Kendelse
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
K E N D E L S E
Afsagt den 30. juni 2011 af Østre Landsrets 11. afdeling
(landsdommerne Karsten Bo Knudsen, Ulla Staal, Taber Rasmussen, Olaf Tingleff og Tine Vuust).
11. afd. kære nr. S-3321-10:
Anklagemyndigheden
mod
Sagens person
(CPR nr. (Født 1961))
(Advokat 2, besk.)
Ved Hillerød Rets kendelse af 1. november 2010 (SS 9-1316/2010) blev det bestemt, at Justitsministeriets beslutning af 9. april 2010 om udlevering af den danske statsborger Sagens person til strafforfølgning i Indien ikke er lovlig.
Anklagemyndigheden har kæret kendelsen med påstand om, at Justitsministeriets beslut-ning kendes lovlig.
Sagens person har påstået stadfæstelse, subsidiært hjemvisning af sagen til fornyet behand-ling i Justitsministeriet.
Kæremålet har været mundtligt forhandlet.
Supplerende sagsfremstilling
- 2 -
I brev af 17. december 2010 til de kompetente indiske myndigheder har anklagemyndighe-den anmodet om oplysninger om, hvorledes de indiske myndigheder konkret vil overholde de vilkår, som det danske justitsministerium har stillet som betingelse for udleveringen, herunder med hensyn til at sikre, at Sagens person ikke vil blive udsat for forhold og behand-ling, som strider mod den danske udleveringslovs § 6, stk. 2.
Forespørgslen er besvaret ved e-mail af 10. januar 2011 fra Indiens centrale efterforsk-ningsenhed, CBI, hvori det i dansk oversættelse blandt andet hedder:
”… at der i Indien findes et lovhjemlet organ ved navn National H uman Rights Commission … Kommissionen ledes af en tidligere højesteretspræsident, og den har uhindret adgang til alle fængsler i Indien. …
…
I Vestbengalen findes der endvidere et lovhjemlet organ, State Human Rights Commission, som ledes af en tidligere dommer ved delstatens ”High Court” .
Delstatskommissionen følger nøje den nationale menneskerettighedskommis-sions retningslinjer og de retningslinjer, der er udstedt af den indiske højesteret og delstatens ”High Court” .
Ethvert brud på menneskerettighederne – uanset om der er tale om en fri bor-ger, en fængslet eller en sigtet, herunder en domfældt – undersøges minutiøst, og der træffes de nødvendige afhjælpende foranstaltninger, herunder retslige skridt og erstatning som følge af ansvarspådragende handlinger.
…
For så vidt angår den danske domstols bekymring med hensyn til centraladmi-nistrationens effektivitet i forhold til den lokale delstatsregerings overholdelse af de vilkår, der er opstillet for udleveringen, har Additional Chief Secretary ved Home & Correctional Administration under Vestbengalens regering ved brev af 10. december 2010 tydeligt udtrykt en garanti fra Vestbengalens rege-rings side vedrørende Sagens person/Alias 1's sikkerhed og tryghed i Kolkata-fængslet, herunder Sagens persons adgang til kontakt med sin advokat under fri-hedsberøvelsen. …
…
Ved sin ankomst til Indien efter udlevering vil Sagens person af Indiens centrale efterforskningsenhed CBI blive fremstillet for en dommer inden for 24 timer, og hans eventuelle frihedsberøvelse i politiets varetægt skal godkendes af dommeren og må ikke overstige 15 dage ifølge strafferetsplejelovens § 167, stk. 2. Den tiltalte vil derefter blive varetægtsfængslet, såfremt retten ikke løs-lader ham mod kaution. I overensstemmelse med strafferetsplejelovens § 309 vil han i første omgang eventuelt blive varetægtsfængslet i op til 15 dage, og derefter vil den tiltalte komme for retten hver 15. dag.
- 3 -
Under den videre behandling af straffesagen mod ham i Indien vil han være va-retægtsfængslet i et af retten udpeget fængsel. Retten vil sandsynligvis placere ham i Fængsel i Kolkata.
…
Ovennævnte bestemmelser forudsætter ikke blot, at den tiltalte skal være fri til at lade sig forsvare af en advokat efter eget valg under straffesagen – den bety-der endvidere, at den tiltalte skal have rimelig mulighed for at kommunikere med sin juridiske rådgiver om sit forsvar, mens han er i politiets varetægt. En tiltalts ret til at rådføre sig med en advokat efter eget valg er endvidere blevet stadfæstet af den indiske højesteret.
Under sin eventuelle varetægtsfængsling vil Sagens person modtage al den læge-hjælp, der er tilgængelig, og han vil blive placeret for sig selv i fængslet. … A l-le fængsler giver de indsatte mulighed for at gøre brug af rekreative områder, uddannelsesmuligheder og fritidsaktiviteter.
…
Centraladministrationen eller den indiske regering er den kompetente myndig-hed i forhold til at sikre, at det danske justitsministeriums vilkår bliver over-holdt, og der er allerede afgivet skriftlig garanti for alle otte punkter til de dan-ske myndigheders tilfredshed. Endvidere har Additional Chief Secretary ved Home & Correctional Administration ved Vestbengalens regering i Kolkata af-givet en garanti på vegne af delstatsregeringen for, at Sagens persons menneske-rettigheder vil blive respekteret, og at han vil være fuldstændig sikker og tryg under sit ophold i Fængsel i Kolkata samt at han vil være sikret adgang til sin advokat under varetægtsfængslingen. Ved-lagt er en kopi af brevet fra Additional Chief Secretary ved Vestbengalens re-gering.
Som sådan har den indiske regering og Vestbengalens regering tydeligt accep-teret at overholde den garanti, som er afgivet til de danske myndigheder med hensyn til udlevering, retssag, varetægtsfængsling, beskyttelse af menneskeret-tigheder og advokatadgang for Sagens person/Alias 1.
…
Ovennævnte vilkår [hvorledes det vil blive sikret, at Sagens person har uhindret adgang til at kontakte den danske ambassade i New Delhi, og at de danske myndigheder, bl.a. ambassaden, uhindret kan besøge Sagens person] vil blive sik-ret ved anmodning til dommeren ved Court og Sessions-retten, når Sagens person er varetægtsfængslet med henblik på retsforfølgning.
Endvidere har Additional Chief Secretary ved Home & Correctional Admini-stration ved Vestbengalens regering i Kolkata allerede på dennes vegne over for den indiske regering afgivet en garanti vedrørende advokatadgang for Sagens person under dennes varetægtsfængsling.”
- 4 -
I brev af 9. februar 2011 til det indiske indenrigsministerium har CBI afgivet supplerende oplysninger, hvori det i dansk oversættelse blandt andet hedder:
”Indenrigsministeriet har ligeledes anmodet om en redegørelse for de forskel -lige stadier i processen, fra der søges om at få Sagens person/Alias 1 i vare-tægt fra de danske myndigheder og indtil hans hjemsendelse til Danmark, her-under om hvorledes de otte garantier, som den indiske regering har afgivet, vil blive ført ud i praksis, og om navnene på de nøglemedarbejdere, som kan kon-taktes af den danske ambassade og Sagens person/Alias 1's pårørende, således at de nævnte garantier kan blive håndhævet.
I denne forbindelse kan jeg oplyse, at spørgsmålet vedrørende udpegning af en nøglemedarbejder i Kolkata, som kan kontaktes af den danske ambassade og Sagens person/Alias 1's pårørende, er blevet drøftet med Vestbengalens inden-rigsminister, og at denne ifølge notat … af den 4. februar 2011 har udpeget Person 9, IPS, vicegeneralpolitidirektør (fængselstjenesten) som nøg-lemedarbejder på vegne af Vestbengalens regering. Person 9's telefon-numre og e-mail-adresse er:
…
For så vidt angår proceduren efter at Sagens person/Alias 1 bliver varetægts-fængslet, set i forhold til den indiske regerings garantier, lyder den trinvise re-degørelse således:
Når landsretten i Danmark har omstødt byrettens kendelse, vil CBI anmode dansk politi om at varetægtsfængsle Sagens person/Alias 1 og føre ham til New Delhi, hvor CBI formelt vil varetægtsfængsle ham. Såfremt det er nød-vendigt, kan der sendes et hold til Danmark med henblik på at føre Sagens person til Indien.
…
Sagens person/Alias 1 vil under sin retssag i Kolkata have adgang til at kon-takte det danske konsulat i Kolkata i Vestbengalen, og de danske konsulater i New Delhi og Kolkata vil have adgang til at besøge Sagens person i fængslet ef-ter behov. ”
Oplysninger om forholdene i Indien i relation til udleveringslovens § 6, stk. 2
I Coreu PRA/0234/2009/COHOM-COASI “Human Rights Fact Sheet: India” , senest op -dateret den 9. februar 2009, hedder det blandt andet:
”On paper, India has good human rights protections in place. India has signed most core international human rights treaties and its national legislation has been adapted and amended accordingly. However, in practice, there are nu-merous inconsistencies and inadequacies in India’s human rights record. Le g-islation is often not enforced and impunity is a widespread problem affecting all major human rights areas. The increased focus on terrorism, particularly in
- 5 -
the aftermath of the Mumbai attacks in November 2008, risks giving rise to a situation where human rights observance could be further eroded in the name of security.
India has been, and continues to be, sensitive about discussing its human rights record and related issues with foreign partners and, in this context, the fact that India agrees to a regular human rights dialogue with the EU is very significant.
…
…
While India has ratified the major UN human rights conventions …, it has not ratified the Convention Again st Torture …
…
There is widespread impunity of law enforcement agencies due to their little accountability, thus civil and political rights of the people are often violated. …
…
However there are positive steps as well taken by the Indian government. In 1993 the National Human Rights Commission was created, complemented by State Human Rights Commissions in various federal states. It is an independent body overseeing the implementation of human rights. However, the National Human Rights commission has no investigation power …
…
There are allegations from different NGOs and human rights organizations that the use of torture is still widespread. Cases of abuses by police, prison, security staff and “non -state” actors (separatists movements, naxalites etc.) are fre-quently reported and torture is allegedly still regularly used. The so-called “fake encounter” killings by security forces – masking outright executions – remain a problem in the country. The problem has been particularly pertinent in the state of Jammu and Kashmir, but cases of extrajudicial killings have been reported also from a number of other states and reflect a “take no pri son-ers” -attitude, particularly in the fight against terrorism …”
I U.S. DEPARTEMENT of STATE “2010 Human Rights Reports: India” af 8. april 2011 hedder det blandt andet:
”Major human rights problems included reported extrajudicial killings of pe r-sons in custody, killings of protesters, and torture and rape by police and other security forces. Investigations into individual abuses and legal punishment for perpetrators occurred, but for many abuses, a lack of accountability due to weak law enforcement, a lack of trained police, and an overburdened court sys-tem created an atmosphere of impunity; lengthy court backlogs prolong the lat-
- 6 -
ter. Poor prison conditions and lengthy detentions were significant problems.
…
Separatist insurgents and terrorists in Jammu and Kashmir, the Northeastern States, and the Naxalite belt committed numerous serious abuses, including killing armed forces personnel, police, government officials, and civilians. In-surgents engaged in widespread torture, rape, beheadings, kidnapping, and ex-tortion. The number of incidents, however, declined compared with the pre-vious year.
…
Custodial deaths, in which prisoners were killed or died in police custody, also remained a serious problem, and authorities often delayed or failed to pursue prosecutions against members of the police or security forces. In April the AHRC [Asian Human Rights Commission] repor ted that, “according to the [most recent] statistics submitted to parliament by the MHA [Ministry of Home Affairs] … under the United Progressive Alliance (UPA) rule from 2004 -2005 to 2007-2008, prison custody deaths increased by 70.72 percent” ; there was no current data regarding custodial deaths. While the NHRC [National Human Rights Commission] published guidelines that directed all the state govern-ments to report to it within 48 hours all cases of deaths in police actions, state governments did not consistently comply with the guidelines. In addition the armed forces were not required to report custodial deaths to the NHRC, and the commission did not have the power to investigate the armed forces. The NHRC was empowered to seek only reports from the central government regarding deaths in custody, and the central government was not bound by its recommen-dations.
…
The ACHR [Asian Center for Human Rights] stated in its April report, Torture in India 2010, “[t]orture in police custody remains a widespr ead and systematic practice in the country” and “[t]he lack of any effective system of independent monitoring of all places of detention facilitates torture.” NGOs asserted that custodial torture was common in Tamil Nadu, and credible sources claimed po-lice stations in Punjab, Andhra Pradesh, Haryana, and Chandigarh used torture to obtain desired testimony. The AHRC claimed police used torture and assault in Kerala and Gujarat as a means of criminal investigation. While guidelines against torture exist, states reportedly continued to use it to extract information or obtain statements from those in custody.
…
Prison conditions were frequently life threatening and did not meet interna-tional standards. Prisons were severely overcrowded, sanitation and other envi-ronmental conditions often did not meet international standards, and food and medical care were inadequate. … According to the report, the overcrowding caused extremely inhuman conditions in most facilities, which reportedly caused high rates of disease and the deaths of an average of 300 inmates per year in the various state prisons.”
- 7 -
I Human Rights Watch, India, Country Summary, January 2010, hedder det om “Ju s-tice and Ac countability” blandt andet:
“India points to its independent judiciary, vibr ant media, and active civil so-ciety as evidence that it is a thriving, rights-respecting democracy. Yet funda-mental, structural problems remain including, most glaringly, widespread im-punity for human rights violations. The government routinely fails to hold se-curity forces accountable for abuses.
…
Laws such as article 197 of the Criminal Procedure Code and the Armed Forc-es Special Powers Act provide legal protection for members of the security forces who violate human rights. The problem of de jure impunity is likely to be exacerbated by December 2008 amendments to the Unlawful Activities (Prevention) Act, which expand the already vague definition of terrorism, au-thorize search and seizure with few safeguards, and double periods of pre-charge detention to 180 days, 30 of which may be in police custody. The use of draconian laws such as the Maharashtra Control of Organised Crime Act, which allows confessions to police to be used as evidence despite it being evi-dent that they are coerced, is a cause for serious concern, as are efforts by other states such as Gujarat to enact similar legislation.”
Af Asian Centre for Human Rights, Torture in India 2010, April 2010, fremgår blandt an-det:
”However, the Central government has failed to take action in th e Union Ter-ritories that it governs directly. Further, in the decade 1999-2009, the Con-gress-National Congress Party ruled Maharashtra had the highest number of deaths (276 cases) in police custody follow by Uttar Pradesh (165 cases), Guja-rat (139 cases) West Bengal (112 cases), …
…
The use of torture in Indian prisons/detention centres is a matter of documented fact. The National Human Rights Commission registered 1.996 cases of torture of prisoners in 2006-2007, 2.481 cases in 2007-2008 and 1.596 cases in 2008-2009 (up to 11 December 2008). According to National Crime Records Bureau (NCRB) under Ministry of Home Affairs, 1.424 prisoners died in 2006, 1.387 prisoners in 2005, 1.169 prisoners in 2004, and 1.060 prisoners in 2003 in In-dia. Of the 1.423 prisoners who died in 2006, 80 died as a result of “unnatural” causes.
There have been claims of existence of secret detention centres in India. An in-vestigation by The Week has identified 15 “secret interrogation centres” in I n-dia – three each in Mumbai, Delhi, Gujarat and Jammu and Kashmir, two in Kolkata and one in Assam. Terror suspects are allegedly subjected to torture in these illegal detention centres to extract confessions/information.
- 8 -
I Asian Centre for Human Rights, India Human Rights Report, Quarterly, Juli-Sep-tember 2010, hed der det om “West Bengal” blandt andet:
“… The National Human Rights Commission (NHRC) recorded 175 cases of atrocities in police custody from the state during 2009-2010 (as on 28 February 2010). During July-September 2010, the ACHR documented a number of cases of deaths in police and prison custody.
…
The National Human Rights Commission (NHRC) recorded 63 cases of atroci-ties in judicial custody from West Bengal during 2009-2010 (as on 28 February 2010). There were also reports of deaths in prison custody.”
I Asian Centre for Human Rights, India Human Rights Report, Quarterly, October-December 2010, hed der det om “West Bengal” blandt andet:
“The law enforcement personnel continued to be responsible for human rights violations in West Bengal. During October-December 2010, the Asian Centre for Human Rights documented a number of cases of violations of civil and po-litical rights.”
Af Asian Human Rights Commission – Statement – 21 September 2010, “India: Preven -tion of Tor ture Bill, 2010 requires a thorough review” fremgår blandt andet:
“It can be argued that a large number of law enforcement officers in the cou n-try believe that the deterrence quotient against a crime is the possibility of be-ing tortured, rather than the crime being detected, prosecuted and punished in the legal process. Extensive delays in court proceedings and the repeatedly demon strated professional and intellectual paucity of the country’s prosecutors appear to offer a layperson’s excuse for the widespread belief among law en-forcement officers that the only punishment a criminal might get in India is the torture at the hands of the investigator.
This has led into a situation where torture is widely practiced, particularly in the police stations, throughout the country. Police officers and other law en-forcement officers generally consider torture as an essential investigative tool for investigation. …
…
The UN Human Rights Committee as early as 1997 has expressed its concern about the widespread use of torture by the law enforcement agencies in India. (CCPR/C/79/Add.81). The Committee on Elimination of Racial Discrimination has expressed similar concerns (CERD/C/IND/CO/19) in 2007 and the Com-mittee on Economic Social and Cultural Rights (E/C.1 2/IND/CO/5) in 2008.”
- 9 -
I Amnesty International, Press Release, 14 October 2010, “India: Government should e n-sure torture law meets international standards” , hedder det blandt andet:
“Amnesty International is today urging the Indian government to help end the routine torture of those held by police and prison authorities by ensuring the new Prevention of Torture Bill in India, 2010 meets international standards be-fore adopting it.
…
According to official reports, 127 people died in police custody in India in 2008-09, although the figure could be higher since several states failed to re-port such deaths.
Torture is also reportedly widespread in prisons. The National Human Rights Commission registered 1.596 complaints of torture of prisoners in 2008-09. The number of deaths due to torture is not routinely reported.
The vast majority of cases of torture inflicted on detained people in India are unlawful and punishable under current Indian law, however prosecutions are extremely rare.
Law enforcement personnel enjoy virtual immunity from prosecution for tor-ture and other human rights abuses, and prosecutions remain sporadic and rare. In “disturbed areas” , such as Jammu and Kashmir and the north -eastern states where the Armed Forces Special Powers Act is in effect, Armed Forces per-sonnel enjoy additional immunity protection and there is virtually no accounta-bility for violations.”
Forklaringer
For landsretten er der afgivet supplerende forklaring af Sagens person, Vidne 3 og Vidne 2.
I landsretten er der endvidere afgivet forklaring af Vidne 4 og Vidne 5, tidligere Person 2.
Sagens person har supplerende forklaret blandt andet, at Organisations udviklingsprojekt havde til formål at hjælpe lokalbefolkningen i området med at vende udviklingen blandt andet mod demokrati. Organisation blev modarbejdet ved brug af voldelige metoder fra de kommunistiske myndigheder i Vestbengalen, og det, der fik ham til reagere, var mange overgreb, herunder drab, på hans venner. Han er ikke på nogen måde tilhænger af vold, og han har ikke haft til hensigt at anstifte krig eller lignende, men kun at beskytte sine venner ved at give våben til vagterne. Under omlastningen i Benares fik han mistanke om, at der i
- 10 -
flyet var flere våben end oprindeligt aftalt, men det var først efter, at han var kommet til Phuket, at han fik vished om omfanget og karakteren af de nedkastede våben. Politiet har siden 1996 kunnet få kontakt til ham, hvis de ønskede det. Efter anholdelsen i 2010 har han følt sig ført bag lyset af de danske myndigheder, navnlig henset til justitsminister Ministers udtalelser i Folketinget om, at han ikke kunne udleveres til strafforfølgning i Indien, samt til at han ikke har fået samme behandling som de to andre danskere, der også var involveret i sagen. Han vil være i stor risiko for at miste livet, hvis han udleveres til Indien, da der er mange, som har en interesse i at se ham død og har midlerne til at betale herfor. Han tror ikke, at de betingelser, der af Justitsministeriet er opstillet for hans udle-vering, vil blive overholdt, og han nærer stor bekymring for, om den honorære konsul i området vil være i stand til at yde tilstrækkelig overvågning af hans forhold.
Vidne 3 har supplerende forklaret blandt andet, at de af hende i byretten nævnte 11 sager om diplomatiske forsikringer fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol alle vedrørte forsikringer i relation til tortur og mishandling. Hendes forklaring om rapporter om nedværdigende eller umenneskelig behandling af anholdte i Indien vedrørte rettelig ”embedsmænd som håndhæver loven” og ikke ”politiembedsmænd” , og hendes udtalelser om monitorering af aftaler om diplomatiske garantier var rettelig, at denne monitorering skal udføres uafhængigt af de stater, der er parter i aftalen. Hun arbejder blandt andet for FN med generelle kommentarer om tortur i relation til torturkonventionens artikel 14, og på baggrund af korrespondancen med de indiske myndigheder, som har fundet sted efter byrettens afgørelse, og som hun har modtaget fra Advokat 2, mener hun, at be-slutningen om udlevering af Sagens person til Indien på flere punkter fortsat ikke lever op til de internationale standarder.
Vidne 2 har supplerende forklaret blandt andet, at hun altid har været villig til at samarbejde med politiet. Hun havde Sagens persons telefo nnummer, og hun oplyste politiet om, at de kunne kontakte Sagens person via hende. Der er et meget stort pres på familien, og det er svært for hende at se sin familie blive flået fra hinanden på grund af udleveringssagen. Sagens persons to børn, Person 10 og Person 11, er meget påvirkede, selv om de ikke har kendskab til sagen, og også for svigerdatteren Vidne 1, som er et meget følsomt menneske, er sagen en utrolig stor belast-ning. Hun ser forandringer hos alle fire familiemedlemmer på grund af sagen, og hun er meget bekymret for dem alle, hvis Sagens person bliver udleveret til Indien.
- 11 -
Vidne 4 har forklaret blandt andet, at han var professionel soldat, indtil han i 1989 forlod den rhodesiske hær og fortsatte i sikkerhedsbranchen. Efter nogle år trak han sig delvist tilbage for i stedet at sælge de våben og det udstyr, han tidligere havde anvendt. Første gang, han hørte om Purulia-sagen, var fra danskeren Person 12, der boede i Tyskland, og som ønskede tilbud til en dansker ved navn Vidne 5, tidligere Person 2 vedrørende leve-ring af cigaretter. Vidne 5, tidligere Person 2 reagerede på hans tilbud herom ved i juni/juli 1995 at an-mode om et tilbud på rifler, nærmere bestemt 2.500 AK 47-rifler. Formålet med anskaffel-sen af våbnene blev ikke oplyst, men dette er heller ikke normalt i våbenbranchen. Til brug for sine priskalkulationer m.v. bad han om et omtrentligt leveringssted og fik oplyst, at våbnene skulle leveres til Calcutta Havn, og på det tidspunkt gik han ud fra, at der var tale om en lovlig transaktion. Efter forudgående aftale mødtes han den 17. august 1995 med Vidne 5, tidligere Person 2 og Person 1 i et hus i nærheden af København, og til mødet medbragte han en kontrakt til underskrift. Under mødet sagde Vidne 5, tidligere Person 2 og Person 1, at de ikke havde oplysning om, hvordan de ville få våbnene ud af toldområdet, og han fandt da ud af, at der var tale om en ulovlig handel, og han sagde derfor, at hans kontrakttilbud ikke længere var gældende. Han ville hurtigst muligt væk fra København og mente, at den bed-ste måde at gøre dette på, var at gøre, som de to personer sagde, og herefter rejse tilbage til England. Han sagde derfor, at hvis han skulle lave et nyt tilbud, måtte han kende det ende-lige leveringssted. Vidne 5, tidligere Person 2 og Person 1 gik ind i et andet rum, hvorfra han kunne høre, at de talte med en tredje person. En af mændene kom herefter tilbage og sagde, at de havde talt med chefen. Chefen kom derpå ind i lokalet, og denne viste sig at være Sagens person. Dette var hans første møde med Sagens person, der på et kort over Vestbengalen ud-pegede det sted, hvor våbnene skulle leveres. Om formålet med våbenleverancen fik han ikke mange oplysninger, udover at våbnene skulle leveres til en gruppe mennesker i områ-det, som led under kommunisternes voldsudøvelser og drab. Det er rigtigt, at de foreviste dokumenter bærer hans underskrift, og at det drejer sig om det kontraktudkast, som han trak tilbage.
En afdeling i det britiske forsvarsministerium havde dengang til opgave at hjælpe britiske våbenhandlere og videregive oplysninger fra disse, og han ringede til Person 13 i afde-lingen og fortalte, hvad der var sket dagen før under mødet i Københavnsområdet. Person 13 sagde, at han ville sørge for, at hans oplysninger gik videre til de rigtige personer, og at han derfor blot skulle fortsætte våbentransaktionen og ikke fortælle om sin kontakt til afdelingen. Han har senere erfaret, at hans oplysninger blev videregivet til MI5, som er den britiske myndighed svarende til PET i Danmark. Formentlig i september 1995 havde han et
- 12 -
møde i Bangkok med Sagens person, som sagde, at han aldrig havde ønsket 2.500 rifler, men at han havde fået at vide, at det var det mindste antal, der kunne købes. Da dette ikke var rigtigt, bad Sagens person i stedet om 500 rifler, fordi han ikke havde brug for flere. Sagens person fortalte, at mange var blevet dræbt i Calcutta, og at adskillige nonner og munke var blevet overfaldet og antændt med benzin, samt at riflerne skulle bruges til at beskytte folk mod overgreb. Ifølge en politiofficer blev alle hans oplysninger til den omtalte afdeling i det britiske forsvarsministerium videregivet til den indiske regering, der var interesseret i oplysning om identiteten på modtagerne af våbnene, der først kunne arresteres og sigtes for fuldbyrdet forbrydelse, når våbnene var leveret. Han deler Sagens persons opfattelse af, at der den pågældende nat må have været et ”åbent vi n due” , da det ellers ikke ville have væ ret muligt at forlade den normale flyrute og flyve til Purulia. Det svarer også til de oplysnin-ger, han fik under straffesagen mod ham i Calcutta, nemlig at den indiske luftforsvarsradar og radaren i Calcutta Lufthavn ikke havde været aktiveret den pågældende nat. Han er overbevist om, at årsagen hertil kun kan have været politisk. Efter hans opfattelse var Vidne 5's, tidligere Person 2 rolle i sagen udspillet i december 1995. Inden nedkastningen af våbnene havde han overdraget handlen på de 500 rifler til det engelske firma Udenlandsk virksomhed.
Hans kontakt med de britiske myndigheder blev først etableret efter lang tids fængselsop-hold, selv om han havde bedt herom allerede ved anholdelsen, men hvor lang tid, der gik, kan han ikke udtale sig om, da han som andre fængslede var låst inde i en celle og dermed mistede enhver form for tidsfornemmelse. Da han endelig fik besøg af den lokale konsul på en fængselsfunktionærs kontor, oplyste konsulen, at han mange gange forgæves havde bedt om et møde med ham. Han var på dette tidspunkt i en yderst ringe tilstand og havde tabt sig kolossalt meget på grund af manglende føde. I fængselsafdelingen var der en ”overfange” , som bestemte alt over de øvrige fanger, herunder om de skulle være i gå rden, låses inde i deres celle, eller om de måtte få noget at spise. De russiske flybesætningsmed-lemmer blev behandlet endnu værre end han, og både han og to af flybesætningsmedlem-merne var nær ved at dø under fængselsopholdet. I de første 2-3 år af hans fængselsophold fik han ikke lov til at tale med nogen, uden at CBI-ansatte var til stede. Nogen tid før sin løsladelse blev han overført til Fængsel, idet han, der da lignede en kz-fange, skulle tage på i vægt inden løsladelsen. I forbindelse med fængselsoverførslen blev han – både i det fængsel, han forlod, og i Fængsel – af fængselsvagter slået voldsomt og trukket nøgen gennem gangene.
- 13 -
Vidne 5, tidligere Person 2 har forklaret blandt andet, at han i efteråret 1995 første gang mødte Sagens person, som da tilkendegav, at han ønskede at købe forskellige effekter, herunder våben og et fly. Han fortalte, at han repræsenterede en organisation i Indien, som drev hospitaler m.v., og at organisationen var udsat for mange røverier. Han skulle bruge 100 rifler til at etablere et privat vagtværn til beskyttelse af organisationen. Person 1 sagde, formentlig for at tjene mest muligt på handlen, at der skulle købes mindst 2.500 rifler, hvilket blankt blev afvist, og resultatet blev en aftale om køb af 200 til 250 rifler. Han var i Bangladesh for at undersøge mulighederne for at etablere cargo-flyvning ud af Bangladesh. Han kon-taktede endvidere de danske myndigheder, der oplyste, at våbenhandlen var lovlig, hvis blot der forelå de fornødne tilladelser, og af to repræsentanter fra PET fik han, vist nok i oktober 1995, på sin bopæl udleveret en brochure om våbenhandel. Han videregav sine oplysninger til Sagens person, for at Sagens person selv skulle sørge for de fornødne tilladelser. Først efter sin hjemkomst til Danmark forud for julen 1995 blev han klar over, at nogen havde smidt våben ud fra et fly over Indien. Da han fik mistanke om, at det kunne være fra det fly, han havde skaffet, kontaktede han PET, der i begyndelsen af 1996 vendte tilbage og viste ham et foto af en meget ung Sagens person, som han bekræftede var den person, som han kendte under navnet Alias 1. Han blev frarådet at tage tilbage til Bangladesh og Indien, og den dag i dag er han taknemmelig for den behandling, han fik af PET.
Anbringender
Parterne har gentaget deres anbringender for byretten og har i det væsentlige procederet i overensstemmelse hermed.
Landsrettens begrundelse og resultat
Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført af Justitsministeriet, at sigtelserne mod Sagens person for overtrædelse af sektion 121-A i den indiske straffelov samt bestemmelser-ne i den indiske lovgivning om våben og eksplosivstoffer vedrører handlinger, som også ville have været strafbare, såfremt de var begået her i landet, og at tilsvarende handlinger efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år. Sigtelserne angår en særdeles alvorlig forbrydelse, og da Sagens person næppe vil kunne strafforfølges her i landet for de pågældende handlinger, tiltræder landsretten, at betingelserne for udlevering i udleve-ringslovens § 2, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2, er opfyldt. Det forhold, at justitsministeren i april 2002 i besvarelse af et folketingsspørgsmål oplyste, at Sagens person som dansk statsborger
- 14 -
efter dagældende udleveringslov ikke kunne udleveres fra Danmark til strafforfølgning i Indien, afskærer ikke Justitsministeriet fra at træffe beslutning om udlevering efter ændrin-gen af udleveringsloven i juni 2002, hvorved der blev tilvejebragt hjemmel for at udlevere danske statsborgere til strafforfølgning i udlandet, jf. Højesterets kendelser gengivet i U1991.326/2H og U2004.2291H.
Af de grunde, der herom er anført af Justitsministeriet, tiltræder landsretten, at der ikke er antageliggjort sådanne særlige omstændigheder, at sigtelserne mod Sagens person savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, jf. lovens § 3, stk. 4, at forholdene ikke ville være forældede efter dansk ret, jf. lovens § 9, og at bestemmelserne i lovens § 5 om politiske lovovertrædelser ikke er til hinder for udlevering.
En udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien og for en forbrydelse, der er be-gået for mere end 15 år siden, vil indebære et alvorligt indgreb i Sagens persons personlige og sociale forhold, men heroverfor må der lægges afgørende vægt på, at sigtelserne angår en særdeles alvorlig forbrydelse, og at Sagens person unddrog sig retsforfølgning ved at ud-rejse af Indien og herefter holde sig skjult, indtil de danske myndigheder i december 2001 tilfældigt fik kendskab til hans ophold her i landet. Landsretten tiltræder derfor, at en udle-vering af Sagens person ikke vil være uforenelig med humanitære hensyn, jf. lovens § 7, eller i strid med proportionalitetskravet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions arti-kel 8.
Bestemmelsen i udleveringslovens § 6, stk. 2, svarer til Den Europæiske Menneskerettig-hedskonventions artikel 3, hvorefter ingen må underkastes tortur, umenneskelig eller ned-værdigende behandling eller straf. Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende artikel 3, at udlevering af en person vil være i strid med bestemmelsen, såfremt der er væsentlige grunde til at antage, at der er en reel risiko for, at den pågældende vil blive udsat for en behandling i strid med artikel 3. Ved vurderingen af denne risiko inddra-ger Menneskerettighedsdomstolen rapporter fra uafhængige internationale menneskerettig-hedsorganisationer som eksempelvis Amnesty International og Human Rights Watch samt regeringskilder som f.eks. US State Departement.
Indien har ikke ratificeret FN’s torturkonvention, og med de for landsretten fremlagte rap -porter m.v. fra uafhængige internationale menneskerettighedsorganisationer og regerings-kilder er der fremkommet oplysninger om, at der i Indien fortsat er udbredt og systematisk
- 15 -
brug af tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling af personer i politiets og fængslernes varetægt samt alvorlige problemer med drab og dødsfald blandt sådanne per-soner. Hertil kommer oplysninger om overfyldte fængsler med utilstrækkelig mad og me-dicinsk behandling. Det fremgår endvidere af oplysningerne, at der er udbredt straffrihed for myndighedspersoner, der forbryder sig mod menneskerettighederne, blandt andet som følge af manglende effektive systemer til at overvåge brud på menneskerettighederne.
På denne baggrund, og da sigtelserne mod Sagens person vedrører opstand mod de indiske myndigheder, finder landsretten, at der ved udlevering af Sagens person til strafforfølgning i Indien vil være en reel risiko for, at han vil blive udsat for en behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. De diplomatiske garantier kan ikke i sig selv anses for tilstrækkelige til at sikre Sagens person beskyttelse mod risikoen for tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling, når pålidelige kilder har rapporteret om udbredt myndighedspraksis, der strider mod principperne i artikel 3.
Landsretten tiltræder således, at Justitsministeriets beslutning af 9. april 2010 om udleve-ring af Sagens person til strafforfølgning i Indien strider mod bestemmelsen i udleveringslo-vens § 6, stk. 2, og at udlevering derfor bør nægtes.
T h i b e s t e m m e s :
Byrettens kendelse stadfæstes.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
(Sign.)