garantier i forbindelse med tilbageholdelse og fængsling af mistænkte personer.

Retten finder derfor, at det uanset det indiske udenrigsministeriums bekræftelse herpå, må anses for overvejende betænkeligt at lægge til grund, at den indiske centralregering effektivt og på en fuldt ud betryggende måde vil kunne sikre, at samtlige opstillede vilkår for udleveringen i enhver henseende vil blive overholdt af de lokale delstatsmyndigheder, som vil få ansvaret for fængsling af Sagens person efter udlevering.

Der må i denne forbindelse også lægges vægt på indholdet og den særdeles alvorlige karakter af de sigtelser, som de indiske myndigheder har rejst mod Sagens person.

Efter en samlet vurdering finder retten derfor tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at der er en sådan konkret og reel risiko for, at Sagens person, hvis han udleveres til strafforfølgning i Indien, vil blive udsat for forhold og behandling i strid med udleveringslovens § 6, stk. 2.

Betingelserne for udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien er derfor ikke opfyldt. Justitsministeriets afgørelse af 9. april 2010 kan derfor ikke godkendes.

JUSTITSMINISTERIETS AFGØRELSE

Justitsministeriets afgørelse af 9. april 2010 er sålydende:

"Om udlevering af den danske statsborger Sagens person (tidl. Alias 2) til strafforfølgning i Indien

1. Indiens begæring

1.1. Ved brev af 23. december 2002 har de indiske myndigheder begæret den danske statsborger Sagens person (tidl. Alias 2), født Dato 1961, udleveret til strafforfølgning i Indien.

Det fremgår af begæringen, at Sagens person i Indien er sigtet for overtrædelse af den indiske straffelov, lovgivning om våben og eksplosivstoffer og lovgivning om luftfartøjer (jf. nærmere nedenfor under pkt. 3) ved i forbindelse med en våbennedkastning fra et fly, som fandt sted i Puruliadistriktet i den indiske delstat West Bengal natten mellem den 17. og 18. december 1995, bl.a. at have deltaget i sammensværgelse om at føre krig mod den indiske regering, indsamlet våben i den hensigt, fortiet planer om krigsførelse mod den indiske regering, besiddet og transporteret mv. (forbudte) våben og ammunition samt tilsidesat flysikkerheden mv.

1.2. De indiske myndigheder har i forbindelse med begæringen om udlevering af Sagens person sendt en sammenfatning af bevismaterialet og til uddybning heraf tre oversigter over materialet.

Det fremgår bl.a., at sigtelsen vedrører nedkastning af en betydelig mængde våben i form af et større antal fuldautomatiske rifler (AK47-rifler), pistoler, ammunition, raketaffyringsudstyr, panserværnsgranater, håndgranater mv., og at den religiøse gruppe Organisation angiveligt skulle være modtager af våbnene. Det fremgår videre, at de indiske myndigheder anser Sagens person for (som hovedmand) at have planlagt og deltaget i den pågældende våbennedkastning.

Herudover fremgår det, at det indiske Central Bureau of Investigation den 20. marts 1996 til the Court of Chief Metropolitan Magistrate Calcutta indleverede et anklageskrift (“charge-sheet”) i sagen, som bl.a. omfattede Alias 1 (et alias for Sagens person), og at Metropolitan Magistrate, 8 Court, Calcutta, den 3. december 2002 indkaldte Sagens person til et retsmøde. Ved brev af 25. august 2003 har de indiske myndigheder endvidere sendt en original anholdelsesbeslutning (“warrant of arrest”) vedrørende Sagens person, som er afsagt den 8. august 2003 af Metropolitan Magistrate, 9 Court, Calcutta Endvidere fremgår det, at de indiske myndigheder på baggrund af retsanmodninger har indhentet en række oplysninger fra andre lande, herunder bl.a. Letland og Bulgarien.

1.3. I det følgende redegøres under pkt. 2 for sagsforløbet, mens de relevante indiske lovbestemmelser er omtalt nedenfor under pkt. 3. Justitsministeriets beslutning i sagen fremgår af pkt. 4 nedenfor.

2. Sagsforløbet

2.1. Om sagsforløbet forud for, at de indiske myndigheder begærede Sagens person udleveret, kan det oplyses, at Interpol København den 2. marts 1996 modtog oplysning om, at Alias 1 (et alias for Sagens person) var eftersøgt af de indiske myndigheder i forbindelse med den ovennævnte våbennedkastning.

Efterfølgende modtog de danske myndigheder flere retsanmodninger fra de indiske myndigheder med henblik på at belyse den nævnte sag om våbennedkastning.

I december måned 2001 blev Sagens person fotograferet i en automatisk hastighedskontrol i Danmark, hvilket Københavns Politi via Interpol Underrettede de indiske myndigheder om i marts 2002.

Herefter begærede de indiske myndigheder ved brev af 23. december 2002 Sagens person udleveret til strafforfølgning i Indien, jf. ovenfor under pkt. 1.

2.2. Den 28. februar 2003 beskikkede Københavns Byret Advokat 1 som forsvarer for Sagens person i anledning af den indiske begæring om udlevering.

Ved brev af 28. marts 2003 til Justitsministeriet er Advokat 1 fremkommet med en række bemærkninger til udleveringsbegæringen. Det fremgår bl.a., at Sagens person kan erkende at have medvirket til smuglingen af håndvåben (AK47-rifler) til landsbyen i Purulia den 17.-18. december 1995,

hvorimodSagens person afviser at have været involveret i bestilling af

raketudstyr, granater, snigskytterifler eller miner.

I medfør af udleveringslovens § 15, stk. 1, forelagde Københavns Politi ved brev af 7. maj 2003 spørgsmålet om udlevering af Sagens person for Justitsministeriet via Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby (nu Statsadvokaten for København og Bornholm).

2.3. Justitsministeriet har ved brev af 29. juli 2004 fra de indiske myndigheder modtaget oplysninger om bl.a. sagsforløbet og relevante straffeprocessuelle bestemmelser i indisk ret, herunder om den tiltaltes retsstilling, advokatbeskikkelse og andre grundlæggende rettigheder i forbindelse med behandlingen af straffesager i Indien.

Af det modtagne materiale fremgår det, at en oprindelige sigtelse mod Sagens person for overtrædelse af sektion 121, 121-A, 122 og 23 i den indiske straffelov samt overtrædelse af den indiske lovgivning om våben og eksplosivstoffer og lovgivning om luftfartøjer er blevet ændret, så Sagens person nu alene sigtes for overtrædelse af sektion 121-A i den indiske straffelov og (som hidtil) overtrædelse af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer og lovgivningen om luftfartøjer.

Baggrunden for den ændrede sigtelse er efter det oplyste udfaldet af den retssag, der er afsluttet ved dom afsagt af City Sessions Court i Kollcata (Calcutta) den 2. februar 2000, hvorved bl.a. en britisk statsborger blev fundet skyldig i overtrædelse af bl.a. den indiske straffelovs sektion 121- A og idømt livsvarigt fængsel for sin rolle i den våbennedkastning, som Sagens person er sigtet for (som hovedmand) at have deltaget i.

Justitsministeriet har til brug for sagen modtaget de relevante lovbestemmelser i den indiske straffelov, lovgivning om våben og eksplosivstoffer samt lovgivning om luftfartøjer (jf. pkt. 3 nedenfor).

2.4. Justitsministeriet har endvidere den 26. august 2004 og den 13. september 2004 modtaget oplysninger fra Udenrigsministeriet om forholdene for indsatte i indiske fængsler, om det forventede sagsforløb, den tiltaltes retsstilling, advokatbeskikkelse og andre grundlæggende rettigheder i forbindelse med behandlingen af en straffesag i Indien samt om den forventede tidsmæssige udstrækning af sagens behandling ved de indiske domstole. Der er samtidig sendt oplysninger om strafferammerne efter indisk lovgivning for de påsigtede forhold. Det fremgår heraf bl.a., at overtrædelse af

sektion 121-A i den indiske straffelov kan straffes med fængsel indtil på livstid, og at den alvorligste af de overtrædelser af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer, som Sagens person sigtes for, kan straffes med fængsel indtil 14 år.

Justitsministeriet har ved brev af 17. september 2004 forelagt det materiale, som er modtaget fra de indiske myndigheder og fra Udenrigsministeriet, for Advokat 1. Som svar herpå har Advokat 1 den 11. november 2004 sendt en udtalelse fra en indisk advokat om de indiske fængselsmyndigheders behandling af en anden person i sagskomplekset. Endvidere har Advokat 1 ved brev af 19. november 2004 sendt materiale om forfølgning af medlemmer af Organisation, en årsrapport fra 1999-2000 fra Kommissionen for menneskerettigheder i West Bengal, en oversigt over straffesager i West Bengal udarbejdet af Organisation og avisartikler fra henholdsvis den 12. november 2004 i Hindustan Times og den 13. november 2004 i Times of India.

Herudover har Sagens person ved brev af 14. november 2004 rettet henvendelse til justitsministeren i sagens anledning.

Den indiske ambassade har den 23. februar 2005 på Justitsministeriets foranledning sendt en udskrift af den ovennævnte dom afsagt af City Sessions Court den 2. februar 2000.

2.5. Ved brev af 28. april 2005 til de indiske myndigheder har Justitsministeriet oplyst, at det er en forudsætning for, at ministeriet kan træffe beslutning i sagen, at de indiske myndigheder skriftligt erklærer at ville overholde en række nærmere angivne vilkår. De indiske myndigheder har ved breve af 14. og 21. juni 2007 besvaret Justitsministeriets brev af 28. april 2005.

Ved breve af 3. og 13. juli 2007 har Justitsministeriet anmodet Advokat 1 om bemærkninger til de indiske myndigheders breve af 14. og 21. juni 2007.

Den 14. september 2007 beskikkede Københavns Byret Advokat 2 som forsvarer for Sagens person i stedet for Advokat 1.

Advokat 2 er ved brev af 13. december 2007 fremkommet med bemærkninger om regelgrundlaget for sagens behandling og har samtidig anmodet om, at hjemmelsgrundlaget udskilles til særskilt behandling. Herudover har Advokat 2 anmodet Justitsministeriet om at udsætte behandlingen af sagen på afklaring af en række andre punkter.

Ved brev af 5. marts 2008 har Justitsministeriet meddelt Advokat 2, at ministeriet ikke finder anledning til at udskille spørgsmålet om hjemmelsgrundlaget til særskilt behandling. Det er også tilkendegivet i brevet, at Justitsministeriet ikke agter at udsætte sagen på en afklaring af de øvrige forhold, som fremgår af brevet fra Advokat 2.

Ved brev af 5. marts 2008 har Justitsministeriet anmodet de indiske myndigheder om at præcisere, at de indiske myndigheder vil overholde de vilkår, som fremgår af Justitsministeriets brev af 28. april 2005.

Ved brev af 5. marts 2008 har Justitsministeriet desuden anmodet

Udenrigsministerietom supplerende oplysninger om bl.a. fængsels-

forholdene i Indien. Udenrigsministeriet har besvaret brevet den 27. marts 2008.

De indiske myndigheder har ved brev af 25. november 2008 besvaret Justitsministeriets brev af 5. marts 2008. Det fremgår af svaret, at de indiske myndigheder fuldt ud vil overholde de vilkår, som Justitsministeriet anførte i brevet af 28. april 2005.

2.6. Ved brev af 4. august 2009 har Justitsministeriet anmodet

Udenrigsministerietom supplerende oplysninger om bl.a. fængsels-

forholdene i Indien. Udenrigsministeriet har ved henholdsvis brev og e-mail af 24. august 2009 besvaret Justitsministeriets henvendelse.

Justitsministeriet har ved brev af 4. august 2009 desuden anmodet Københavns Politi om at foretage en supplerende undersøgelse af, om der foreligger sådanne forhold, at udlevering vil være uforeneligt med humanitære hensyn efter udleveringslovens § 7. Københavns Politi har ved brev af 3. september 2009 - via Statsadvokaten for København og Bornholm -fremsendt resultatet af den supplerende undersøgelse.

Ved e-mail af 24. september 2009 har Advokat 2 sendt supplerende

oplysningerom Sagens persons personlige forhold, herunder hans

bopælsforhold i perioden 1993-1995.

3. Indiske lovbestemmelser

Af det modtagne materiale, herunder navnlig de indiske myndigheders brev af 29. juli 2004, fremgår det, at Sagens person af de indiske myndigheder sigtes og begæres udleveret for overtrædelse af sektion 121-A i den indiske straffelov, overtrædelse af sektion 25(1-A) og 25(1-B) (f)(g) i den indiske våbenlov, overtrædelse af sektion 9B(2) i den indiske lov om eksplosivstoffer, overtrædelse af sektion 5 i den indiske lov om eksplosive substanser og overtrædelse af sektion 10, 11 og i 1-A i den indiske lov om luftfartøjer.

Sektion 121-A i den indiske straffelov har følgende ordlyd:

“Den, der i Indien eller uden for Indien, deltager i sammensværgelse om at begå lovovertrædelser strafbare efter sektion 121, eller er med i en sammensværgelse om, ved brug af strafbar magt eller fremvisning deraf, at indgyde frygt hos den indiske regering eller en delstatsregering, straffes med fængsel indtil på livstid eller i kortere tid, eller med fængsel af den ene eller anden art, hvilket kan være indtil 10 år, og straffes endvidere med bøde.”

Sektion 121 i den indiske straffelov har følgende ordlyd:

“Den, der fører krig mod, forsøger at føre krig mod, eller medvirker til at føre krig mod den indiske regering, straffes med døden eller med fængsel indtil på livstid, og straffes endvidere med bøde.”

Sektion 25(1-A) i den indiske våbenlov har følgende ordlyd:

“Den, der erhverver, har i sin besiddelse eller bærer forbudte våben eller forbudte håndvåben eller forbudt ammunition i modstrid med sektion 7, straffes med fængsel fra 5 til 10 år, og straffes endvidere med bøde.”

Efter sektion 25(1-B) (f)(g) i den indiske våbenlov straffes ind- og udførelse af våben eller ammunition til (fra) Indien med fængsel indtil 3 år.

Efter sektion 9B(2) i den indiske lov om eksplosivstoffer straffes fremstilling, besiddelse og import af eksplosive stoffer til Indien med fængsel indtil 3 år, og efter sektion 5 i lov om eksplosive substanser straffes fremstilling eller besiddelse af eksplosive stoffer i Indien med fængsel indtil 14 år.

Efter sektion 10 i den indiske luftfartslov straffes overtrædelse af visse bestemmelser om flysikkerhed med fængsel i indtil 2 år. Efter lovens sektion 11 straffes tilsidesættelse af regler om flysikkerhed og bestemmelser, der bringer liv eller personers ejendele i fare (til vands, til lands eller i luften), med fængsel indtil 6 måneder. Det bestemmes endelig i lovens sektion 1 1-A, at overtrædelse af lovens sektion 5-A straffes med fængsel indtil 6 måneder.

4. Justitsministeriets beslutning

4.1. Efter en gennemgang af sagens materiale finder Justitsministeriet, at betingelserne for udlevering efter udleveringslovens § 2, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2 (lovbekendtgørelse nr. 833 af 25. august 2005, som senest ændret ved lov nr. 99 af 10. februar 2009), er opfyldt for så vidt angår udlevering til straf-forfølgning for overtrædelse af de nævnte bestemmelser i den indiske straffelov, våbenlov, lov om eksplosivstoffer og lov om eksplosive substanser.

Justitsministeriet har endvidere fundet, at udlevering ikke bør nægtes efter bestemmelserne i udleveringslovens § 3, stk. 4, eller § 4-9.

Det bemærkes herved særligt, at Justitsministeriet efter en samlet vurdering, herunder i lyset af at de indiske myndigheder har bekræftet at ville overholde de vilkår, som fremgår af pkt. 5 nedenfor, ikke har fundet at burde nægte udlevering med henvisning til, at Sagens person ikke kan forventes at få en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist, eller med henvisning til, at han vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling. Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at

udleveringikke vil være uforeneligt med humanitære hensyn, jf.

udleveringslovens § 7.

4.2. Da betingelserne for udlevering således findes opfyldt, bestemmer Justitsministeriet hermed i medfør af udleveringslovens § 2, stk. 2, at Sagens person skal udleveres til de indiske myndigheder til strafforfølgning for overtrædelse af sektion 12 1-A i den indiske straffelov, overtrædelse af sektion 25(1-A) og 25(1-B) (f)(g) i den indiske våbenlov, overtrædelse af sektion 9B(2) i den indiske lov om eksplosivstoffer og overtrædelse af sektion 5 i den indiske lov om eksplosive substanser.

Justitsministeriet har ikke fundet, at udleveringslovens betingelser er opfyldt for at udlevere til strafforfølgning for så vidt angår den del af udleveringsbegæringen, som vedrører sigtelsen for overtrædelse af den indiske lovgivning om luftfartøjer.

Udlevering sker på de vilkår, som fremgår af pkt. 5 nedenfor.

4.3. Om den nærmere baggrund for Justitsministeriets beslutning kan følgende oplyses:

4.3.1. Dobbelt strafbarhed og strafferammekrav

Ud fra det sagsmateriale, som foreligger i sagen, må det lægges til grund, at Sagens person ikke havde bopæl i Indien i de sidste 2 år forud for de strafbare handlinger, som udleveringsbegæringen vedrører. Der vil derfor ikke kunne ske udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien i medfør af udleveringslovens § 2, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1.

Efter udleveringslovens § 2, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2, kan der ske udlevering af en dansk statsborger, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

Justitsministeriet har på den baggrund vurderet, om handlinger, der svarer til de forhold, der er omfattet af udleveringsbegæringen, er strafbare efter dansk

ret (kravet om dobbelt strafbarhed), og om de nævnte handlinger efter dansk

ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år (strafferammekravet).

4.3.1.1. Dobbelt strafbarhed

a. Som anført ovenfor er Sagens person bl.a. sigtet for overtrædelse af den indiske straffelovs sektion 121-A om deltagelse i en sammensværgelse om krigsførelse mod den indiske regering, eller om at være med i en sammensværgelse om, ved brug af strafbar magt eller fremvisning deraf, at indgyde frygt hos den indiske regering eller en delstatsregering.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at kravet om dobbelt strafbarhed er opfyldt for så vidt angår denne del af sigtelsen. Justitsministeriet finder således ved vurderingen af, om kravet om dobbelt strafbarhed er opfyldt, at handlinger svarende til dem, der er omfattet af sigtelsen mod Sagens person, kan henføres enten under straffelovens § 114, stk. 1, nr. 6, og/eller § 114, stk. 2, eller subsidiært under straffelovens § 114 f.

Straffelovens § 114, stk. 1, nr. 6, angår straf for den, som - med forsæt til at

skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer - begår overtrædelser af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer under særligt skærpende omstændigheder efter straffelovens § 192 a, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en

international organisation alvorlig skade. Straffelovens§ 114, stk. 2, omhandler

transport af våben eller eksplosivstoffer med et tilsvarende forsæt. Straffelovens § 114 f omhandler deltagelse i eller ydelse af væsentlig økonomisk eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen.

Det bemærkes, at den indiske sigtelse omfatter "sammensværgelse” , der ikke er selvstændigt kriminaliseret i dansk ret. Karakteren af de handlinger, der er omfattet af sigtelsen, kan imidlertid som anført efter Justitsministeriets opfattelse henføres under straffelovens § 114 eller § 114 f - eventuelt sammenholdt med den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23. Det er på den baggrund ministeriets opfattelse, at kravet om dobbelt strafbarhed må anses for opfyldt i det konkrete tilfælde, uanset at “sammensværgelse” ikke er selvstændigt kriminaliseret i dansk ret.

b. Om vurderingen af kravet om dobbelt strafbarhed i forhold til straffelovens § 114 f bemærkes det særligt, at bestemmelsen alene værner mod angreb på danske offentlige anliggender og den danske samfundsorden, men ikke mod angreb på tilsvarende udenlandske interesser. Der kan herved henvises til det anførte om rækkevidden af dagældende § 114 (nu § 114 f) i bemærkningerne til “antiterrorpakken” , jf. lov nr. 378 af 6. juni 2002 (Folketingstidende, 2001-02, 2. samling, Tillæg A, side 875.

Imidlertid er dette efter Justitsministeriets opfattelse ikke afgørende ved vurderingen af, om udleveringslovens krav om dobbelt strafbarhed er opfyldt. Det afgørende efter ordlyden af lovens § 2, stk. 1, er således, om der i dansk ret findes en bestemmelse, der kriminaliserer “en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering.” Det indebærer efter Justitsministeriets opfattelse, at en tilsvarende handling som den, der søges udlevering for, skal være strafbar efter dansk ret, hvis handlingen var begået i Danmark. Det kræves derimod ikke, at den konkrete handling kan pådømmes i Danmark.

Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til bemærkningerne til det lovforslag, der lå bag gennemførelsen af udleveringslovens § 10 a (om den europæiske arrestordre), som blev indsat ved lov nr. 433 af 10. juni 2003 (Folketingstidende 2002-03, Tillæg A, side 4298):

“Efter rammeafgørelsens artikel 2, stk. 4, og artikel 4, stk. 1, kan der som udgangspunkt stilles krav om, at den handling, for hvilken den europæiske arrestordre er udstedt, ligeledes er strafbar i den anmodede medlemsstat. Dette indebærer, at det som udgangspunkt kan stilles som betingelse for udlevering til en anden EU-medlemsstat, at en handling svarende til den handling, for hvilken der søges udlevering, er strafbar efter dansk ret.

Kravet om dobbelt strafbarhed har længe været et grundlæggende princip i

dansk strafferet. Efter Justitsministeriets opfattelse bør lovforslaget udformes således, at muligheden for at stille krav om dobbelt strafbarhed udnyttes.

Lovforslaget indeholder derfor i § 10 a, stk. 2 og 3, bestemmelser, hvorefter det er en betingelse for udlevering for handlinger uden for positiv-listen, at en handling, der svarer til den, der søges udlevering for, ligeledes er strafbar efter dansk ret.

Med hensyn til kravet om dobbelt strafbarhed, som ifølge lovforslaget skal

gælde for handlinger, der ikke er omfattet af positiv-listen, fremgår det af rammeafgørelsens artikel 2, stk. 4, at dette skal administreres fleksibelt, således at kravet anses for opfyldt, hvis de handlinger, der er beskrevet i arrestordren, helt eller delvist svarer til en lovovertrædelse i den anmodede medlemsstat.

Dette indebærer, at det vil være tilstrækkeligt, for at kravet om dobbelt strafbarhed må anses for opfyldt, at sigtelsen, tiltalen eller dommen - uanset den retlige beskrivelse - vedrører en handling, som ligeledes efter dansk ret

ville være strafbar, hvis handlingen havde fundet sted her i landet [fremhævet

her]."

Det er på den anførte baggrund Justitsministeriets opfattelse, at kravet om

dobbelt strafbarhed er opfyldt for så vidt angår den del af begæringen, der vedrører den indiske straffelovs sektion 121-A, også for det tilfælde, at handlinger af den omhandlede karakter skal henføres under straffelovens § 114 f.

I øvrigt kan det oplyses, at kravet om dobbelt strafbarhed også findes i lovgivningen om udlevering til de nordiske lande og i udleveringslovgivningen i de øvrige nordiske lande.

Efter § 2 i den nordiske udleveringslov (lov nr. 27 af 3. februar 1960 med senere ændringer) kan udlevering af en dansk statsborger således ske, hvis “handlingen eller en tilsvarende handling efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år” .

Efter § 3 i den norske “lov om utlevering av lovbrytere mv.” kan der kun ske udlevering, når “handlingen, eller en tilsvarende handling” efter norsk ret kan medføre fængsel i mere end i år, og efter § 4 i den svenske “lag om utlämning for brott” kan udlevering kun ske, hvis “den gärning för vilken utlämning begärs motsvarar brott” , som efter svensk ret kan medføre fængsel i 1 år eller mere.

For så vidt angår norsk ret anfører Johannes Andenæs, Alminnelig strafferet, 2004, side 569, at udtrykket “eller en tilsvarende handling” i den norske udleveringslov tager sigte på straffebestemmelser om forbrydelser mod norsk offentlig myndighed. For så vidt angår svensk ret anfører Karin Påle i “Vilkår för Utlamning, 2003, side 142 f., at hændelsesforløbet i en udleveringssag “försvenskas” , idet handlingen tænkes at være begået på svensk territorium eller rettet mod et svensk angrebsobjekt.

c. Itilknytning til det anførte om udleveringslovens krav om dobbelt strafbarhed kan der rejses spørgsmål om, hvorvidt dette krav skal være opfyldt også i forhold til den lovgivning, der gjaldt på gerningstidspunktet.

Justitsministeriet har ikke fundet anledning til mere generelt at tage stilling til dette spørgsmål, idet et sådant eventuelt krav om dobbelt strafbarhed, der gælder også i forhold til lovgivningen på gerningstidspunktet, under alle omstændigheder må anses for opfyldt i denne sag.

Det bemærkes herved, at handlinger svarende til dem, der er omfattet af sigtelsen mod Sagens person, efter Justitsministeriets opfattelse ville kunne have været henført under straffelovens dagældende § 114, stk. 1, der på det anførte gerningstidspunkt (1995) var den centrale bestemmelse i straffeloven om mere alvorlige former for angreb, magtanvendelse mv. over for offentlige myndigheder. I den forbindelse er det - som redegjort for ovenfor - uden betydning, at den dagældende bestemmelse alene værnede mod angreb på danske offentlige anliggender og den danske samfundsorden, men ikke mod angreb på tilsvarende udenlandske interesser.

Justitsministeriet har i en besvarelse af 27. maj 2003 af spørgsmål nr. 39 vedrørende lovforslag nr. L 168 (REU, L 168- bilag 42) antaget, at kravet om dobbelt strafbarhed efter udleveringslovens § 10 a, stk. 2 og 3 - om udlevering til en anden EU-medlemsstat på grundlag af en europæisk arrestordre - skal forstås således, at det er en betingelse for udlevering, at den pågældende handling var strafbar efter dansk ret både på gerningstidspunktet og på tidspunktet for afgørelsen af spørgsmålet om udlevering.

d. Justitsministeriet finder desuden, at handlinger, der svarer til de lovovertrædelser, som Sagens person sigtes for at have begået, er (og var) strafbare efter den nugældende (og dagældende) danske lov om våben og

eksplosivstoffer, hvorefter indførelse, erhvervelse, besiddelse mv. af våben og eksplosivstoffer eller medvirken hertil (jf. straffelovens § 23) er ulovlig uden særskilt tilladelse.

e. Justitsministeriet har ikke taget stilling til, om kravet om dobbelt strafbarhed er opfyldt for så vidt angår den del af begæringen, som vedrører den indiske lovgivning om luftfartøjer, idet strafferammekravet for denne del af begæringen ikke er opfyldt, jf. nedenfor under pkt. 4.3.1.2.c.

4.3.1.2. Strafferammekrav

Efter udleveringslovens § 2, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2, er det et krav, at den handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

Det bemærkes herved, at udleveringslovens § 2, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2, efter Justitsministeriets opfattelse må forstås således, at det er tilstrækkeligt, at strafferammekravet er opfyldt på udleveringstidspunktet (men ikke tillige på gerningstidspunktet). Det er således ministeriets opfattelse, at det -medmindre en anden fortolkning følger af ordlyden af udleveringslovens bestemmelser, forarbejderne til loven mv. - er forholdene på det tidspunkt, hvor der træffes beslutning om udlevering, som er afgørende, når det skal vurderes, om betingelserne for udlevering er opfyldte.

a. Strafferammen efter straffelovens § 114 og § 114 f er henholdsvis fængsel

indtilpå livstid og fængsel indtil 6 år. Strafferammekravet efter

udleveringslovens § 2, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2, er derfor opfyldt for så vidt angår den del af begæringen, der vedrører den indiske straffelov.

b. Efter den danske lovgivning om våben og eksplosivstoffer, der var gældende på tidspunktet for de handlinger, som Sagens person af de indiske

myndighedersigtes for at have begået, kunne overtrædelser af

våbenlovgivningens bestemmelser om bl.a. erhvervelse og besiddelse af våben mv. straffes med fængsel i indtil 2 år, jf. den dagældende våbenlovs § 10.

Ved lov nr. 411 af 10. juni 1997 blev der indført en ny bestemmelse i straffelovens § 192 a, som hjemler en højere strafferamme for visse overtrædelser af lov om våben og eksplosivstoffer. Efter denne bestemmelse kunne overtrædelser af lov om våben og eksplosivstoffer, som på grund af deres farlige karakter er egnede til at forvolde betydelig skade, straffes med fængsel indtil 4 år. Strafferammen er siden forhøjet yderligere til fængsel indtil 6 år ved lov nr. 378 af 6. juni 2002.

De våben, som ifølge udleveringsbegæringen blev nedkastet i West Bengal, omfattede som nævnt ovenfor fuldautomatiske rifler (AK47-rifler), pistoler, ammunition, raketaffyringsudstyr, panserværnsgranater, håndgranater mv. og må betragtes som våben, der på grund af deres farlige karakter er egnede til at forvolde betydelig skade.

Justitsministeriet finderpå den baggrund, at strafferammekravet i

udleveringsloven om højere straf end fængsel i 4 år må anses for opfyldt i den foreliggende sag, idet overtrædelser af den danske våbenlov af tilsvarende karakter som de handlinger, der er omfattet af udleveringsbegæringen, må

antages at kunne henføres under straffelovens § 192 a.

c. For så vidt angår den del af udleveringsbegæringen, som vedrører sigtelsen for overtrædelse af den indiske lovgivning om luftfartøjer, bemærkes det, at strafferammen for overtrædelse af den danske lov om luftfart er fængsel indtil 2 år, jf. § 149 i lovbekendtgørelse nr. 731 af 21. juni 2007 om luftfart, som ændret ved lov nr. 106 af 26. februar 2008.

Strafferammekravet i udleveringslovens § 2, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2, er derfor ikke opfyldt i forhold til sigtelsen for overtrædelse af den indiske lovgivning om luftfartøjer.

4.3.2. Hensynet til retshåndhævelse

Det følger af udleveringslovens § 2, stk. 2, at udlevering til stater uden for Den Europæiske Union, med hvem Danmark ikke har indgået en overenskomst om udlevering, er betinget af, at særlige hensyn til retshåndhævelsen taler for, at der sker udlevering.

I forarbejderne til bestemmelsen (Folketingstidende 2001-02, 2. samling, Tillæg A, side 869) anføres følgende om baggrunden for dette krav:

“Når man hidtil har nægtet at udlevere danske statsborgere til strafforfølgning i udlandet - bortset fra de nordiske lande - har det været ud fra en betragtning om, at danske statsborgere, som mistænkes for strafbare handlinger, og som pågribes her i landet, bør have krav på at blive stillet for en dansk domstol med de retssikkerhedsgarantier, der er knyttet hertil.

Der er således efter straffeloven vide muligheder for at strafforfølge danske

statsborgere for lovovertrædelser begået i udlandet, forudsat forholdet er strafbart både efter dansk ret og efter lovgivningen i det land, hvor overtrædelsen er begået (kravet om dobbelt strafbarhed).

Det må imidlertid erkendes, at der vil kunne forekomme sager - ikke mindst

om terrorvirksomhed eller anden grov international kriminalitet - hvor det kan være forbundet med store - og eventuelt uoverstigelige - vanskeligheder under en straffesag i Danmark at føre bevis for lovovertrædelser begået i udlandet, når vidnerne eller beviserne ikke befinder sig i Danmark.

Dette taler for, at straffesagen som udgangspunkt gennemføres i det land,

hvor lovovertrædelsen er begået, eller hvor det i øvrigt af hensyn til bevisførelsen er mest hensigtsmæssigt. Det må også indgå i overvejelserne, at det ikke kan udelukkes, at en opretholdelse af forbudet mod at udlevere danske statsborgere til strafforfølgning i udlandet vil kunne indebære, at en mistænkt dansk statsborger ikke kan straffes - eventuelt for meget alvorlig kriminalitet -fordi det i praksis ikke er muligt at gennemføre en straffesag mod den pågældende i Danmark.

Justitsministeriet vurderer på denne baggrund, at den eksisterende ordning,

hvor danske statsborgere kan udleveres til de øvrige nordiske lande, bør udvides til i en revideret form at omfatte udlevering også til andre stater, særligt andre EU-medlemsstater, i de tilfælde, hvor hensynet til at beskytte danske statsborgere mod udlevering bør vige for den almindelige interesse i, at lovovertrædelser pådømmes..."

De handlinger, som de indiske myndigheder sigter Sagens person for at have begået, må anses for at være meget alvorlig kriminalitet.

Sagens person vil ikke kunne strafforfølges her i landet for de pågældende handlinger, idet den relevante bestemmelse i straffeloven (den dagældende § 114) ikke værnede mod angreb på udenlandske myndigheder (jf. ovenfor

under pkt. 4.3.1.1), og idet våbenloven som udgangspunkt må antages at være territorielt begrænset til forhold begået i Danmark. Det forhold, at Sagens person har taget ophold i Danmark, betyder således, at han undgår strafferetlig forfølgning for de påsigtede handlinger, medmindre udlevering finder sted.

Betingelsen om, at særlige hensyn til retshåndhævelsen skal tale for udlevering, findes på denne baggrund at være opfyldt.

4.3.3. Bevisgrundlag

I forhold til udleveringslovens § 3, stk. 4, hvorefter sigtelsen i udlandet ikke må savne tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, bemærkes det, at Sagens person har erkendt at have medvirket til våbensmuglingen af håndvåben (AK47-rifler). Det forhold, at Sagens person nægter at have været vidende om nedkastningen af andre typer våben, kan efter Justitsministeriets opfattelse ikke i sig selv begrunde afvisning af udleveringsbegæring med henvisning til, at sigtelsen må anses for at savne tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag.

4.3.4. Politiske forbrydelser

Det følger af udleveringslovens § 5, stk. 1, at udlevering for en politisk overtrædelse ikke kan finde sted. Udleveringslovens § 5, stk. 3, nr. 3, fastsætter imidlertid, at bestemmelsen i stk. 1 bl.a. ikke finder anvendelse, hvis den handling, som ligger til grund for begæringen om udlevering, er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger.

Indien ratificerede FN’s terrorbombekonvention den 22. september 1999. Danmark ratificerede konventionen den 31. august 2001.

Efter Justitsministeriets opfattelse er de handlinger, som Sagens person er sigtet for - i det omfang de måtte anses som politiske lovovertrædelser efter § 5, stk. 1 - omfattet af terrorbombekonventionens artikel 2, jf. artikel 1, og dermed af udleveringslovens § 5, stk. 3, nr. 3, om adgangen til at udlevere for en politisk lovovertrædelse. Udleveringslovens § 5, stk. 1, findes derfor ikke at være til hinder for udlevering.

Det forhold, at FN’s konvention om terrorbomber først er gennemført i dansk ret efter gerningstidspunktet, kan i den forbindelse ikke føre til et andet resultat.

Der kan herved også henvises til det anførte ovenfor under pkt. 4.3.1.2.

Efter forarbejderne til udleveringslovens § 5, stk. 3, nr. 3 (oprindeligt § 5, stk. 4), er det en betingelse for at anvende bestemmelsen, at udleveringsbegæringen er fremsat efter, at FN’s terrorbombekonvention er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat. Den betingelse er opfyldt i nærværende sag, jf. det anførte vedrørende tidspunktet for Danmarks og Indiens ratifikation af konventionen. Der kan i øvrigt henvises til § 12, stk. 2, i lov nr. 280 af 25. april 2001 om ændring af straffeloven, lov om international fuldbyrdelse af straf mv., lov om samarbejde med Finland, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om udlevering af lovovertrædere samt forskellige andre love.

4.3.5. Torturrisiko

Det følger af udleveringslovens § 6, stk. 2, at udlevering ikke må finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Bestemmelsen, der er indsat i udleveringsloven ved lov nr. 433 af 10. juni 2003 som en præcisering af gældende ret, svarer til artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorefter ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 om ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist kan endvidere indebære, at udlevering ikke kan finde sted.

Justitsministeriet har indhentet oplysninger fra de indiske myndigheder og via Udenrigsministeriet om bl.a. sagsforløbet og relevante straffeprocessuelle bestemmelser i indisk ret, herunder om den tiltaltes retsstilling, advokatbeskikkelse og andre grundlæggende rettigheder i forbindelse med behandlingen af straffesager i Indien. Endvidere har Justitsministeriet via Udenrigsministeriet modtaget oplysninger om forholdene for indsatte i indiske fængsler og oplysninger om den forventede tidsmæssige udstrækning af sagens behandling ved de indiske domstole.

Justitsministeriet har herudover inddraget materiale fra bl.a. FN’s menneskerettighedskomité, U.S. State Department og det britiske Horne Office.

Efter en samlet vurdering af det foreliggende materiale har Justitsministeriet ikke fundet at burde nægte udlevering med henvisning til, at Sagens person ikke kan forventes at få en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist, eller med henvisning til, at han vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling. Justitsministeriet har således ikke fundet, at der foreligger sådanne omstændigheder, at det kan antages, at der er en reel risiko for, at Sagens person ved udlevering til Indien ikke kan forventes at få en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist, eller at han vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Det bemærkes herved, at de indiske myndigheder skriftligt har bekræftet at ville overholde en række vilkår, som er opstillet som betingelse for udleveringen, jf. pkt. 5 nedenfor.

4.3.6. Humanitære forhold

Efter udleveringslovens § 7 må udlevering ikke finde sted, hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages, at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn.

De hensyn, der ligger bag udleveringslovens § 7, er også beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, hvorefter enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, og ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelse af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den

nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelser, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Justitsministeriet har fra Københavns Politi modtaget oplysninger om Sagens persons private og familiemæssige forhold mv., ligesom Sagens person selv har rettet henvendelse herom.

Det fremgår bl.a., at Sagens person har været gift siden 2004, og at han er far til to børn født i henholdsvis 2004 og 2007. Sagens person har oplyst, at han lider af Diagnose, som han bliver medicineret for. Det fremgår endvidere af oplysningerne, at Sagens persons hustru har lidt af en alvorlig spiseforstyrrelse, og at Sagens person er bekymret for, om hans hustru vil være i stand til at varetage børnenes tarv. Det fremgår herudover, at Sagens person i dag er direktør i Virksomhed ApS.

Justitsministeriet finder, at udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien vil indebære et alvorligt indgreb i hans personlige og sociale forhold. Heroverfor må der imidlertid lægges vægt på, at sigtelsen angår en lovovertrædelse af meget alvorlig karakter i form af nedkastning af en betydelig mængde særligt farlige våben med det sigte, at de pågældende våben skulle anvendes mod delstatsregeringen i West Bengal.

Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder på grundlag af en afvejning af de ovennævnte forhold, finder Justitsministeriet, at udlevering ikke vil være uforeneligt med humanitære hensyn, jf. udleveringslovens § 7, eller i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det er herved også tillagt betydning, at de indiske myndigheder som nævnt har bekræftet at ville overholde en række vilkår, som er opstillet som betingelse for udleveringen, jf. pkt. 5 nedenfor.

I øvrigt kan der henvises til, at Østre Landsret ved kendelse af 2. juli 2009 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2009, side 2652) besluttede, at der kunne ske udlevering af en dansk statsborger, der er (alene)mor til en 10-årig datter, til retsforfølgning i USA for grov narkotikakriminalitet. Landsretten fandt, at den pågældendes personlige forhold og den omstændighed, at de påsigtede forhold var begået for mere end 11 år siden, ikke stod i et sådant misforhold til lovovertrædelsernes beskaffenhed og de amerikanske myndigheders rimelige interesse i udleveringen, at det måtte anses for uforeneligt med humanitære forhold eller i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 at tillade udlevering.

4.3.7. Forældelse

Efter udleveringslovens § 9 kan der ikke ske udlevering, hvis strafansvaret ville være forældet efter dansk ret.

Bestemmelsen indebærer efter Justitsministeriets opfattelse, at der i forbindelse med en udleveringssag skal foretages en vurdering af, om der ville være indtrådt forældelse på udleveringstidspunktet, hvis en tilsvarende handling var begået i Danmark.

Længden af forældelsesfristen afhænger som udgangspunkt af den strafferamme, der gælder for den pågældende lovovertrædelse, jf. nærmere straffelovens § 93. Forældelsesfristen regnes fra den dag, da den strafbare virksomhed ophørte, jf. straffelovens § 94, stk. 1.

Som anført ovenfor under pkt. 4.3.1.1.c ville handlinger svarende til dem, som Sagens person er sigtet for, efter Justitsministeriets opfattelse på det anførte gerningstidspunkt (1995) kunne have været henført under dels straffelovens dagældende § 114, stk. 1, med en strafferamme på 6 års fængsel, dels lov om våben og eksplosivstoffer med en strafferamme på 2 års fængsel.

Forældelsesfristen ville i givet fald være 10 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 3, sammenholdt med stk. 4, hvorefter der - når nogen ved samme handling har begået flere lovovertrædelser, for hvilke der gælder forskellige forældelsesfrister (konkret 5 år og 10 år) - skal anvendes den længste af disse frister med hensyn til samtlige overtrædelser.

Som anført ovenfor under pkt. 1 indleverede de indiske myndigheder den 20. marts 1996 et anklageskrift til the Court of Chief Metropolitan Magistrate Calcutta, der bl.a. omfattede Alias 1 (som nævnt et alias for Sagens person). Som videre anført ovenfor under pkt. 2 beskikkede Københavns Byret den 28. februar 2003 en forsvarer for Sagens person på baggrund af den indiske begæring om udlevering.

Der findes herefter at være taget retsskridt, hvorved forældelsesfristen er afbrudt, jf. straffelovens § 94, stk. 5. Som det fremgår af pkt. 1 ovenfor, fandt de forhold, som Sagens person er sigtet for, sted i december 1995. På det tidspunkt, hvor forældelsesfristen blev afbrudt, var der således ikke indtrådt forældelse efter straffelovens § 93, stk. 1.

Det kan i tilknytning til ovenstående overvejes, om en forhøjelse af strafferammen, som er gennemført efter gerningstidspunktet, men inden forældelsen er indtrådt i henhold til gerningstidspunktets lovgivning, medfører, at en længere forældelsesfrist, der er en følge af en sådan forhøjelse, skal anvendes ved vurderingen af, om der er indtrådt forældelse.

Overvejelser herom vil i det konkrete tilfælde kunne være relevant, i det omfang handlinger svarende til dem, som Sagens person er sigtet for, henføres under den gældende bestemmelse i straffelovens § 114 (indsat ved lov nr. 378 af 6. juni 2002, som trådte i kraft den 8. juni 2002), jf. herved det anførte ovenfor under pkt. 4.3.1.1.a. Strafferammen efter den gældende bestemmelse § 114 udgør fængsel indtil på livstid, hvorfor strafansvaret ikke forældes, jf. straffelovens § 93, stk. 1, modsætningsvis.

Justitsministeriet har imidlertid ikke fundet det nødvendigt at tage stilling til dette spørgsmål om anvendelse af ændrede frister for forældelse, allerede fordi forældelsesfristen som anført i det konkrete tilfælde må anses for afbrudt inden for 10 år fra gerningstidspunktet i 1995.

Det fremgår af sagsforløbet (jf. pkt. 2 ovenfor), at Sagens person har været efterlyst af de indiske myndigheder siden 1996, og at Indien den 23. december 2002 anmodede Danmark om udlevering af Sagens person. Det fremgår endvidere, at Justitsministeriet løbende har været i kontakt med de indiske myndigheder om indholdet af indisk lovgivning og om mulighederne for Indien for at imødekomme forskellige betingelser for en eventuel udlevering mv. På baggrund af det samlede sagsforløb er der efter ministeriets opfattelse

ikke grundlag for at antage, at forfølgningen af Sagens person har været indstillet, sådan at der i givet fald ville kunne have været indtrådt forældelse efter straffelovens § 94, stk. 6.

4.3.8. Andre forhold

Der foreligger ikke oplysninger om forhold, som efter udleveringslovens § 4 (om militære lovovertrædelser), § 6, stk. i (om fare for forfølgning på grund af afstamning, religiøs eller politisk opfattelse mv.) eller § 8 (om at der er sket domfældelse eller frifindelse mv. for det påsigtede forhold) vil indebære, at udlevering ikke kan finde sted.

5. Sammenfatning

5.1. Sammenfattendefinder Justitsministeriet, at der i medfør af

udleveringslovens § 2, stk. 2, kan ske udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien for så vidt angår den del af begæringen, som vedrører overtrædelse af den indiske straffelov, våbenlov, lov om eksplosivstoffer og lov om eksplosive substanser, jf. herved ovenfor under pkt. 3.

Justitsministeriet finder derimod ikke, at betingelserne for udlevering er opfyldt for så vidt angår den del af begæringen, som vedrører overtrædelse af den indiske lovgivning om luftfartøjer. De indiske myndigheder kan således ikke retsforfølge Sagens person herfor.

5.2. Udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien sker på følgende vilkår, jf. bl.a. udleveringslovens § 10:

1) Sagens person må ikke drages til ansvar i Indien - eller udleveres videre

til tredjeland - for nogen anden strafbar handling begået før udleveringen end de, han er udleveret for, medmindre a) Justitsministeriet tillader det efter udleveringslovens § 20, b) han, uanset at han i 45 dage uhindret har kunnet forlade Indien, har undladt dette, eller

c) han efter at have forladt Indien frivilligt er vendt tilbage til Indien.

2) Sagens person må ikke uden Justitsministeriets tilladelse underkastes

strafforfølgning ved en særdomstol, dvs, en domstol med dømmende magt, der nedsættes alene med det formål at behandle sagen mod Sagens person.

3)  Dødsstraf må ikke fuldbyrdes for den pågældende handling.

4) Sagens person skal hurtigst muligt og senest 3 uger efter endelig dom

overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning. Fuldbyrdelsen i Danmark skal ske efter princippet om omsætning af retsfølgen, jf. artikel 11 i Den Europæiske Konvention af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte.

5) Ved frihedsberøvelse af Sagens person som led i strafforfølgningen i

Indien skal han ufortøvet fremstilles for en dommer. Sagens person skal under frihedsberøvelsen behandles i overensstemmelse med artikel

7, 9 og 10 i FN’s internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og skal således bl.a. behandles humant og med respekt for menneskets naturlige værdighed og må ikke underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Frihedsberøvelse skal i øvrigt ske under iagttagelse af FN’s standard minimumsregler for behandlingen af fanger.

6) De danske myndigheder, herunder den danske ambassade i New

Delhi og det danske konsulat i Kolkata (Calcutta), skal have uhindret adgang til at besøge Sagens person under eventuel frihedsberøvelse i Indien. Endvidere skal Sagens person have adgang til jævnlige besøg fra sine pårørende.

7) Sagens person skal have uhindret adgang til at kontakte den danske

ambassade i New Delhi og det danske konsulat i Kolkata (Calcutta), og de indiske myndigheder skal straks kontakte ambassaden /konsulatet, hvis Sagens person anmoder herom.

8) Straffesagen mod Sagens person skal fremmes med størst mulig

hurtighed, og de indiske myndigheder skal den første dag i hver måned underrette det danske justitsministerium via den danske ambassade i New Delhi om status i sagen, herunder om sagens efterforskning og indlevering til retslig behandling, og hvornår sagen forventes afsluttet.

De indiske myndigheder har ved breve af 14. juni 2007, 21. juni 2007 og 28. november 2008 bekræftet, at ovennævnte vilkår vil blive overholdt.

5.3. Sagens person og dennes forsvarer, Advokat 2, bedes underrettet om Justitsministeriets beslutning om, at Sagens person skal udleveres. De pågældende bedes samtidig gjort bekendt med adgangen til domstolsprøvelse og med den frist på 3 dage, der gælder for fremsættelse af begæring herom, jf. udleveringslovens § § 15 og 16.

Sagen bedes straks sendt tilbage til Justitsministeriet, hvis Sagens person giver afkald på domstolsprøvelse eller ikke inden fristens udløb fremsætter begæring herom.

Begæres spørgsmålet om udlevering indbragt for retten, bedes dette straks meddelt Justitsministeriet, og sagen bedes i så fald sendt tilbage til ministeriet snarest efter, at endelig retskendelse foreligger."

PARTERNES SYNSPUNKTER

Anklagemyndigheden har til støtte for påstanden procederet i det

væsentligste i overensstemmelse med svarskrift af 3. september 2010 med følgende indhold:

"...

Anklagemyndigheden påstår, at den af Justitsministeriet trufne udleveringsbeslutning er lovlig.

I det følgende vil de af forsvareren anførte hovedsynspunkter og anbringender blive gennemgået og kommenteret.

Ad 1 og 2. Forsvareren gør gældende, at udleveringssagen er 

tidligere endeligt afgjort og dette er meddelt Sagens person.

I den anledning bemærkes, at der har ikke før den 23. december 2002 været fremsat begæring om udlevering af Sagens person til Indien.

Indien har alene fremsat en række anmodninger om bistand til efterforskning i sagen primært rettet mod 2 danske statsborgere, Person 1 og Person 2, der satte Sagens person, i forbindelse med personer, der kunne skaffe de våben og det transportfly, der senere blev anvendt til våbennedkastningen.

Deindiske myndigheder, der siden anholdelsen af Sagens persons

medgerningsmænd i Indien i december 1995, havde været klar over Alias 1's alias Sagens persons rolle i våbennedkastningen indleverede i 1996 et anklageskrift

(”charge sheet”) i sagen til The Court ofChief Metropolitian Magistrate

Court, som bl.a. omfattede Alias 1. jf. bilag 6-0-30 og 7- 4. Han blev i øvrigt efterlyst internationalt.

Alias 2 levede ”under jorden” frem til han i slutningen af 2001 i en fotofælde var blevet registreret for en hastighedsovertrædelse. Derefter deltog han i et interview med Politiken den 17. marts 2002 og i en tv-udsendelse den 18. marts 2002, hvor han forklarede om sin rolle i våbennedkastningen.

Efter at de indiske myndigheder i foråret 2002 havde fået bekræftet, at Alias 2 opholdt sig i Danmark, fremsendte ambassaden en kopi af en anholdelsesbeslutning, og gjorde opmærksom på den internationale efterlysning jf. bilag 12-2-3.

Det forhold, at den daværende Justitsminister Minister den 23. marts 2002 jf. bilag 12-2 på et tidspunkt, hvor der ikke forelå nogen

udleveringsbegæring,på et folketingsspørgsmål om mulighederne for at

retsforfølge Alias 2 i Danmark for terrorisme har svaret, ”at udlevering af Alias 2, der er dansk statsborger, til Indien, ikke vil kunne ske i henhold til udleveringslovens § 2” , indebærer ikke, at der

ertruffet nogen afgørelse i forhold til Alias 2.

Justitsministeren har alene i generelle vendinger orienteret Folketinget om den dagældende retstilstand Danmark, hvorefter der var et absolut forbud mod udlevering af danske statsborgere jf. den daværende udleveringslov § 2: ” En dansk statsborger kan ikke udleveres” .

Ved lov. nr. 378 af 6. juni 2002, blev udleveringsloven ændret således, at udleveringslovens § 2 fik sin nuværende udformning, hvorefter der i modsætning til tidligere kan ske udlevering af danske statsborgere til strafforfølgning i et land uden for Norden. Lovændringen trådte i kraft den 8. juni 2002 og finder efter ændringslovens § 7, stk. 1, anvendelse på anmodninger om udlevering, der fremsættes efter lovens ikrafttræden.

Det har således været tilsigtet, at reglerne om udlevering af danske statsborgere også skulle finde anvendelse i sager, der angår forhold, som er

begået før lovens ikrafttræden jf. også U 2009.2652 (Person 3-sagen).

Det forhold at Statsadvokaten for København i sin indstilling til Justitsministeriet den 7. maj 2003, bilag 13-6, om udleveringsspørgsmålet har givet udtryk for sin opfattelse om udleveringsmulighederne i forhold til spørgsmålet om dobbelt strafbarhed og en række andre betingelser i udleveringsloven indebærer ikke, at der er truffet en afgørelse i forhold til Sagens person. Der er tale om en intern brevveksling fra en underordnet til en overordnet myndighed som led i sagsbehandlingen af en udleveringssag. Indholdet af denne kommunikation er først efter Justitsministeriets udleveringsbeslutning i 2010 og i forbindelse med tilsendelse af sagsakterne i nærværende sag til forsvareren kommet til Sagens persons kundskab og indeholder ingen beslutning i forhold til Sagens person.

Det bemærkes i øvrigt at Højesteret i U 2004.2229H har fastslået, at en beslutning om at udlevere en person til strafforfølgning i et andet land ikke er en afgørelse i henhold til forvaltningsloven, men en straffeprocessuel beslutning  i forbindelse med gennemførelsen af en straffesag.

Ad 3. Forsvareren gør gældende, at sagen ikke er tilstrækkelig oplyst, ligesom myndighederne har behandlet lignende sager på en uligeartet måde.

I den anledning bemærkes, at der har aldrig fra de indiske myndigheders side været fremsat begæring om udlevering af de af forsvareren nævnte 2 personer,

Person 1og Person 2. Det giver således ikke mening, at drøfte

lighedsprincippet. Der har alene fra indisk side været fremsat en række begæringer om oplysning af sagen. Herunder har der været fremsat anmodninger om fremskaffelse af dokumentation, ransagning og afhøring af de pågældende personer, hvilket også er sket, jf. bl.a. bilag 6-5, og 7-2. Justitsministeriet har i den anledning i maj og juli 1997 udtrykkeligt præciseret overfor de indiske myndigheder, at man ikke fra dansk side vil være i stand til at imødekomme yderligere retsanmodninger vedrørende Person 1 og Person 2, medmindre det udtrykkeligt oplyses, for hvilken lovovertrædelse de pågældende vil kunne sigtes og hvilken straf de i påkommende tilfælde vil kunne idømmes. Dette er gentaget i 1998 jf. bilag 8-1. I et svar til Folketinget (bilag 9-0-30) har den daværende Justitsminister i

1999 oplyst, at ”ministeriet ikke har fundet det rigtigt at medvirke til 

efterforskning mod danske statsborgere, når det ikke med tilstrækkelig sikkerhed fremgår, hvad det danske efterforskningsmateriale vil blive brugt til, og om der vil kunne blive tale om, at de pågældende danske statsborgere på grundlag af det danske efterforskningsmateriale risikerer at blive idømt strafferetlige sanktioner, som vil være uforenelige med fundamentale

danske retsprincipper, herunder f.eks. dødsstraf. ” Justitsministeriet har i

samme svar redegjort for baggrunden for, at den danske afdeling af Interpol af de anførte grunde ikke så sig i stand til at deltage i det analysearbejde, som var bestilt af de indiske myndigheder i Danmark og en række andre lande.

Der ses ikke siden at have været henvendelser fra de indiske myndigheder vedrørende de pågældende personer og sagerne er som nævnt ikke sammenlignelige, al den stund at Person 2 og Person 1 aldrig er begæret udleverede.

Ad 4. Forsvareren har gjort gældende at betingelsen om dobbelt

strafbarhed er ikke opfyldt

I den anledning henvises til det i Justitsministeriets beslutning under pkt. 4.3.1 om dobbelt strafbarhed og strafferammekrav anførte.

For at der kan ske udlevering fra Danmark til en stat uden for EU er det en grundlæggende betingelse at kravet om dobbelt strafbarhed er opfyldt jf. § 2. Kravet om dobbelt strafbarhed indebærer efter udleveringsloven, at en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, skal være strafbar efter dansk ret.

Det er anklagemyndighedens opfattelse, at kravet om dobbelt strafbarhed skal forstås således, at den pågældende handling ville være strafbar efter dansk ret, hvis en tilsvarende handling - altså en våbennedkastning - var begået i Danmark. Karakteren af de handlinger, der er omfattet af den indiske sigtelse i den indiske straffelovs sektion 121A ”om deltagelse i sammensværgelse om krigsførelse mod den indiske regering, eller om at være med i en sammensværgelse om, ved brug af strafbar magt eller fremvisning deraf, at indgyde frygt hos den indiske regering eller delstatsregering” svarer til

handlinger, der kan henføresenten under straffelovens § 114 stk. 1 nr. 6 og

/eller § 114 stk. 2eller under subsidiært straffelovens § 114f eventuelt

sammenholdt med straffelovens § 23.

En tilsvarende handling skal altså være strafbar, men den dagældende § 114 kriminaliserede alene angreb på danske interesser, idet ”den, som deltog i eller ydede væsentlig økonomisk eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af

samfundsordenen”  kunne straffes med fængsel indtil 6 år. Spørgsmålet er

herefter om den nationale begrænsning i den daværende § 114 bør forhindre en udlevering. Som ovenfor nævnt kan der således ikke være tvivl om, at en tilsvarende våbennedkastning i Danmark ville have været strafbar i Danmark, da den retlige beskrivelse er identisk.

Spørgsmålet er herefter om kravet om dobbelt strafbarhed indebærer, at den begåede handling konkret (nedkastning af våben over Indien) kunne straffes efter den dagældende danske lovgivning. Lægges denne fortolkning til grund, vil der ikke kunne udleveres.

En ordret forståelse af kravet om, at det skal være en handling, der ”svarer til” den lovovertrædelse for hvilken, der søges udlevering fører imidlertid til, at det afgørende må være, om våbennedkastningen til en gruppe som nævnt i § 114e er strafbar. Det er anklagemyndighedens opfattelse, at denne helt naturlige sproglige fortolkning af udleveringslovens § 2 svarer til den almindelige internationale og nationale forståelse af kravet om dobbelt strafbarhed.

Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til udleveringsloven, s. 7 note 8” , hvorefter kravet om dobbelt strafbarhed med hensyn til fiskale

lovovertrædelser ikke indebærer et krav om, at der i Danmark skal 

opkræves samme slags skatter og afgifter, eller at der i Danmark skal være fastsat regler om skatter, afgifter eller valutaudveksling, der svarer til reglerne i den begærende stats lovgivning. Udlevering for forbrydelser i forbindelse med skatter, afgifter, told og valutaudveksling kan således finde

sted, hvis forbrydelsen efter dansk ret udgør en lovovertrædelse, som svarer til en lovovertrædelse i den begærende stat” .

Den nordiske udleveringslov, samt norsk og svensk ret underbygger ligeledes Justitsministeriets opfattelse af, at udleveringslovens valg af ordene ”en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering” ikke skal fortolkes indskrænkende i national eller territorial henseende, idet hændelsesforløbet i en udleveringssag ”fordanskes” .

Iflg. Johs.Andenæs, Almindelig strafferet, 5.udgave p.569, tager den norske udleveringslovs formulering ”eller en tilsvarende handling” sigte på forbrydelse mod offentlig myndighed. ”De norske straffebestemmelsene om dette rammer ikke den som har forgått seg mot en udenlandsk myndighet, men dersom han hadde kunne rammes av den norske straffelov hvis handlingen hadde vært begått over for norske myndigheter, skal udlevering kunne ske” .

Den tilsvarende transformationstolkning antages at være gældende i Sverige jf. Karin Påle ”Vilkor for utlämning” , s 142 og 143 hvorefter nationale og territoriale begrænsninger i lovteksten ikke gør, at kravet om dobbelt strafbarhed ikke anses opfyldt, idet hændelsesforløbet ”forsvenskes” , således at gerningen anses for rettet mod et svensk angrebsobjekt. Her nævnes tillige, at tilsvarende tolkning sker i Tyskland, Østrig og Holland, hvorefter udlevering ikke skal nægtes vedrørende forbrydelser begået af eller mod udenlandske tjenestemænd (ex. udenlandske tjenestemands modtagelse af bestikkelse eller vold mod udenlandsk tjenestemand). Man anvender således det anmodende lands gerningsbeskrivelse med den modifikation, at den aktuelle forbrydelse bliver anset som begået mod den anmodede stats myndighed.

Det bemærkes endvidere, at den dagældende danske lovgivning om våben og eksplosivstoffer som udgangspunkt må antages at være territorialt begrænset til forhold begået i Danmark.

Reale grunder tilsiger endvidere, at Sagens person, der har erkendt våbennedkastningen og vidste, at han begik en alvorlig forbrydelse, da han i 1995 kastede våben ned over Indien, udleveres, da han kun vil kunne straffes, hvis han udleveres til Indien.

For så vidt angår det om retshåndhævelsen anførte, bemærkes, at Sagens person, der i 1995 flygtede fra Indien og indtil 2001/2002 har levet ”under jorden” i Danmark, som nævnt ikke vil kunne strafforfølges i Danmark, hvorfor hensynet til retshåndhævelsen i lyset af den meget alvorlige kriminalitet, som Sagens person har erkendt at have begået, med styrke taler for udlevering. Det vil være stødende, såfremt Sagens person under disse omstændigheder helt kan undgå at blive retsforfulgt.

Hertil kommer, at det ville være i strid med Sikkerhedsrådets resolution nr. 1373 af 28. september 2001, hvorefter FN´s medlemsstater forpligter sig :” to deny safe haven to those who finance, plan, support or commit terrorist

acts, or themselves provide safe haven ” .

Den citerede dom i U 2006.7V synes ikke at belyse spørgsmålet om

retshåndhævelsen.

Ad 5. Forsvareren har gjort gældende, at straffeloven kan ikke anvendes med tilbagevirkende kraft.

Ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 fik udleveringslovens § 2 sin nuværende formulering og loven trådte som nævnt i kraft den 8. juni 2010 og finder anvendelse på anmodninger om udleveringer, der fremsættes efter lovens ikrafttræden jf. § 7. Der er altså tale om et helt nyt retsgrundlag for behandling af udleveringssager.

Som ovenfor nævnt var kravet om dobbelt strafbarhed opfyldt i 1995 i form af den dagældende § 114, ligesom de handlinger, der svarer til de lovovertrædelser, som Sagens person sigtes for at have begået er og var strafbare efter den nugældende og dagældende danske lov om våben og eksplosivstoffer. At strafferammerne er skærpet over årene indebærer ikke, at der ikke kan ske udlevering i overensstemmelse med den nye lov.

Det kan i øvrigt bemærkes, at en tolkning, hvorefter der alene ville kunne ske udlevering, hvis også strafferammekravet var opfyldt på gerningstidspunktet ville føre til, at man i mange år fremover ikke ville kunne imødekomme udleveringsbegæringer for handlinger begået før lovens ikrafttræden. Formuleringen i § 2 stk. 1 nr. 2 ”hvis handlingerne efter dansk ret kan medføre højere straf” i stedet for ”kunne ” underbygger denne tolkning.

Det følger i øvrigt af udleveringslovens § 3 stk. 3, at udlevering til strafforfølgning kan finde sted selvom betingelserne i §§ 2 og 2a og § 3 stk. 1 og 2 kun er opfyldt med hensyn til ét af forholdene.

Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets bemærkninger om de enkelte bestemmelser.

Ad 6. Forsvareren har gjort gældende, at handlingen er politisk motiveret

Sagens person har i grundlovsforhøret erkendt til våbennedkastningen, som han anser for sket i ”berettiget nødværge” mod det indiske regime.

Om en lovovertrædelse er politisk må altid bero på en konkret helhedsvurdering, hvorved der navnlig lægges vægt på arten af den eller de interesser, der er krænket ved overtrædelsen samt på gerningsmandens motiv jf. bemærkningerne til § 5 s 8 note 14. Hvor en handling, der udgør en politisk lovovertrædelse, tillige omfatter en overtrædelse, som ikke er af politisk karakter (f.eks. vold eller hærværk), vil udlevering for den sidstnævnte lovovertrædelse kunne ske, såfremt handlingen bedømt som helhed findes at måtte bedømmes som værende overvejende af ikke - politisk karakter. Jf. stk. 2. Forbuddet mod udlevering for politiske forbrydelser retter sig alene mod den situation, hvor man som politisk dissident eller flygtning risikerer at blive udleveret til retsforfølgning i en diktaturstat. At en i øvrigt strafbar handling er politisk motiveret gør den ikke til en politisk forbrydelse. Begrebet ”politisk forbrydelse” er en retlig standard, som bør tolkes i overensstemmelse med den til enhver tid værende retsopfattelse. Jf. Johs. Andenæs, Almindelig strafferet s 569.

Udøves f.eks. vold eller drab mod politiske modstandere kan man selvsagt,

uanset motivet, normalt ikke undgå udlevering. Støtte til terrorbevægelser anses ikke som en politisk forbrydelse, selvom det alene drejer sig om politisk eller økonomisk støtte jf. UFR 2009/1453, (”Fighters and Lovers”) hvor Højesteret i en sag vedrørende overtrædelse af  straffelovens § 114a nr. 2 (nu § 114b nr. 2) i kap. 13 har stilling til, at der ikke var tale om en politisk forbrydelse. Sagen  blev ikke behandlet som nævningesag jf. § 686 stk. 4 nr. 3. Senest er der ved Københavns byret rejst tiltale for overtrædelse af

straffelovens§ 114e i Kap. 13 mod TV-station for fremme af

terrororganisationenPKK´s propagandavirksomhed. Sagen vil blive

behandlet som en domsmandssag.

Der henvises i øvrigt til den kommenterede retsplejelov § 686 note 15 om forståelsen af begrebet ”politisk forbrydelse” . Herefter er den retspraksis, som domstolene har anlagt, en snæver objektiv fortolkning, således at kun sager om overtrædelser af straffelovens kap. 12 og 13 kan komme på tale, idet kun såkaldte ”absolutte” politiske forbrydelser medtages. Der anlægges en objektiv fortolkning, hvorefter det afgørende kriterium er forbrydelsens genstand og den angrebne beskyttelsesinteresse og ikke den subjektive fortolkning, der lægger vægt på forbrydelses motiv. Udeladt er ”relative” politiske forbrydelser som f.eks. drab, frihedsberøvelse, legemskrænkelse mv., men som realiseres i tilslutning til en politisk forbrydelse.

Selvom man accepterede Sagens persons anbringende om at våbennedkastningen er en politisk lovovertrædelse, er den efter anklagemyndighedens opfattelse dog at betragte som en terrorhandling og dermed omfattet udleveringslovens § 5 stk. 3 nr. 3. Bestemmelsen § 5 stk. 1 er derfor ikke til hinder for udlevering.

Bestemmelsen i stk. 3 indebærer iflg. bemærkningerne s. 8 note 18, ”at 

udlevering ikke kan nægtes, når nægtelsen udelukkende begrundes med, at

den forbrydelse, som udleveringen angår, er en politisk forbrydelse.”  At den

pågældende tilhører en frihedsbevægelse eller lignende, som man fra dansk side sympatiserer med, kan derfor som udgangspunkt ikke begrunde at udlevering nægtes.

Det er gjort gældende, at der ikke efter 2002 foreligger en fornyet indisk fængslingskendelse. De indiske myndigheder har i alt fremsendt 3 fængslingskendelser første gang den 26. marts 2002 (bilag 12-1-20) gældende til 26. marts 2003 (bilag 12-2-3) herefter igen den 16.7.2003 (bilag 13-6-8) med bemærkninger ”the warrant is valid until such time as he is produced before the court ” samt endelig arrestordre af 25.8 2003 efter fremsættelse af udleveringsbegæringen ( bilag 13-7).

Det forhold at Sagens person kun erkender nedkastning af AK 47 rifler og nægter at have været vidende om nedkastning af andre typer af våben kan ikke i sig selv begrunde en afvisning med henvisning til at sigtelsen savner bevismæssigt grundlag. Sagens person har, uanset rækkevidden af hans erkendelse, ved sine handlinger realiseret det objektive gerningsindhold og udstrækningen af forsættet må herefter afgøres af den dømmende ret.

Ad 7. Forsvareren har gjort gældende, at terrorbombe- 

konventionen er ikke anvendelig

Det er anklagemyndighedens opfattelse, at handlingerne er omfattet af terrorbombekonventionen, også selvom FN-konventionen først er gennemført i dansk ret efter gerningstidspunktet, idet det også i denne relation er

forholdene på det tidspunkt, hvor der træffes beslutning om udlevering, der er gældende.

Der henvises til mine bemærkninger ovenfor under pkt. 6.

Ad 8. Forsvareren har gjort gældende, at der er fare for – samt

reel og betydelig risiko for - menneskeretskrænkelser ved 

udlevering

Det følger af udleveringsloven, at der ikke må ske udlevering, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Det fremgår af udleveringsbeslutningen, at Justitsministeriet nøje har overvejet spørgsmålet og til brug for denne vurdering har inddraget materiale fra forskellige myndigheder og organisationer. Der er indhentet oplysninger fra de indiske myndigheder og via Udenrigsministeriet oplysninger om sagsforløbet og relevante straffeprocessuelle bestemmelser i indisk ret, herunder om den tiltaltes retsstilling, advokatbeskikkelse og andre grundlæggende rettigheder i forbindelse med behandlingen af straffesager i Indien. Herudover er der via Udenrigsministeriet indhentet oplysninger om forholdene for indsatte i indiske fængsler og oplysninger om den forventede tidsmæssige udstrækning af sagens behandling ved indiske domstole. Man har således efter en samlet vurdering af materialet ikke fundet, at der foreligger sådanne omstændigheder, at det kan antages, at der i den konkrete sag en reel risiko for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling over for Sagens person.

Dette skal ogsåses i sammenhæng med de betingelser, som de indiske

myndigheder har bekræftet, at ville overholde. Sagens person vil blive behandlet i overensstemmelse med FN´s internationale konvention om borgerlige eller politiske rettigheder og må således bl.a.  ikke  underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling og straf. Frihedsberøvelsen skal herudover ske under iagttagelse af FN´minimums standarder for behandling af fanger. Det er endvidere en betingelse for udleveringen, at danske myndigheder, herunder den danske ambassade og konsulatet i Indien, har uhindret adgang til at kontakte Sagens person, der ligeledes har uhindret adgang til de danske repræsentationer i Indien. Det er på denne baggrund Justitsministeriets vurdering, at der ikke er en konkret og reel risiko for, at Sagens person vil blive udsat for tortur i Indien.

Det forhold, at der er set eksempler på menneskerettighedskrænkelser i Indien, er ikke ensbetydende med, at der er er en forudsigelig, reel og personlig risiko for, Sagens person vil blive udsat for inhuman behandling. Det tilføjes, at det i international menneskeretspraksis (afgørelser fra den europæiske menneskerettighedsdomstol og FN´s torturkomite) er fastlagt som princip, at det ikke blot er en teoretisk mistanke om krænkelse af artikel 3, der kan danne grundlag for nægtelse af udlevering, idet der skal være ”

substantial grounds” for ”a real risk ” for krænkelse før udlevering nægtes.

Det fremgår af vilkårene for udleveringen, at straffesagen skal fremmes med størst mulig hurtighed og at de indiske myndigheder én gang om måneden skal underrette Justitsministeriet om status i sagen ligesom der skal være muligheder for uhindret kontakt mellem Sagens person og den danske ambassade og

konsulatet. Det bemærkes i den forbindelse , at såvel den danske som den

indiskepresse har betydelig opmærksomhed rettet på

menneskerettighedsaspektet i netop denne sag, hvilket sammen med de i øvrigt stillede garantier vil være et yderligere værn mod overgreb, således at der ikke konkret kan antages at være en reel risiko for krænkelser.

Ad 9 Forsvareren har gjort gældende, at sagen er forældet.

Efter udleveringslovens § 9 kan der ikke ske udlevering, hvis strafansvaret er forældet efter dansk ret.

Der henvises til det af Justitsministeriet anførte. Forældelsesfristen er således afbrudt ved det retsskridt, der er taget i forbindelse med indgivelse af anklageskriftet til retten i Calcutta i 1996 jf. bilag 7-4 og 7-4-1. Efterfølgende er der den 7. maj 1998 indgivet begæring om en editionskendelse til Københavns byret vedrørende Sagens persons internationale Gibraltarkonto i Jyske bank. Ved retsmødet oplystes det, at kontoen, der var oprettet i navnet Alias 1, antoges at være af betydning som bevismiddel i sagen mod Sagens person (på daværende tidspunkt kendt som Alias 2), der var under mistanke for deltagelse i nedkastning af våben til terroristformål i Indien. Der var således tale om et retsskridt, der direkte har været rettet mod Sagens person inden en eventuel 10 års forældelsesfrist jf. bilag 8-2 , og endelig er der i forbindelse med forsvarerbeskikkelsen af den tidligere beskikkede forsvarer, Advokat 1 den 28. februar 2003 jf. bilag 13 taget retsskridt i anledning af den indiske sigtelse og begæring om udlevering, hvorved forældelsesfristen er afbrudt.

Sagens person er således senest ved beskikkelsen, der fulgte den sagsbehandling, der blev iværksat efter udleveringslovens § 12, jf. § 14 gjort bekendt med udleveringsbegæringen, hvilket må sidestilles med en beskikkelse i anledning af en sigtelse for et strafbart forhold i Danmark.

Der er således ikke indtrådt forældelse jf. straffelovens § 93 stk. 1.

Sagen har på intet tidspunkt været indstillet eller været de facto standset jf. straffelovens § 94 stk. 6, idet Sagens person har været efterlyst siden 1996, ligesom der løbende efter fremsættelse af udleveringsbegæringen i december 2002, hvor sagsbehandlingen i henhold til udleveringsloven gik i gang, har været forhandlinger mellem Justitsministeriet og de indiske myndigheder om indholdet af indisk lovgivning og om mulighederne for at imødekomme

forskelligebetingelser for en eventuel udvisning. Der henvises til

korrespondancen i bilagsmappen fra 2003 og fremefter (faneblad 13 ff.) uden at denne er udtømmende.

Det bemærkes endelig, at Sagens person har unddraget sig strafforfølgningen i hvert fald fra 1995 til 2001 jf. straffelovens § 94 stk. 6, hvorefter denne periode ikke skal medregnes ved beregningen af forældelsesfristen.

Ad 10. Forsvareren har gjort gældende, at humanitære hensyn taler imod udlevering.

Det bemærkes i den anledning, at det er ubestridt, at Sagens person siden flugten fra flyet i Indien i 1995 har opholdt sig i Danmark først ”under jorden” indtil han i 2001 blev registreret i en hastighedskontrol og senere i 2002 med kendt adresse, hvor han siden boet med sin kone, som han blev gift med i

2004 og de 2 børn, som han har fået i 2004 og 2007. Justitsministeriet har jf. beslutningen, s 9-10 fundet, at udlevering til strafforfølgning vil indebære et alvorligt indgreb i hans personlige og sociale forhold men har samtidig fundet, at sigtelsen er af meget alvorlig karakter i form af nedkastning af våben med det sigte, at de pågældende våben skulle anvendes mod delstatsregeringen i Vest Bengalen. Efter afvejning af disse forhold har Justitsministeriet ikke fundet, at udlevering er det uforenelig med

udleveringslovens§ 7 eller med artikel 8 i den Europæiske

Menneskerettighedskonvention.

Der henvises til den ovenfor nævnte ØL kendelse i af 2. juli 2009 U2009. 2652, hvor der skete udlevering af en dansk statsborger, der var (alene)mor til en 10-årig datter til retsforfølgning i USA for grov narkotikakriminalitet.

Imidlertid adskiller de krav, der er stillet til udleveringen i denne sag, sig markant fra de krav, der blev stillet i ovennævnte sag. Udover en række typevilkår, er der stillet en række skrappere krav om ”fair trial” og om sagens hurtige fremme samt hurtig overførsel til strafforfølgning i Danmark efter endelig dom.

Ad 11. Forsvareren har gjort gældende, at der ikke er en 

overenskomst med Indien og juridisk bindende aftale om 

overholdelse af EMRK art. 6 og International Covenant artikel 14 -retfærdig rettergang.

I den anledning bemærkes, at der ikke foreligger en udleveringsaftale mellem Danmark og Indien.

Hvis der i forhold til en stat uden for den Europæiske Union ikke gælder en overenskomst som nævnt i udleveringslovens § 2 stk. 1 kan Justitsministeren træffe bestemmelse om udlevering af en dansk statsborger til strafforfølgning, hvis særlige hensyn til retshåndhævelsen taler derfor og hvis kravet om dobbelt strafbarhed og kriminalitetskravet i lovens § 2 stk. 1, nr. 1 eller 2 er opfyldt jf. § 2 stk. 3.

Beslutningen om udlevering af Sagens person er truffet af Justitsministeriet efter udleveringslovens § 2 stk. 2 jf. § 2 stk. 1 nr. 2 og der er tale om ensidigt opstillede betingelser fastsat fra dansk side. Der er således ikke tale om, at der har været forhandlet en udleveringsaftale eller lignende med de indiske myndigheder.

Justitsministeriet har ved bl.a. at stille krav om, at Sagens person udleveres til Danmark senest 3 uger efter dom i Indien, ladet de humanitære hensyn til hans personlige forhold indgå i den samlede vurdering. Det siden udleveringsbegæringens fremsættelse forløbne tidsrum har været benyttet til at foretage alle de undersøgelser, som nyere menneskerettighedspraksis forudsætter at det begærede land underkaster begæringer om udlevering for.

Herunder er der opstillet og præciseret en række vilkår for beslutningen om udlevering, som de indiske myndigheder har erklæret at ville overholde. Det gøres af anklagemyndigheden gældende, at Justitsministeriet i den forbindelse nøje har vurderet, om der skulle være fare for at Sagens person skulle blive udsat for tortur eller anden umenneskelig behandling eller straf

og det bestrides, at de foretagne undersøgelser ikke på tilstrækkelig grundig måde har behandlet de relevante spørgsmål. Hertil kommer at såvel den tidligere som den nuværende beskikkede forsvarer har haft lejlighed til at fremkomme med indlæg. Der henvises til Justitsministeriets breve af henholdsvis 28. april 2005 og 5. marts 2008 til de indiske myndigheder samt de indiske myndigheders breve af henholdsvis 14. juni 2007, 21. juni 2007 og 25. november 2008.

Ad 12. Forsvareren har gjort gældende at diplomatiske 

forsikringer kan ikke lægges til grund

Brugen af udtrykket ”diplomatiske forsikringer” og de fremhævede afgørelser fra CAT og EMD, hvor diplomatiske forsikringer ikke er fundet tilstrækkelig konkrete og realisable til at danne værn mod krænkelser, har relation til udvisningssager. Det vedrører situationer, hvor en stat har ønske om at udvise en person, som er mistænkt for terrorisme eller har begået andre alvorlige forbrydelser, men hvor man ikke kan udvise den pågældende, fordi der er vægtige grunde til at antage, at den pågældende vil blive underkastet tortur eller anden alvorlig forfølgelse.

I et svar til Folketingets retsudvalg (spørgsmål 1139) om forholdet mellem udvisning og udlevering har Justitsministeriet henvist til Betænkning nr. 1505 om administrativ udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed s. 257:

”Diplomatiske forsikringer er egentlige udsendelsesaftaler, hvor den stat, som den pågældende person udvises til - modtagerstaten-, forpligter sig over for den stat, som udviser den pågældende - udsenderstaten -, til at

sikre, at den udsendte ikke behandles i strid med torturforbuddet. 

Diplomatiske forsikringer kan også indeholde andre relevante elementer

som f.eks. krav om retfærdige retssager eller særlige bestemmelser 

vedrørende dødsstraf […]

Der vil i det følgende blive fokuseret på udvisningssituationen, og 

nedenstående vil ikke uden videre i sin helhed kunne overføres til en

udleveringssituation; en situation, hvor en person udleveres efter 

anmodning til retsforfølgning i en anden stat. Forholdet mellem de to stater er således i udleveringssituationen anderledes end i udvisningssituationen, hvor det typisk kun er udsenderstaten, der har interesse i udsendelsen. Modtagerstaten vil normalt være anderledes motiveret til at efterleve sine forpligtelser ved udlevering end ved udvisning. […]”

Det retten skal vurdere er, om de stillede vilkår er tilstrækkelige og om de vil blive efterlevet.

De indiske myndigheder har i den konkrete sag bekræftet, at Sagens person vil blive behandlet i overensstemmelse med artikel 7, 9 og 10 i FN´s internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og således bl.a. ikke må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling og straf. Frihedsberøvelsen skal i øvrigt ske under iagttagelse af FN´s minimumsstandarder for behandling af fanger.

Det følger direkte af udleveringsloven, at der skal fastsættes visse obligatoriske betingelser i forbindelse med en udlevering. Det er således

fastsat i de opstillede betingelser, at en eventuel dødsstraf ikke må fuldbyrdes, og at de indiske myndigheder skal overholde det såkaldte specialitetsprincip, som indebærer, at den udleverede person alene retsforfølges for den handling eller de handlinger, som den pågældende er udleveret til strafforfølgning for. Det er også fastsat, at Sagens person ikke må underkastes strafforfølgning ved en særdomstol. Samtidig er det som tidligere nævnt en betingelse at straffesagen mod Sagens person i Indien skal fremmes med størst mulig hurtighed. For at

sikredette skal de indiske myndigheder hver måned underrette

Justitsministeriet om sagen og om hvornår sagen forventes afsluttet. Der er således tale om specifikke betingelser, der indeholder en skitseret effektiv procedure til kontrol af deres efterlevelse, hvilket er opstillet som et krav i flere af de af forsvareren ovenfor nævnte afgørelser.

Departementschefen for det indiske Indenrigsministerium har bekræftet, at Indien vil overholde alle de betingelser, som Danmark har stillet i forbindelse med Justitsministeriets udleveringsbeslutning.

Justitsministeriet har ingen grund til at antage, at Indien vil undlade at overholde de vilkår, som Justitsministeriet har fastsat i forbindelse med beslutningen om udlevering.

Alt internationalt samarbejde inden for det politimæssige og strafferetlige område baserer sig på gensidig tillid. Det er helt nødvendigt i en globaliseret verden, at der finder et samarbejde sted med andre demokratiske lande som f.eks. Indien. Det er den eneste måde, hvorpå der kan ske retsforfølgning i alvorlige sager som denne. Uden et samarbejde kan det ikke forventes, at andre lande vil udlevere personer til Danmark, der er mistænkt eller dømt for alvorlig kriminalitet. Det ville have vidtrækkende konsekvenser for Indiens fremtidige muligheder for at deltage i det internationale samarbejde på dette område, hvis Indien ikke overholdt de betingelser, som Danmark har fastsat og det ville ikke kun have meget negative konsekvenser i forhold til Indiens samarbejde med Danmark fremover, men også i forhold til det øvrige internationale samfund.

Dette vil selvsagt føre til, at Indien nøje vil overholde betingelserne i udleveringsbeslutningen."

Forsvareren har til støtte for påstanden procederet i det væsentligste i

overensstemmelse med sit procesindlæg af 19. august 2010, som er sålydende:

"1. Sagens person-sagen er tidligere endeligt afgjort under loven

Der er tidligere truffet en endelig afgørelse i sagen af en eller flere omgange under udleveringsloven. Der er en væsentlig mangel i JMs afgørelse, hvilket medfører ugyldighed, at dette forhold ikke er indgået i afgørelsen og at så centralt faktum ikke fremgår af afgørelsen og dens begrundelse. Allerede fordi der én gang er blevet truffet endelig afgørelse i sagen, er afgørelsen af 9. april 2010 ugyldig. jf. bl.a. spørgsmål nr. S. 1487 af 23. marts 2002 og svar af 9. april 2002 hvor Justitsminister Minister til retsudvalgets formand svarer, at ”indiske myndigheder har endvidere modtaget underretning om … ikke vil kunne udleveres” . Denne forvaltningsretlige afgørelse, som er truffet efter omfattende sagsbehandling over en længere periode, kan ikke omgøres til skade for borgeren otte år senere vedrørende samme faktum, herunder

henvises til helt grundlæggende retssikkerhedshensyn.

2. Endelige afgørelse er meddelt Sagens person

Idet den endelige afgørelse er meddelt til Sagens person har han og hans familie en legitim og berettiget forventning om, at sagen var endeligt afsluttet, hvorfor den ikke kan genoptages eller omgøres vedrørende de samme faktiske forhold. Principperne som følger af retsplejeloven § 724, stk. 2 må finde tilsvarende anvendelse vedrørende forløbet forud, herunder forløbet i april 2002 (justitsministeren, ligesom der henvises til forløbet i maj 2003 (Københavns Politi og Statsadvokaten for København). Der foreligger ikke nye væsentlige faktuelle oplysninger, som kan fratage tidligere afgørelses retskraft, idet tilbagekaldelse af JMs lovlige, begunstigende forvaltningsakt ikke kan finde sted.

3. Sagens oplysning og lighedsprincippet

Sagens person sagen har ikke været tilstrækkeligt oplyst af myndighederne, og denne væsentlige mangel, medfører ugyldighed. Det fremgår af politirapport af 31. januar 2003 og offentlig dokument fra folketinget i spørgsmål til og svar fra justitsministeren, at der er truffet afgørelse om udlevering i to sager (Person 1 og Person 2), der omhandler samme gerningsindhold. Det fremgår ikke af afgørelsen, at myndighederne har inddraget disse sagers afgørelse i Sagens person-sagens grundlag, hvilket forhold ligeledes medfører ugyldighed. Det følger af ligheds-princippet, at Sagens persons sag skal afgøres i overensstemmelse med de øvrige sager omhandlende samme gerningsindhold. JMs afgørelse forskelsbehandler på usaglig måde Sagens person i forhold til to andre danske statsborgere, hvor JM ikke må stille Sagens person ringere end de to andre.

Manglende oplysning fra JM om hvorledes de to andre sager er afsluttede må tillægges processuel skadevirkning, idet opfordringerne om disse sagers afgørelser er forblevet ubesvarede, herunder Sagens persons begrundede antagelse om, at JM har forsøgt at opnå et tilsagn fra Indien om at undlade at begære udlevering af de to andre danskere, bl.a. for at beskytte PETs og andre efterretningstjenesters rolle i forløbet forud for nedkastningen i december 1995.

Retligt stilles strengere krav til beviset i sager om frihedsberøvelse og af proportionalitetssynspunkter følger, at sager om frihedsberøvelse ligeledes har strenge krav til sagens oplysning, lighedsprincippet og tilvejebringelse af gældende ret og afgørelse i overensstemmelse hermed.

Ved sagsbehandlingen har danske myndigheder varetaget usaglige hensyn, herunder ikke tilbørlig rådgivning til indiske myndigheder samt undladelse af anholdelse af Sagens person, selvom om Interpol efterlysningen med Red Corner Alert pålægger at anholde personen med henblik på gennemførelse af udleveringssag. Interpol København, Københavns Politi, PET og Justitsministeriet var bekendt med, at Sagens person befandt sig i Danmark og bl.a. i 2001 kontaktede han politiet og oplyste, at han kunne træffes via moderen.

4. Betingelse om dobbelt strafbarhed er ikke opfyldt

Lovens klare udgangspunkt i § 2 er,

- at der skal være en overenskomst med den pågældende stat, og efter § 2, stk. 1, nr. 1

- at udlevering alene kan ske, hvis personen har haft bopæl i landet ”de sidste

2 år forud” for handlingen.

Sagens person havde ubestridt ikke bopæl i Indien to år forud for handlingen (december 1993 - december 1995), hvorfor lovens udgangspunkt er, at udlevering skal nægtes, også henset til at der ikke foreligger en overenskomst mellem Danmark og Indien.

§ 2, stk. 1, nr. 2 er en snæver undtagelse fra den klare hovedregel om at udlevering ikke kan, idet udlevering dog konkret kan gennemføres for meget alvorlige forbrydelser, hvor personen ikke har haft bopæl og derfor ikke har haft anledning til at indrette sig på det begærende lands regler, idet loven ufravigeligt kræver, at der skal være dobbelt strafbarhed. Loven kræver, at ”handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år” . På tidspunktet for handlingen som Sagens person begæres udleveret for kunne handlingen efter dansk ret ikke medføre straf, idet det er uomtvisteligt, at der i december 1995 i dansk ret ikke var strafferetlig jurisdiktion over handlingen, idet den ikke var rettet mod Danmark. (jf. skriftlig fremsættelse af 13. december 2001 straffelovsændringen ”… og den gældende bestemmelse i straffelovens § 114 (der svarer til de foreslåede bestemmelser i § 114 c og § 114 d, der kun vedrører anslag mod den danske samfundsorden mv.”).

Der var ingen lovhjemmel og JM begår en klar fejl, idet afgørelsen anvender et ukorrekt kriterie i afgørelsens grundlag, hvorfor afgørelsen er ugyldig. JM sammenblander på kritisabel måde ordlyden og kriterierne i udleveringsloven § 2, stk. 1, nr. 1, og stk. 1, nr. 2 og fejlciterer § 2 i afgørelsen samt i øvrigt kriterierne i den europæiske arrestordre. Yderligere er JMs henvisning og parallelisering til det særegne lokale EU-system fejlagtigt jus-grundlag i denne afgørelse, ligesom henvisningerne til Norge og Sverige er misvisende, da norsk og svensk ret ikke indeholder betingelsen om, at handlingen tillige kan straffes konkret, men har bredere formuleringer. Selve handlingen fra Sagens persons side i december 1995 kan ikke medføre straf efter dansk ret og derfor er § 2 ikke iagttaget.

Betingelserne i udleveringslovens § 2, stk. 1 er ikke opfyldt og bestemmelsen kan derfor ikke anvendes som hjemmel i nærværende sag, ligesom der ikke foreligger ”særlige hensyn til retshåndhævelsen” femten år efter handlingen, hvilket er en udtrykkelig betingelse i § 2, stk. 2. Jf. praksis under EMRK artikel 5 om hensynet til retshåndhævelse gøres det gældende, at hensynet gradvis mister vægt (”may have existed initially, but takes the view that it diminished and indeed disappeared with the passing of time”), jf. bl.a. Tomasi v. France.

Endvidere fremgår det af lovkommentaren til straffelovens § 7 i note 28 at tidspunktet for dobbelt strafbarhed skal foreligge ved tidspunktet for sigtelsen. Det fremgår af sagens akter, at sigtelse blev rejst i 1996, hvorfor tidspunktet for dobbelt strafbarhed skulle foreligge på dette tidspunkt for at udlevering efter § 2, stk. 1, nr. 2 kan overvejes.

Det er positivt forkert, når JM side 10 anfører, at kravet ”under alle omstændigheder må anses for opfyldt i denne sag” , jf. tillige Statsadvokatens udtalelse af 9. maj 2003, Københavns Politis udtalelse af 7. maj 2003 samt vicepolitidirektør Person 4's til Dagbladet Politiken 16. marts 2002, ligesom U.2006.7V viser dette. Endvidere henvises til Justitsministeriets betænkning

nr. 1488 og 1470 angående dobbelt strafbarhed samt U.1992.364V, U.1992.156V og U.1988.788V.

5. Straffeloven kan ikke anvendes med tilbagevirkende kraft

Dansk strafferetlig jurisdiktion over handlinger rettet modudenlandske 

offentlige anliggender og samfundsordener er først blev indført ved

lovændring i 2002. Før dette tidspunkt kunne sådanne handlinger ikke medføre straf efter dansk ret, lovbestemmelsen var territorialt begrænset. Betingelsen for dobbelt strafbarhed for handlingen var ikke opfyldt for handlingen. Anvendelsen af efterfølgende straffelovsændringer til at pålægge en handling foretaget 6-7 år før handlingen blev strafsanktioneret, med

antagelseaf, at handlingen kan medføre straf, betyder, at

straffelovsændringen de facto tillægges tilbagevirkende kraft. Det fremhæves, at udelukkende handlinger foretaget efter bestemmelsens ikrafttræden kan medføre straf efter denne.

I forslaget til nuværende straffebestemmelser, fremsat den 13. december 2001 af Justitsministeren fremgår blandt andet ”Det er imidlertid fast antaget i teorien med henvisning til blandt andet forarbejderne til såvel lov nr. 123 af 28. april 1934, den såkaldte »urolov«, som § 114 var en videreførelse af, og til straffelovens § 114, at bestemmelsen forudsættes anvendt som værn over for angreb på danske offentlige anliggender og den danske samfundsordenen. Se Vagn Greve m.fl.: Kommenteret straffelov. Speciel del (7. udg. 2001), s. 28,

JørnVestergaard: Straffelovens såkaldte »terrorismeparagraf«, i

Kriminalistisk Instituts Årsberetning 1989, s. 131, og Michael Elmer i Karnov ad § 114” og “Som et andet initiativ foreslås, at terrorismeparagraffen i modsætning til den nuværende bestemmelse i straffelovens § 114 også

kommertil at værne udenlandske offentlige anliggender og 

samfundsordener for bedre at kunne tage højde for terrorismens globale

karakter.” . På gerningstidspunktet var Sagens persons aktiviteter således ikke strafbare og JM anvender på [retsstridig] måde den nugældende § 114 m.v. med tilbagevirkende kraft, hvilket tillige er i modstrid med EMRK artikel 7 og UN Covenant artikel 15. At det forholder sig sådan understreges af Statsadvokaten for Københavns afgørelse af 9. maj 2003, jf. Københavns Politis afgørelse af 7. maj 2003. Kerneproblemet med ”retroactive effect” er, at handlingen ikke var strafbar, da den blev begået, og at udleveringsbegæringen søger at omgå dette med tilbagevirkende kraft, hvor forarbejderne til udleveringsloven ikke tager højde for denne situation.

Derhenvises tillige til afsnittet nedenfor angående

Terrorbombekonventionen, der ikke var i kraft i december 1995, og derfor ikke kan anvendes, da anvendelse vil medfører et resultat, der ganske må sidestilles med lovgivning med tilbagevirkende kraft i forhold til Sagens person.

6. Handlingen er politisk motiveret

Handlingens motiv og baggrund er alene politisk, hvorfor handlingen samlet set må henføres til udleveringsloven § 5.  Handlinger er omfattet af § 5 som en politisk forbrydelse, hvilket forløbet med orientering af efterretningstjenester i England, Danmark og Indien samt involvering af indiske, engelske og danske politikere m.v. i sagen tillige dokumenterer. Der forelå ingen andre motiver end politiske for Sagens person, hvorved sagen adskiller sig fra tidligere

danskeafgørelser. Den politiske karakter dokumenteres tillige af

medieomtalen i Indien, Danmark, Storbritannien og Rusland, herunder

delstatsregeringens forfølgelse af den politiske bevægelse Organisation internt og internationalt. JMs afgørelse indeholder ikke en konkret stillingtagen hertil, herunder Sagens persons frygt for forfølgelse grundet tilhørsforholdet til denne politiske bevægelse, jf. tillige udleveringsloven § 6, stk. 1.

Der foreligger særlige omstændigheder, hvorefter der foreligger rimelig tvivl om Sagens persons skyld. Det må anses for betænkeligt at lægge en indisk afgørelse fra 2002 til grund på nuværende tidspunkt. Det bestrides, at grundlaget for JMs afgørelse kan være materiale fra 2002 og tidligere, herunder er det ikke oplyst, at en indisk fængslingskendelse, som er gyldig og aktuel foreligger, ligesom det ikke er klarlagt om Sagens persons rolle og viden i forhold til handlingen (nedkastning af håndvåben) er strafbar med det klarlagte politiske motiv og baggrund. Bemærkningerne til udleveringsloven forudsætter, at udleveringsanmodningen indeholder det fornødne grundlag for fængsling/udlevering, men denne betingelse er ikke opfyldt, jf.

principperne der følger af § 3, stk. 4 sammenholdt med det ovenfor anførte.

7. Terrorbombekonventionen er ikke anvendelig

JM anvender konventionen med tilbagevirkende kraft, hvilket ikke er foreneligt med udleveringsloven og EMRK artikel 7 m.v. Da handlingen blev begået i december 1995 var konventionen ikke vedtaget.

Hertil kommer, at Terrorbombekonventionen ikke omfatter den handling, som Sagens person måtte kunne drages til ansvar for, allerede fordi konventionelle håndvåben ikke er omfattet af denne konvention og det ikke er godtgjort af JM, at anvendelsen af disse håndvåben var til aggression mod civilbefolkningen, idet våben jo netop skulle anvendes til civilbefolkningens selvforsvar. Leverance af konventionelle ikke-angrebs våben alene til anvendelsen til selvforsvar for civilbefolkning er ikke omfattet af konventionen, hvor sagen omhandler ”AK-47” , som alene skulle bruges defensivt og ikke skulle bruges mod civile.

8. Fare for - samt reel og betydelig risiko for - 

menneskeretskrænkelser ved udlevering

Der foreligger en reel risiko for menneskeretskrænkelser i forhold til Sagens person, hvor JM ikke giver nogen konkret begrundelse i afgørelsen udover ”samlet vurdering” og ”ikke … det kan antages, at der er en reel risiko” . JM har undladt at inddrage centrale kilder, herunder Amnesty International og Human Rights Watch, ligesom advarsler fra andre kilder er siddet overhørig, herunder fra FNs torturrapporteur Person 5, samt en række konkrete eksempler på mishandling i Indien og i særlig grad i Vest-Bengalen. Det fremgår klart af retspraksis fra EMD, herunder Saadi v. Italy, at der skal lægges vægt på oplysninger fra troværdige kilder der peger på, at anvendelsen af tortur eller umenneskelig og nedværdigende behandling er udbredt i det land, hvor der udleveres til. I tilfælde hvor det sandsynliggøres, at der ved udlevering opstår en reel risiko for overtrædelse af EMRK artikel 3 overgår bevisbyrden til den stat der ønsker at udlevere. De ovennævnte oplysninger viser klart, at der består en konkret og reel fare for tortur i Indien, hvilken formodning JM ikke har formået at afkræfte

Udleveringsloven angiver, at hvis der er fare for umenneskelig behandling må udlevering ikke finde sted. Det er uomtvisteligt, at der er en fare for at

Sagens person vil blive udsat for overtrædelse af fair trial samt tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling. Denne fare har vist sig reel f.eks. i sagen, hvor Indien til en udleverende stat havde givet tilsagn om ikke at udsætte den udleverede for tortur, hvor det efterfølgende viste sig, trods tilsagnet, at personen blev udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling. Ligeledes er det fast antaget, at en stat, der ikke har underskrevet eller ratificeret FNs relevante menneskeretskonventioner må formodes ikke at ville overholde den. Den centrale konvention, FNs torturkonvention er ikke tiltrådt af Indien, og betingelsen i § 6 (Stk. 2. Udlevering må endvidere ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.) er ikke opfyldt.

JMs afgørelse bygger på et ukorrekt grundlag, idet ”en reel risiko” ikke er det samme som ”hvis der er fare for” . Loven krav er en generel og mere abstrakt vurdering, hvor JM skal godtgøre, at der ikke er fare, idet lovens ordlyd fordrer undladelse af udlevering, selv hvis risiko skulle findes at være på et lavere niveau end reel og konkret fare.

9. Forældelse

Sagen er forældet efter dansk ret. Forbrydelsen findes ikke i dansk ret, hvorfor straffelovens korteste forældelsesfrist må finde anvendelse, altså to år. Beskikkelse af Advokat 1 i februar 2003 i udleveringssagen har ikke har afbrudt forældelsen. Sagens person bliver ikke sigtet.

Subsidiært gøres det gældende, at en gennemgang af forløbet viser, at sagen de facto har været sat i bero og/eller undladt fremmet på tilbørlig måde, således at forældelsen har løbet videre, jf. straffeloven § 94, stk. 6, da der er sket en de facto standsning af forfølgningen. Det fremhæves, at beskyttelsen mod forældede udleveringsbegæringer er et centralt tema i domstolsprøvelsen i medfør af udleveringsloven, og at udlevering ikke kan finde sted, når der efter dansk ret er indtrådt forældelse, jf. § 9.

10. Humanitære hensyn

Sagens person opfylder betingelserne i § 7 om humanitære hensyn, jf. EMRK artikel 8 og UN Covenant artikel 17 med en særdeles stærk tilknytning til Danmark og med mindreårige børn og en ægtefælle på fælles bopæl og med stærk tilknytning til og afgørende rolle for Sagens persons moder samt stærk og fast tilknytning til arbejdsmarkedet. JM har ikke godtgjort at handlingen er tilstrækkeligt alvorlig i forhold til de meget tungtvejende humanitære hensyn, hvor det er forudsat,  at vedkommendes sociale situation skal sikres.

Ved afgørelsen må det forløbne tidsrum siden begyndelsen af 1996 (indisk og dansk sagsbehandling m.v.), tilknytningen til landet og de personlige forhold tillægges afgørende betydning således at en samlet vurdering fører til nægtelse af udlevering, jf. bl.a. U.1991.386H.

11. Manglende overenskomst med Indien og juridisk bindende 

aftale om overholdelse af EMRK art 6 og International Covenant artikel 14 - retfærdig rettergang

Der foreligger ikke en juridisk bindende aftale med Indien men alene nogle uklare breve fra juni 2007 og november 2008 med mellemkommende korrespondance og med en række uklarheder til følge. En række uklarheder

kan påpeges.

Brevvekslingen mangler den basale retsgaranti om overholdelse af UN Covenant artikel 14 svarende til EMRK artikel 6. Allerede i december 2007 [17-3] fremhævedes dette afgørende punkt, som JM ikke har sikret. En række alvorlige artikel 14-menneskeretskrænkelser foregår i det indiske retssystem og denne afgørende mangel gør, at udlevering ikke kan ske. UMs redegørelse er upræcis og spinkel og henviser til forældede redegørelser, og modsiges af international ekspertise angående Vest-Bengalen, idet UM primært beskriver forholdene i Delhi, men ikke beskriver Vest-Bengalen, som er det relevante område. Endvidere forholder UM sig ikke til det afgørende moment, at Sagens person er særligt eksponeret i forhold til sikkerhedstjenester, politiske fraktioner m.v., idet UM slet ikke ses at udtale sig om den konkrete sag, hvilket er påkrævet.

12. Diplomatiske forsikringer kan ikke lægges til grund

Sagens person henviser til retspraksis fra EMD og fra CAT, som kan opsummeres med følgende citater:

Saadi v Italy (EMD)

147. The Court further notes that on 29 May 2007, while the present application was pending before it, the Italian Government asked the Tunisian Government, through the Italian embassy in Tunis, for diplomatic assurances that the applicant would not be subjected to treatment contrary to Article 3 of the Convention (see paragraphs 51 and 52 above).

However, the Tunisian authorities did not provide such assurances

. At first they merely stated that they were prepared to accept the transfer to Tunisia of Tunisians detained abroad (see paragraph 54 above). It was only in a second note verbale, dated 10 July 2007 (that is,

the day before the Grand Chamber hearing),that the Tunisian Ministry of Foreign Affairs 

observed that Tunisian laws guaranteed prisoners' rights and that Tunisia had acceded to

“the relevant international treaties and conventions”  (see paragraph 55 above). In that

connection, the Court observes that the existence of domestic laws and accession to international treaties guaranteeing respect for fundamental rights in principle are not in themselves sufficient to ensure adequate protection against the risk of ill-treatment where,

as in the present case,reliable sources have reported practices resorted to or tolerated by the 

authorities which are manifestly contrary to the principles of the Convention.

148. Furthermore, it should be pointed out that even if, as they did not do in the present case, the Tunisian authorities had given the diplomatic assurances requested by Italy, that

would not have absolved the Court from theobligation to examine whether such assurances 

provided, in their practical application, a sufficient guarantee that the applicant would be protected against the risk of treatment prohibited by the Convention (see Chahal, cited above, § 105). The weight to be given to assurances from the receiving State depends, in each case, on the circumstances prevailing at the material time.

Klein v Russia (EMD, april 2010)

55. The Court notes that the Government invoked assurances from the Colombian Ministry of Foreign Affairs to the effect that the applicant would not be subjected to ill-treatment

there (see paragraph16 above). However, the Court observes that the assurances in question 

were rather vague and lacked precision; hence, it is bound to question their value. The Court also reiterates that diplomatic assurances are not in themselves sufficient to ensure adequate protection against the risk of ill-treatment where reliable sources have reported practices resorted to or tolerated by the authorities which are manifestly contrary to the principles of the Convention (see Saadi, cited above, §§ 147-148).

Relevant facts in Klein v Russia

- Vice President of Colombia said that the applicant should 'rot in jail'

- relevant international materials on incidences of torture/ill-treatment in Colombia: CAT -incidences torture and ill-treatment; measures against terrorism could encourage practice of torture; UN High Commission for Human Rights - reports of tortured detainees; poor prison conditions; violent deaths in prisons~from inmates fights and rioting

Pelit v Azerbaijan (CAT)

[11] ... The Committee further notes that the Azeri authorities received diplomatic assurances from Turkey going to issues of mistreatment, an acknowledgment that, without more, expulsion of the complainant would raise issues of her mistreatment. While a certain degree of post-expulsion monitoring of the complainant's situation took place, the State party has not supplied the assurances to the Committee in order for the Committee to perform its own independent assessment of their satisfactoriness or otherwise (see its approach in Agiza v Sweden), nor did the State party detail with sufficient specificity the monitoring undertaken and the steps taken to ensure that it both was, in fact and in the complainant's perception,

objective, impartial and sufficiently trustworthy. In these circumstances, and given that the

State party had extradited the complainant notwithstanding that it had initially agreed to comply with the Committee's request for interim measures , the Committee considers that the manner in which the State party handled the complainant's case amounts to a breach of her rights under article 3 of the Convention.

Agiza v Sweden (CAT)

[13.4] In the Committee’s view, the natural conclusion from these combined elements, that is, that the complainant was at a real risk of torture in Egypt in the event of expulsion, was confirmed when, immediately preceding expulsion, the complainant was subjected on the State party’s territory to treatment in breach of, at least, article 16 of the Convention by foreign agents but with the acquiescence of the State party’s police. It follows that the State

party’s expulsion of the complainant was in breach of article 3 of the Convention.The 

procurement of diplomatic assurances, which, moreover, provided no mechanism for their enforcement, did not suffice to protect against this manifest risk.

Chahal v UK (EMD)

- seen to represent the European standard on an absolute prohibition against torture and inhumane treatment - is not to be a balancing act

[79] Article 3 (art. 3) enshrines one of the most fundamental values of democratic society

(see the above-mentioned Soering judgment, p. 34, para. 88).The Court is well aware of the 

immense difficulties faced by States in modern times in protecting their communities from terrorist violence. However, even in these circumstances, the Convention prohibits in absolute terms torture or inhuman or degrading treatment or punishment, irrespective of

the victim's conduct. Unlike most of the substantive clauses of the Convention and of

Protocols Nos. 1 and 4 (P1, P4), Article 3 (art. 3) makes no provision for exceptions andno 

derogation from it is permissible under Article 15 (art. 15) even in the event of a public emergency threatening the life of the nation (see the Ireland v. the United Kingdom judgment of 18 January 1978, Series A no. 25, p. 65, para. 163, and also the Tomasi v. France judgment of 27 August 1992, Series A no. 241-A, p. 42, para. 115).

[80] The prohibition provided by Article 3 (art. 3) against ill-treatment is equally absolute in expulsion cases. Thus, whenever substantial grounds have been shown for believing that an individual would face a real risk of being subjected to treatment contrary to Article 3 (art. 3) if removed to another State, the responsibility of the Contracting State to safeguard him or her against such treatment is engaged in the event of expulsion (see the above-mentioned

Vilvarajah and Others judgment, p. 34, para. 103).In these circumstances, the activities of 

the individual in question, however undesirable or dangerous, cannot be a material consideration. The protection afforded by Article 3 (art. 3) is thus wider than that provided

by Articles 32 and 33 of the United Nations 1951 Convention on the Status of Refugees (see paragraph 61 above).

Soldatenko v Ukraine (EMD)

[69] Ill-treatment must attain a minimum level of severity if it is to fall within the scope of Article 3. The assessment of this minimum is, in the nature of things, relative; it depends on all the circumstances of the case, such as the nature and context of the treatment or punishment, the manner and method of its execution, its duration and its physical or mental effects. Treatment will be considered to be “inhuman” within the meaning of Article 3 because, inter alia, it was premeditated, was applied for hours at a stretch and caused either actual bodily injury or intense physical or mental suffering. Furthermore, in considering whether a punishment or treatment is “degrading” within the meaning of Article 3, the Court will have regard to whether its object is to humiliate and debase the person concerned and whether, as far as the consequences are concerned, it adversely affected his or her personality in a manner incompatible with Article 3. When assessing conditions of detention, account has to be taken of their cumulative effects as well as the applicant’s specific allegations. The

duration of detention is also a relevant factor (see,Garabayev v. Russia, cited above, § 75,

with further references).Furthermore, even if diplomatic assurances have been given, the 

Court is not absolved from the obligation to examine whether such assurances provided, in their practical application, a sufficient guarantee that the applicant would be protected

against the risk of treatment prohibited by the Convention (see Chahal, cited above, § 105;

Saadi v. Italy [GC], cited above, § 148).

73. The Court further notes that in his letter of 19 April 2007 the First Deputy Prosecutor General of Turkmenistan wrote that the requirements of Article 3 of the Convention on Human Rights and Fundamental Freedoms would be fulfilled in respect of the applicant and he would not be subjected to torture, inhuman or degrading treatment or punishment after

extradition (see paragraph 20 above).The Court observes, however, that it is not at all 

established that the First Deputy Prosecutor General or the institution which he represented was empowered to provide such assurances on behalf of the State. Furthermore, given the lack of an effective system of torture prevention, it would be difficult to see whether such

assurances would have been respected. Finally, the Court notes that the international human

rights reports also showed serious problems as regards the international cooperation of the Turkmen authorities in the field of human rights and categorical denials of human rights

violationsdespite the consistent information from both intergovernmental and

nongovernmental sources (see paragraph36 above).

74.In the light of the above findings, the Court cannot agree with the Government that the assurances given in the present case would suffice to guarantee against the serious risk of ill-treatment in case of extradition.

Relevant facts in Soldatenko

- US State Department credible reports of torture, routine beatings and use of force against criminal suspects

- Report of UN Secretary General - torture as punishment for persons who had confessed; poor prison conditions

- lack of investigation allegations of torture/ill-treatment by competent Turkmen authorities

Soldatenko - can rely on the general information from credible international human rights reports in assessing the danger of violation of Article 3.” Det fremhæves, at en række af betingelserne opstillet i international retspraksis ikke er overholdt i forløbet med indiske myndigheder, hvorfor udlevering må nægtes allerede fordi JM ikke har sikret sig dette.

13. Yderligere

Den handling som kan henføres til Sagens person er ikke ”meget alvorlig” og det bestrides, at våbnene er ”særligt farlige” (s. 16).

Afgørelsen i medfør af § 17 skal sikre en samlet vurdering af forløbet fra 1995 til 2010, herunder myndighedernes ageren igennem forløbet, bl.a. ud fra hensynet til retfærdig rettergang ”within reasonable time” , og denne samlede vurdering må foretages med udgangspunkt i hensynet til den berørte person og hans familie, herunder at rimelig tvivl og usikkerhed om sagsbehandlingen og sagens videre forløb i tilfælde af udlevering til et afgørende anderledes varetægts-, fængslings- og strafferetssystem angående en politisk sag fra 1995 kommer den berørte til gode.

Der henvises til tidligere indlæg til Justitsministeriet fra Sagens person og hans advokater samt retsbøger og korrespondance med anklagemyndigheden."

Dommer